Danmarkshistorien

Den nordiske fortid

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Mens Bertel Thorvaldsen var i København fra 1819 til 1820, holdt hans elev H. E. Freund opsyn med atelieret i Rom. Freund var Thorvaldsens medarbejder ved de store opgaver til Christiansborg og Frue Kirke. Men under dette arbejde blev Freunds opmærksomhed henledt på en ny motivkreds.

Oehlenschläger havde i 1819 udsendt bogen Nordens Guder, og Freund begyndte at modellere Odin, Freja, Thor m.fl. som udkast til udsmykningen af det nye kongeslot. Resultatet blev, at den kommission, der forestod indretningen af det nye Christiansborg, bestilte en frise forestillende Ragnarok hos Freund.

Den nordiske fortid og især oldtiden med dens sagnhistorie og mytologi var ved at blive opdaget som forskningsfelt for videnskabsmændene og som inspirationskilde for kunstnerne. Her havde Oehlenschläger naturligvis gjort forarbejdet.

N. F. S. Grundtvig oversatte Saxo og den islandske sagaskriver Snorre 1818-22. B. S. Ingemann lod Saxo optræde som indledningsvignet til den første af sine store historiske romaner, Valdemar Seier, 1826. Der foregik i de første årtier af 1800-tallet en nyvurdering af den forhistorie og middelalder, hvis mindesmærker og åndelige efterladenskaber ikke havde været i høj kurs tidligere.

Thorvaldsens Kristus i Frue Kirke i København. I C. F. Hansens strenge og næsten kolde rum virker Kristus-statuen ved sin harmoni og skønhed. Det er ikke den lidende, men den forsonende Kristus, man møder. Den smukke skikkelse står med sine let udbredte arme vendt frem og ned mod beskueren som på samme tid en trøster og et ideal. I Thorvaldsens arbejder som billedhugger har de klassiske træk domineret, men i Kristus når han frem til blidt at favne biedermeier.

I 1806 blev en stor del af det middelalderlige inventar i Roskilde Domkirke solgt på auktion, og på samme tid var det nær gået galt for Claus Bergs hovedværk, altertavlen, der nu står i Sankt Knuds Kirke, da Gråbrødre Kirke i Odense blev nedrevet.

I 1806 gjorde Rasmus Nyerup sig til talsmand for, at man fik indrettet et museum, hvor den besøgende „fra sal til sal kunne studere den successive fremgang i nationens kultur og begreber, sæder og skikke”. Året efter udsendte han et opråb til offentligheden om at indsende oldsager, og den 22. maj 1807 stiftedes på forslag af professor Friederich Munter Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, forløberen for Nationalmuseet.

Samlingerne fik plads i Universitetsbiblioteket på loftet over Trinitatis Kirke i København. I 1816 blev grosserer Christian Jürgensen Thomsen ansat som kommissionens første sekretær i Nyerups sted. Han opdelte forhistorisk tid i sten-, bronze- og jernalder og indførte dette princip, da samlingen i 1832 blev flyttet til Christiansborg. I 1836 blev tre-delings princippet formuleret i Ledetraad til Nordisk Oldkyn-dighed. Thomsens indsats skabte arkæologien som videnskabelig disciplin i Danmark og skaffede den europæisk ry.

I 1808 udgav Rasmus Nyerup Snorres Edda i en dansk oversættelse som et udtryk for den stigende interesse for det „oldnordiske”. Arbejdet var i væsentligt omfang udført af den unge Rasmus Rask, der studerede islandsk, som han anså for identisk med det gamle fællesnordiske sprog. Herfra førtes han i den kommende tid ind på studiet af andre sprog, bl.a. på en mangeårig rejse over Sverige, Finland, Rusland gennem Persien til Indien, hvorfra han vendte tilbage i 1823 efter syv år i udlandet.

Rasmus Nyerup var bondesøn fra Vestfyn og spillede allerede fra 1790'erne en vigtig rolle i den offentlige debat som tidsskriftredaktør. Han var en meget flittig historiker og litteraturforsker, hvis arbejder ikke blev vurderet højt af samtiden og den umiddelbare eftertid. Få mange måder var Nyerup imidlertid en pionerskikkelse. Han var en af de første, der arbejdede for at sikre danske oldtidsminder, og som historiker foregrel) han C.F. Allens opfattelse af Danmarks historie. Desuden var Nyerup blandt de første, der interesserede sig for og registrerede almuens læsning. Pastel fra 1827 af C. Hornemann.

Det blev Rasks indsats at grundlægge den sammenlignende sprogvidenskab. Hvor man tidligere havde taget udgangspunkt i tilfældige ligheder i sprogenes ordforråd, flyttede Rask nu opmærksomheden til selve sprogenes strukturer. Han ydede en væsentlig indsats til afklaringen af de indoeuropæiske sprogs afstamningsforhold og bestemte de finsk-ugriske sprog som en selvstændig klasse.

Det nordiske og det forhistoriske blev i løbet af 1800-tallets første tredjedel mobiliseret over en bred front som skaber af en særlig dansk – nordisk – identitet. Man fredlyste de første oldtidsminder, og i 1825 oprettedes Det kongelige nordiske Oldskrift-Selskab. Det skulle udgive de gamle islandske skrifter og beskæftige sig med alt, hvad der kunne oplyse det gamle Nordens sprog, historie og oldsager for derigennem at vække kærlighed til fædrelandet.

Da man endelig kom i gang med opførelsen af en hovedbygning til universitetet, valgte arkitekten Peter Malling en udformning med „gotiske” gavle for at give den et nationalt præg (se foto i Dannelsens institutioner). Og på musikkens område betød J. P. E. Hartmanns musik fra 1832 til Oehlenschlägers Guldhornene et gennembrud for en national nordisk tonekunst.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Rasmus Nyerup var bondesøn fra Vestfyn og spillede allerede fra 1790'erne en vigtig rolle i den offentlige debat som tidsskriftredaktør. Han var en meget flittig historiker og litteraturforsker, hvis arbejder ikke blev vurderet højt af samtiden og den umiddelbare eftertid. Få mange måder var Nyerup imidlertid en pionerskikkelse. Han var en af de første, der arbejdede for at sikre danske oldtidsminder, og som historiker foregrel) han C.F. Allens opfattelse af Danmarks historie. Desuden var Nyerup blandt de første, der interesserede sig for og registrerede almuens læsning. Pastel fra 1827 af C. Hornemann.

© Dette billede må du ...

Thorvaldsens Kristus i Frue Kirke i København. I C. F. Hansens strenge og næsten kolde rum virker Kristus-statuen ved sin harmoni og skønhed. Det er ikke den lidende, men den forsonende Kristus, man møder. Den smukke skikkelse står med sine let udbredte arme vendt frem og ned mod beskueren som på samme tid en trøster og et ideal. I Thorvaldsens arbejder som billedhugger har de klassiske træk domineret, men i Kristus når han frem til blidt at favne biedermeier.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
sagnhistorie
mundtlig eller skriftlig beretning med vag kr ...Artikel i Den Store Danske
sammenlignende sprogvidenskab
komparativ lingvistik , videnskabsgren, der beskæf ...Artikel i Den Store Danske
biedermeier
oprindelig navnet på en naiv landsbyskolemest ...Artikel i Den Store Danske
historiker
(af lat. historicus ), person, der studerer histori ...Artikel i Den Store Danske
billedhugger
skulptør , kunstner, som arbejder med skulptur ...Artikel i Den Store Danske
Persien
europæisk betegnelse for den iranske provins Fars ...Artikel i Den Store Danske
Kristus
i Det Nye Testamente (NT) både en titel og, i Pa ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CBjø
13/02/2012
  • Læst 770 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki