Nyorientering i handel og økonomi

Byerhvervene måtte indstille sig på de mere indskrænkede forhold. Storhandelen fra tiden op til krigen var ophørt og kom ikke i gang på ny. Der blev udrustet enkelte skibe til togter til Østasien, men også for kolonialhandelens vedkommende var Københavns storhedstid nu forbi.

Af økonomisk betydning var fortsat handelen med sukker fra De vestindiske Øer. I en tidskarakteristisk skrivelse fra Kommercekollegiet i juni 1818 blev det udtrykt således: „… efter den kinesiske handels næsten totale standsning her, er sukker ikke alene den fornemste, men endogså den fremfor andre meget prædominerende artikel, som Danmark for tiden har at tilbyde handelen i Østersøen, og næppe kan nogen enkelt artikel bringes til samme betydenhed for Danmark i den østersøiske omsætning, da tehandelen er forstyrret af Nordamerikas tiltagende handelsflåde og den med ostindiske vævede varer er fortrængt af de engelske maskinarbejder.”

En af følgerne var en række fallitter blandt de tidligere mægtige handelshuse. I 1820 standsede huset Ryberg sine betalinger, og samme år måtte firmaet Meyer & Trier lukke; det havde været nært knyttet til statens finansielle operationer i krigsårene.

Handelen måtte i stigende omfang tage sit udgangspunkt i de langt mere begrænsede muligheder, som omsætningen af hjemlige produkter og forsyningen af det danske marked rummede. De ændrede vilkår afspejledes i firmaet J. P. Suhrs udvikling. Det var grundlagt i 1749 og havde erhvervet sig en betydelig plads i handelen med østersølandene.

Man havde haft et bredt sortiment af varer, men efter en vanskelig periode fra 1814 til omkring 1820 koncentrerede firmaets chef J. Th. Suhr sig om importen af kul og udførselen af dansk korn. Særlig i kulhandelen fik firmaet snart en ledende stilling, og i 1830'rne gik en femtedel af den danske kulimport gennem J. P. Suhr & Søn.

J. Th'. Suhr forpagtede i 1827 det tidligere statslige valseværk i Frederiksværk, hvor han påbegyndte fremstillingen af kobberplader. Her opstilledes året efter den første større danskbyggede dampmaskine, der udviklede 20 hk. Staten var på vej ud af de tidligere centralt styrede bestræbelser for at skabe en hjemlig fabriksindustri. Som det var tilfældet med virksomheden i Frederiksværk, blev de statsejede fabrikker afhændet, og i 1817 nedlagde man den statslige manufakturadministration . I penge- og industripolitikken orienterede man sig i årene efter 1814 i liberalistisk retning.

Anderledes var indstillingen, når det gjaldt håndværket. Her var der tale om en stadig balance mellem et principielt ønske om en vis liberalisering og erkendelsen af, at lavsordningen rummede en regulering af tilgangen til de forskellige erhverv. I 1817 blev det påbudt, at alle handlende skulle tage borgerskab, og i 1822 blev den i 1800 indførte frimesterordning begrænset.

Den havde givet håndværkere mulighed for at etablere sig som selvstændig efter fire år som svend – dog måtte frimestrene først efter to år ansætte en lærling. Nu blev det krævet, at der skulle udføres det normalt krævede mesterstykke, hvilket ikke mindst var en økonomisk belastning, og man skulle by for by påse, at der ikke kom flere frimestre, end det lokale marked kunne brødføde.