I årene fra 1823 og frem til sidst i 1830'rne malede C. W. Eckersberg, bistået af sine elever, en række næsten ens billeder af Frederik 6. i profil, stående i sit audiensgemak på Amalienborg. Som han står på dette billede, mødte de audienssøgende ham. Hans optræden var uforandret den samme. Uden videre indledning blev den indtrædende spurgt, hvad han ville. Når den audienssøgende havde fået fremført sin bøn eller tak, blev der nikket kort som tegn på, at den pågældende kunne gå. Hvis det, som det var mest almindeligt, drejede sig om en ansøgning eller gunstbevisning, lød det: „Så kan han indgive en ansøgning”! Under hele forløbet holdt kongen sine øjne hæftet på den, der var i audiens.

.

C. O. Zeuthens akvarel af Frederik 6.s kombinerede arbejds- og soveværelse på Amalienborg illustrerer den spartanske livsførelse, der kendetegnede kongens helt personlige tilværelse. Rummet er uden udsmykning bortset fra malerierne, og ved bagvæggen ser man den feltseng, kongen ofte benyttede. Med årene blev den personlige nøjsomhed et kendetegn, og i beskrivelserne af Frederik 6. fra dennes sidste år optræder ofte en falmet uniform og en gammel, fedtet hovedbeklædning. Billedet stammer fra 1840, året efter kongens død.

.

Reklameskilt for bådfarten i Frederiksberg Have, fotograferet i 1960'erne. Et af de træk fra Frederik 6.s regeringstid, der i mange generationer holdt sig i befolkningens almindelige bevidsthed, er billedet af kongen, der iført admiralsuniform sejler med sin familie på kanalerne i Frederiksberg Have. Der findes talrige skildringer af disse sejladser, hvor Københavns søndagsklædte borgere flokkedes langs bredderne for at hilse og om muligt opnå et kongeligt nik til gengæld. Oehlenschläger har lagt navn til et hyldestdigt, hvor „Kongen står ved roret” – både i overført betydning og på de mudrede kanaler i haven. Vanddybden var dengang som nu beskeden, og ved en lejlighed sad den kongelige båd fast. En matros blandt til skuerne skal da have bemærket: „Han styrer sgu lige skidt på land og til vands”.

.

Den 1. juni 1815 holdt Frederik 6. sit indtog i København efter den langsommelige hjemrejse fra Wien. På trods af de magre politiske resultater blev han mødt af varme udtryk for hengivenhed og undersåtlig loyalitet. Man kunne vanskeligt hilse ham som sejrherre, men så drog digterne paralleller til Frode Fredegod og besang det hjertelige forhold mellem folket og dets konge.

Ude i landet skabtes der snart forestillinger om, at kong Frederik i Wien i hvert fald havde frelst sit rige fra noget, der var værre. Op til vort århundrede har sønderjyske bønder fortalt, hvorledes den danske konge på kongressen havde sat Europas mægtigste konger og kejsere stolen for døren! Umiddelbart efter hjemkomsten lod han sig sammen med dronningen salve og krone i Frederiksborg Slotskirke. Kongen var da 47 år gammel og havde allerede i en menneskealder været sit riges faktiske overhoved.

Frederik 6. var tilsyneladende fra naturens hånd nægtet både ydre og indre gaver. Hans fremtoning var alt andet end, hvad man forstår ved kongelig. Han var lidt under middelhøjde, spinkelt bygget og klejn i sin fremtræden. Fysisk var han nærmest afstikkende med albinohvide øjenbryn over vandblå, let udstående øjne, der på hans ældre dage var stadigt rindende. Dertil en skæv hængende underlæbe.

Han talte – selv med sine nærmeste – som afgav han en militær kommando, og en hosten, der fulgte ham livet igennem, berøvede yderligere hans person naturlig glans og værdighed. Han lod sig let ophidse, og der var i hans optræden noget brysk og affejende, der skræmte utallige audienssøgende.

Han var let at røre, men blev så i minespil og ord endnu barskere for at dække over sin manglende kontrol over sine følelser. Han kunne i kredsen af adjudanter og officersbekendte deltage i grovkornet morskab. Men kun få mennesker havde oplevet ham aflægge sin bryske facon, og endnu færre havde set ham le.

Frederik 6. havde fået en mangelfuld uddannelse. Han skrev ikke et fejlfrit dansk sprog, og hans åndelige horisont var snæver. Som yngre kunne han på teatret bifalde Holbergs komedier, men i øvrigt var han uden personlig interesse for kunst og overhovedet for tilværelsens mere æstetiske sider. Det enevældige hof var på sin vis et kulturcentrum, og Frederik 6. understøttede digtere, købte malerier og gik i teatret, som traditionen krævede det.

Ægteskabet med kusinen Marie Sophie Frederikke i 1790 havde været den unge kronprins' eget valg, og børnefødslerne kom i hurtig rækkefølge i 1790'erne. Men af de otte børn overlevede kun døtrene Caroline, født 1793, og Vilhelmine, der fødtes 1808, men ingen af sønnerne.

