Almueskolen bliver skabt

I 1820 udsendte sognepræst Jens Møller – ikke at forveksle med den teologiske professorat samme navn – en Haandbog for Præsten, som gejstlig og verdslig Embedsmand, der udkom i flere, forøgede udgaver. Her henhørte præstens opgaver i skolevæsenet under den gejstlige afdeling som et selvfølgeligt udtryk for tidens nøje sammenkædning af kirke og undervisning.

To love om almueskolevæsenet af 29. juli 1814 henholdsvis på landet og i købstæderne satte skel i den danske skoles historie. Forberedelserne til reformen var påbegyndt allerede i 1789, og i 1806 var der udstedt en provisorisk lov for Sjælland, Fyn og Lolland-Falster. Landsdækkende blev skolereformen dog først i 1814 – samtidig kom der et reglement, der ordnede det københavnske almueskolevæsen. Denne skoleordning holdt i det væsentlige til 1937.

Alle børn blev nu undervisningspligtige fra de var syv, til de skulle konfirmeres. Det var undervisningspligt, der indførtes – ikke skolepligt. Hvis forældrene selv påtog sig at skaffe børnene kvalificeret undervisning, kunne de gøre det. Landet blev inddelt i skoledistrikter, der hver skulle have en skole. Normalt var skolerne inddelt i to klasser med en oprykning omkring det 10. år. I byerne var der skolegang hver dag – på landet hveranden, og ferierne blev lagt efter landbrugets behov for børnenes arbejdskraft.

Børnene skulle i skolen dannes til gode mennesker i overensstemmelse med kristendommens lære, og de skulle erhverve de kundskaber, der var nødvendige for, at de kunne blive gode borgere i staten. Fagene var religion, skrivning, regning, læsning, sang og så vidt muligt gymnastik. I læsning skulle historie og geografi indgå.

Det lokale tilsyn med skolen lå hos skolekommissionen, der havde sognepræsten som formand, og som i øvrigt bestod af de større jordejere og nogle bønder. I Sandager sogn blev Anders Andersen i 1808 indvalgt i kommissionen og mødte 25. april op i skolen, hvor amtsprovsten eksaminerede børnene. Han noterede, at Simon Knudsen i Turup blev „øverst”, dvs. klarede sig bedst. Det var skolekommissionens forpligtelse to gange årligt at være til stede ved overhøringer.

Et problem var at skaffe tilstrækkelige og kvalificerede lærerkræfter. De gamle degne, der var ansat før 1814, kunne blive i deres embeder. Ved ledighed skulle degnekaldet overføres til skolen og danne grundlag for lærerens aflønning, for hvilken der blev givet retningslinier. Der skulle normalt til lærerembedet høre en jordlod, og læreren skulle i det hele leve som en (i økonomisk henseende mindre velstillet) bonde blandt sognets folk.

Det var ikke i 1814 realistisk at kræve seminarieuddannelse af lærerkræfterne, selv om dette var målet. De første lærerseminarier var Blågård fra 1791 og Bernstorffsminde ved Brahetrolleborg. Senere fulgte de såkaldte præstegårdsseminarier, f.eks. P. O. Boisens i Vesterborg på Lolland og Eiler Ham-monds i Brøndbyvester – begge fra 1802. I 1818 blev seminarieuddannelsen lagt ind i fastere rammer ved et fælles reglement, der påbød et treårigt uddannelsesforløb.

De vanskelige år efter krigsafslutningen og senere 1820'rnes nedgangstider gjorde det vanskeligt at få skoleordningerne ført ud i livet. Lokaleforhold og lærerlønninger blev ikke sjældent ringere, end loven påbød, og befolkningen accepterede først efterhånden børnenes mødepligt.

Ved begyndelsen af 1830'rne var almueskolevæsenet i de store træk udbygget, således at alle børn havde mulighed for skolegang. Den maksimale afstand til en skole skulle ifølge loven være en kvart mil eller knap to kilometer. Analfabetismen blev udryddet, og i 1848 kunne statistikeren A. F. Bergsøe i sin oversigt over den danske stats indre forhold konstatere, at „af hele den yngre slægt er det således kun aldeles undtagelsesvis, at nogen savner slig kundskab [nemlig: læsning, skrivning og regning] – et resultat, som både Frankrig og England, for ikke at tale om alle de sydeuropæiske stater må misunde os”.

Det hvilede i høj grad på den stedlige sognepræst at sørge for, at 1814-loven blev ført ud i livet. Efterhånden som lærerembederne blev overtaget af seminarieuddannede lærere og befolkningens accept af udgifter til skolen og mødepligt vandt frem, lettedes præsternes opgave. Og i 1841 betød oprettelsen af sogneforstanderskaberne en aflastning.