Europa og Danmark efter 1815

I det Europa, der fremtrådte efter Wienerkongressen, var skellet mellem stormagterne og de mindre stater blevet understreget. Europæisk politik blev i stadig stigende grad ensbetydende med, hvad en mindre gruppe af større stater bestemte. Frankrig slap forholdsvis skånsomt fra nederlaget. Landets grænser blev skubbet tilbage, men Frankrig var også i de kommende årtier førende i europæisk åndsliv, videnskab og kultur. Og det var fra Paris, de nye politiske signaler udgik, både i 1830 og i 1848.

Storbritannien stod som en af krigens sejrherrer, og 1800-tallet oplevede en stadig britisk politisk og økonomisk ekspansion i samtlige verdensdele. Industrialise ringen var i stærk udvikling og omskabte det engelske samfund i den følgende menneskealder. Det er træffende udtrykt således, at Storbritannien var lokomotivet i hele det internationale økonomiske liv – lokomotivet og jernbanen kom i tiden op mod 1850 til mere end noget andet at symbolisere den ny tid.

Østrig var ligeledes en af krigens vindere, og kejser Frans 2. herskede over store dele af Polen og Norditalien foruden over de gamle områder Ungarn, Böhmen og selve Østrig. Preussen blev restitueret efter ydmygelsen ved freden i Tilsit i 1807. Ikke mindst mod vest erhvervede man nye landområder, og Ruhr-området, hvor den tyske industri skulle vokse frem fra midten af 1800-tallet, kom til at høre under Preussen. Endelig stod det russiske rige som den magt, der mere end nogen anden havde knækket den i årevis uovervindelige franske kejser. Militært var det zarens hære, der beherskede Europa, og man opnåede udvidelser i Polen og i Tyrkiet.

I årene efter 1815 var der en tendens til, at stormagterne fandt sammen i to blokke – Frankrig og Storbritannien i den ene og Østrig, Preussen og Rusland i den anden. Storbritannien udstrakte sin magt og indflydelse over det meste af verden, og her undgik man ikke, f.eks, i Nærorienten, at komme ind i en rivalisering med russerne.

Det var i hovedtrækkene det system, det reducerede danske monarki skulle manøvrere i. Riget var formindsket fra godt 2 1/2 mill. indbyggere til lidt over 1 1/2. Ganske vist havde Danmark ved fredsslutningerne fået sine kolonier tilbage, men det stod stadig mere klart, at man ikke havde ressourcer til at optræde som kolonimagt. Nikobarerne måtte opgives, Trankebar blev afhændet til englænderne i 1845, og besiddelserne på Guldkysten fem år senere til samme magt. Også de vestindiske besiddelser var i tilbagegang.

Afståelsen af Norge havde formindsket rigets geografiske udstrækning mange gange og militært gjort det mere overskueligt. Mens deltagelsen i Det tyske Forbund for Holstens og Lauenburgs vedkommende kan opfattes som en vis sikring af sydgrænsen, rummede medlemskabet som omtalt andre indbyggede problemer. Den mest nærliggende risiko for, at man skulle blive inddraget i en krig, lå – bortset fra truslen fra Sverige – i et sammenstød mellem Rusland og Storbritannien. Sjælland og hovedstaden ville da være mest udsat, jævnfør erfaringerne fra 1807.

Både hær og flåde blev nyordnet efter de nye, mere begrænsede rammer. Hæren skulle ved en mobilisering kunne bringes op på ca. 60.000 mand med en stående hær på ca.

I 1.000. Da man i 1842 opstillede en ny hærplan, erkendte man Sjællands afgørende rolle for landets forsvar, og omkring halvdelen af tropperne i linien blev garnisoneret her. Den tidligere betydelige danske flåde var ved krigens slutning reduceret til få, større skibe. Her blev det planlagt, at der over de næste 16 år skulle skabes en ny flåde på seks linieskibe, otte fregatter, otte korvetter og brigger og et stort antal kanonbåde. Ind i 1830'rne var marinens rammer fyldt ud.

For den danske udenrigsledelse lå de vanskeligste problemer efter 1814-15 i forholdet til Sverige-Norge. Det var ikke uden grund, at man i København opfattede Bernadotte, der i 1818 blev konge som Karl 14. Johan, som uvenligt stemt mod Danmark. Han søgte at forhale en afgørelse om den norske del af monarkiets statsgæld – jævnfør freden i Kiel – og først efter at der var lagt pres på Sverige, og man fra dansk side havde givet visse afkald, blev sagen endelig afgjort i 1821.

Det nye danske monarki var politisk-militært Sverige-Norge underlegent. Og det var betegnende for rigets nye placering i den europæiske politik, at den økonomiske konflikt mellem de to stater blev løst efter stormagtspres. Ved midten af 1700-tallet havde Frederik den Store, der som nævnt tillagde det daværende monarki en placering som en magt af anden rang, ment, at landet kunne være en nyttig allieret for en større magt.

Efter 1814-15 var Danmark klart reduceret endnu et trin. Dets fortsatte eksistens som en selvstændig stat var betinget af, at stormagterne så en fordel i, at landet eksisterede. Ingen af de større europæiske magter kunne efter 1815 tænkes at appellere til Danmark om militær eller politisk bistand.

Dansk udenrigspolitik måtte afpasses efter de ændrede vilkår. I ethvert mere konfliktfyldt spørgsmål måtte man fra dansk side tage bestik af, hvad stormagterne mente. Og hvis de store europæiske magter var eller kunne tænkes at være uenige, var det først og fremmest Rusland, Udenrigsministeriet i København forhørte sig hos.

Det skete således i 1825, hvor man stod for at skulle begynde forhandlinger med den nye, selvstændige stat Brasilien om en handelstraktat. Inden den danske udenrigsminister gik i gang med forhandlingerne, spurgte man i Sankt Petersborg om den russiske indstilling til det Latinamerika, der havde revet sig løs fra henholdsvis det spanske og portugisiske overherredømme.

En diplomat fra kredsen omkring bernstorfferne, J. G. Rist, udtrykte det således, at Danmark i denne tid ikke havde nogen udenrigspolitik. Den synede ganske vist også mindre end den aktive optræden inden 1801, men karakteristikken var ikke dækkende. Dansk udenrigspolitik, der frem til 1824 blev ledet af Niels Rosenkrantz, var blot rettet ind efter, at Europa havde ændret sig – og at den danske stat var en anden end tidligere.