Ved sin sidste fødsel i 1808 pådrog dronningen sig en svækkelse, der umuliggjorde et fortsat samliv. Gennem sin adjudant Frantz Bülow gjorde kongen da bekendtskab med den unge, robust-kønne nyboderpige, Frederikke Rafsted, der snart efter blev hans faste elskerinde.

Han lod hende installere i Toldbodgade – i bekvem nærhed af Amalienborg – sørgede for hendes uddannelse og underhold og synes faktisk med hende at have oplevet, hvad der kunne betegnes som hjemlig lykke. Frederikke Rafsted blev til fru Dannemand, der i 1829 fik rang med oberstinder, og hvis børn, to døtre og to sønner, året efter blev adlede.

Forholdet vakte til at begynde med forargelse, men efterhånden accepterede man – vel ofte med et lille skævt smil – at landets konge ved aftenstide forlod sit palæ og tilbragte nogle timer hos fru Dannemand, for så ved borgerlig sengetid at gå de få skridt tilbage til porten i Amalienborg.

Frederik 6. var sig livet igennem sin kongelige stilling bevidst til det yderste. Selv personlig nøjsom vågede han over, at kongemagtens ydre symboler bevarede deres glans, og at der vistes dem skyldig respekt. Det var for ham naturligt forbundet med, at han stadig efter bedste evne stræbte efter at udfylde stillingéns mangfoldige forpligtelser. Befandt han sig fra ungdommen bedst med de militære sider af kongegerningen, var han dog stedse lige pligtopfyldende, når det gjaldt bevilling af en rejse til en ung kunstner eller godkendelsen af byggeri i toldetaten.

Hans arbejdsdag var lang, og hans hyppige rejser omkring i landet var ikke fornøjelsesture. Han ville lære det ham undergivne rige og dets befolkning at kende, og han ville beskæftige sig med problemerne på stedet. Hvad der end blev rettet af kritik mod systemet og mod den førte politik, var der dog få, der betvivlede hans redelige vilje.

Men det var også åbenlyst, at Frederik 6. ikke besad overlegne evner som rigets overhoved. Under krigsårene afsløredes det klart, at han ikke havde format som militær øverstbefalende eller som udenrigspolitiker. Frederik 6. havde i mange henseender en god naturlig dømmekraft, og han kunne skære nøgternt og sagligt igennem. Men han var blottet for konstruktiv fantasi, og han besad ikke evnen til at sætte sig ind i andres – således de militære og udenrigspolitiske modstanderes – tankebaner og forudse deres handlinger.

Frederik 6. måtte altid tage stilling til de spørgsmål, der blev forelagt ham. Og han formåede ikke at hæve sig over den uendelige række af betydningsløse småsager, der vel formelt krævede hans beslutning, men som reelt blot stjal hans tid. Det var vanskeligt at få ham til at fravige en gang trufne beslutninger, og i konfrontationer med sine mere skolede rådgivere havde han sjældent meget andet end stædighed at føre i marken.

Frederik 6. var en nidkær regent. Intet var for småt til at påkalde hans opmærksomhed. Det lå ham i blodet, at kongen havde pligt til at overvåge alt i sit rige og gribe ind, hvor han skønnede det nødvendigt. Da han en dag i 1829 i avisen Raketten stødte på en klage over lemmernes behandling på Almindeligt Hospital, sørgede han personligt for at få sagen undersøgt.

Da klagen viste sig begrundet, modtog den ansvarlige embedsmand en tilrettevisning. Når det gjaldt bønderne, var han den stadige håndhæver af det system, der var skabt i de første år af hans regeringstid som kronprins. Han var altid indstillet på at tage den formentlig svageres parti mod en højere stillet, og det prægede både lovgivning og administration, at kongen vågede over, at bønderne fik den ret, de kunne tilkomme.

Det var også i god overensstemmelse med hans indstilling, at jøderne i Danmark ved en forordning af 29. marts 1814 fik fuld borgerret, og han harmedes, da det i 1819 i København og et par købstæder kom til optøjer rettet mod jøderne. Han rørtes ved småfolks ulykke, og brandlidte, invaliderede krigere og enker, der i deres nød henvendte sig til ham, appellerede aldrig forgæves.

I 1830 ville man i hertugdømmerne mindes hans indsats for ophævelsen af livegenskabet i 1806. Han takkede, men henviste til at bruge de påtænkte midler til at hjælpe småfolk, der havde mistet hus og hjem i Ditmarsken ved en oversvømmelse.

Kong Frederik belønnede og straffede, bifaldt eller afslog i en stadig sikker forvisning om at gøre det rette. For ham var det ikke blot en urigtig, men også en uforskammet tanke, at hans og hans embedsmænds bestræbelser skulle dikteres af andet end hensynet til statens og det almenes tarv.

Da Johan Ludvig Heiberg den 6. november 1828 for første gang lod Christian 4. i Elverhøj løse alle problemer, belønne de gode og straffe de slette og samtidig være den, hvem det alene tilkom, og som alene evnede faderligt og retfærdigt at bringe handlingens tråde i den rigtige orden – ja, da må det have tiltalt kongen, der overværede stykket som festforestilling i anledning af datteren Vilhelmines bryllup med prins Frederik, den senere Frederik 7.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Frederik 6. og hans mænd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig