• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirken, skolen og dannelsen

Oprindelig forfatter Redaktionen

I den første del af 1800-tallet var den lutherske kristendom fortsat den eneste tilladte religion i Danmark, når man undtager de jødiske menigheder og de små reformerte kredse i hovedstaden og Fredericia. Den lutherske kristendom var ikke blot den eneste tilladte, men også den påbudte religion, uadskilleligt forbundet med statsmagten. Det var den danske stats kirke, og kongen var dens overhoved og beskytter.

Og datiden forventede samme troskab over for kirken som over for den enevældige kongemagt. Man kunne som borger ikke leve uden for kirken. Et udøbt barn var næppe at regne for medlem af samfundet, og konfirmationen var den nødvendige adgangsbillet til det voksne arbejdsliv. Samliv mellem mand og kvinde uden for det af kirken beseglede ægteskab var ikke blot en synd, men også en overtrædelse af de borgerlige love.

Kirken omspændte samfundet i en ganske anden grad end senere. De 1000-1500 gejstlige fra nyuddannede teologiske kandidater til professorer og biskopper udgjorde det bærende lag i datidens dannede verden allerede i kraft af deres antal, og i deres hænder lå forvaltningen af en lang række opgaver i samfundet. Præstens funktioner rakte i begyndelsen af 1800-tallet langt ud over det at varetage de kirkelige handlinger og forkynde evangeliet.

Luthers katekismus rummede de grundlæggende moralbegreber og leveregler, man officielt bekendte sig til, og som gennemsyrede hele uddannelsessystemet. Man kunne som nævnt ikke leve uden for kirkens rammer, men man kunne heller ikke fremkomme med meninger, der bestred kirkens lære uden igen at krænke loven.

 Biskop Frederik Plum, malet af Wilhelm Bendz 1831. Plum var biskop over Fyn 1811 til 1834, og han repræsenterede her rationalismen over for de begyndende gudelige vækkelser. Han var en stadig forkæmper for et bedre skolevæsen, og hans indsats satte sig ikke mindst spor i Odense by. I 1821 udgav han en læsebog i dansk for almuen, Anders Kjærbye af Vissenbjerg Sogn. Hans pædagogiske bestræbelser rettede sig også mod præstestanden, som han ville dygtiggøre, så præsten netop som lærer kunne hævde sin autoritet over for almuebevægelsen. Biskop Plum stod bag oprettelsen af Fyns Stiftsbibliotek i 1813 og af Fyens Stifts litterære Selskab i 1815.

Biskop Frederik Plum, malet af Wilhelm Bendz 1831. Plum var biskop over Fyn 1811 til 1834, og han repræsenterede her rationalismen over for de begyndende gudelige vækkelser. Han var en stadig forkæmper for et bedre skolevæsen, og hans indsats satte sig ikke mindst spor i Odense by. I 1821 udgav han en læsebog i dansk for almuen, Anders Kjærbye af Vissenbjerg Sogn. Hans pædagogiske bestræbelser rettede sig også mod præstestanden, som han ville dygtiggøre, så præsten netop som lærer kunne hævde sin autoritet over for almuebevægelsen. Biskop Plum stod bag oprettelsen af Fyns Stiftsbibliotek i 1813 og af Fyens Stifts litterære Selskab i 1815.

Netop ved begyndelsen af 1800-tallet var det almindeligt at understrege præstens opgave som lærer for sin menighed. Og lærer-forholdet beskriver tidens opfattelse af kirken, dens lære og dens mænd og så det øvrige samfund. Den lutherske kristendom var ikke blot et spørgsmål om den enkeltes tro på Gud, men den var indvævet som rettesnor i hele samfundets liv.

Vi ved kun lidt om, hvad befolkningen i 1800-tallets begyndelse „troede” på. Mange udsagn tyder på, at bøndernes religionsopfattelse mange steder var langt fra, hvad præsten forkyndte. En stærk tro på skæbnen som styrer af tilværelsen og en god portion overtro var vævet sammen med en ydre iagttagelse af kirkens ritualer og krav. I akademiske kredse var en distance til kirkens kristendomsopfattelse ikke ualmindelig.

Men man kunne ikke bryde med kirken uden at sætte sig uden for samfundet. Det var forskelligt, i hvilket omfang kristendommen prægede det daglige liv, men kirken var til stede ved højtiderne og tilværelsens afgørende begivenheder. Man kunne næppe heller i noget lag af samfundet tænke sig en børneopdragelse uden en indlæring af troens grundlæggende begreber.

Kirken var som nu bygget op over de knap 1800 sogne med deres præster. I 1806 blev de gamle provstier, der stort set fulgte herrederne, omdannet til amtsprovstier. Denne ordning afløstes atter fra 1822 af distriktsprovster, hvis myndighedsområde normalt var mindre. Lolland-Falster blev i 1804 udskilt fra Fyn som et selvstændigt stift. Som førstemand – primas – mellem landets otte biskopper virkede Sjællands biskop.

I de første årtier af 1800-tallet var rationalismen den herskende teologiske retning, og endnu da biskop J. P. Mynster fra 1835 til 1853 visiterede det udstrakte Sjællands Stift, sad der på omkring en tredjedel af alle embeder præster, hvis forkyndelse efter Mynsters beskrivelser i sine visitatsdagbøger må betegnes som rationalistisk.

 Den første halvdel af 1800 tallet rummede ikke meget nyt kirkebyggeri. Blandt de få nyopførte kirker fra denne periode er Hørsholm Kirke nord for København, der blev bygget 1822-23. Hørsholm sogn var i 1790 blevet udskilt fra Birkerød, og beboerne havde benyttet kapellet på Hørsholm Slot som sognekirke. Slot tet blev imidlertid nedrevet 1810-12, kapellet nogle år senere, men blev erstattet af den nye kirke, hvis arkitekt – naturligvis – var C.F. Hansen, der herskede næsten enevældigt over ti dens officielle byggeri. For men er et enkelt langhus med et ikke særlig markant tårn. En så godt som fuldstændig pendant til kirken blev i øvrigt opført i byen Husum i Sydslesvig.

Den første halvdel af 1800 tallet rummede ikke meget nyt kirkebyggeri. Blandt de få nyopførte kirker fra denne periode er Hørsholm Kirke nord for København, der blev bygget 1822-23. Hørsholm sogn var i 1790 blevet udskilt fra Birkerød, og beboerne havde benyttet kapellet på Hørsholm Slot som sognekirke. Slot tet blev imidlertid nedrevet 1810-12, kapellet nogle år senere, men blev erstattet af den nye kirke, hvis arkitekt – naturligvis – var C.F. Hansen, der herskede næsten enevældigt over ti dens officielle byggeri. For men er et enkelt langhus med et ikke særlig markant tårn. En så godt som fuldstændig pendant til kirken blev i øvrigt opført i byen Husum i Sydslesvig.

Et karakteristisk udtryk for den rationalistiske opfattelse får man af en bøn, som sognepræsten i Rårup i Østjylland, H. G. Bechmann, holdt ved gudstjenesten nytårsdag 1801, og som han siden lod trykke i Theologisk Maanedsskrift.

Han priser Guds skabervælde og ophøjede almagt, hans majestæt og storhed. Gud takkes af sine fornuftige skabninger, der i Jesu velgørende lære har fundet lys for forstanden, en rettesnor for viljen, en trøst for hjertet og de attråværdigste mål for al fornuftig attrå og bestræbelse.

I denne salige tid er der gjort så mange gavnlige erfaringer, så mange heldige opfindelser og frembragt så mange nyttige indretninger. Måtte Gud hjælpe, så de kan benyttes værdigt og formeres. Thi det var ilde, om man ikke benyttede disse dages fortrin til at forfremmes i duelighed og almennyttig gavnlighed. Måtte alle, høje som lave, blive forstandige mennesker, gode borgere og oprigtige kristne, der værdsætter dyd, pligt og ægte kristendom.

Det rationalistiske præsteideal var religions- og folkelæreren, den duelige gejstlige og verdslige embedsmand og den, der som husfader og agerdyrker kunne være et forbillede for sin menighed. Mange af denne generations præster lagde en stor indsats i fattig- og skolevæsen, virkede for folkeoplysning og var foregangsmænd i landbruget.

I Landhusholdningsselskabets amtsbeskrivelser skulle forfatterne anføre de fremtrædende landbrugere, hvis indsats kunne tjene som forbillede for andre. I de tidlige bind fra 1820'rne og 1830'rne blev mange sognepræster nævnt i denne forbindelse.

 Bonde=Practica, 1821 – en populær vejledning til at forudsige vejret. Almuen skulle opdrages og uddannes ved læsning af dertil egnede skrifter. Præsten Lago Mathias Wedel i Everdrup i Sydsjælland var en flittig forfatter af oplysende småbøger om alle mulige emner, der kunne tjene bonden som vejledning til et bedre og mere rationelt landbrug. Selv drev han sin præstegårdsavling som et mønsterbrug, og hans indsats blev belønnet af Landhusholdningsselskabet.

Bonde=Practica, 1821 – en populær vejledning til at forudsige vejret. Almuen skulle opdrages og uddannes ved læsning af dertil egnede skrifter. Præsten Lago Mathias Wedel i Everdrup i Sydsjælland var en flittig forfatter af oplysende småbøger om alle mulige emner, der kunne tjene bonden som vejledning til et bedre og mere rationelt landbrug. Selv drev han sin præstegårdsavling som et mønsterbrug, og hans indsats blev belønnet af Landhusholdningsselskabet.

Der var ved siden af den herskende rationalisme andre teologiske strømninger i de første årtier af 1800-tallet. Fra forrige århundrede overlevede mange steder en pietistisk farvet kristendom.

Det blev imidlertid J. P. Mynster, der inden for kirken skulle udforme en ny teologisk opfattelse. Som ung sognepræst i Spjellerup på Stevns oplevede han i 1803 et religiøst gennembrud, der førte ham til en dybt personlig, eksistentielt præget oplevelse af nødvendigheden af at bøje sig ubetinget for Guds vilje og de bibelske beretningers sandhed og den oprindelige, lutherske kristendomsopfattelse. Mynster kom til København i 1811 og placerede sig ved sine evner som prædikant og sin lærdom, forbundet med stor arbejdskraft, centralt i det kirkelige liv.

Skønt formelt kun kapellan ved Vor Frue Kirke var han fra 1820'rne ubetinget tidens toneangivende teolog – 1828 blev han kongelig konfessionarius og i 1834 biskop over Sjællands Stift. J. P. Mynster forbandt en indre fornyelse af teologien hen mod en mere personlighedsrettet kristendom med en ydre konservatisme, der værnede om statskirken, præstens stilling og i det hele kirkens både åndelige og verdslige autoritet i samfundet.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Kirken, skolen og dannelsen Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Danmarkshistorien

  • Historik