Staten og landbruget

Ved indgangen til 1821 noterede Anders Andersen i Holevad på Vestfyn, at ligesom vejret var som sidste måned, så var den økonomiske situation tilsvarende. Alle klagede sig, for priserne var høje, og „skatterne var også store efter prisen på det, bonden havde at sælge”.

Der var i 1818 gennemført en skattereform, der samlede de eksisterende skatter i landskatter, som blev pålignet hartkornet på basis af det endnu høje prisniveau. Men det viste sig hurtigt vanskeligt at få skatterne inddrevet. 1820 og igen 1821 blev det tilladt at betale en del af skatterne i korn – til en forholdsvis høj afregningspris – og senere kom der yderligere lettelser.

Omkring 1825 var landbrugets skattebyrde nedsat med ca. en tredjedel. Man holdt igen med de kommunale udgifter. I 1820'rne gik således vedtagelsen af nye lokale skoleordninger stort set i stå, fordi indretningen af et skolevæsen ville påføre sognets beboere nye udgifter.

Staten ydede fra 1818 lån til landbruget, først og fremmest de store jordbesiddere. Men det viste sig vanskeligt for debitorerne at svare renter og afdrag, og fra begyndelsen af 1820'rne måtte staten efterhånden overtage et større antal godser -15 på Sjælland, 1 på Lolland, 7 på Fyn og 30 i Jylland.

Sidst i 1820'rne var staten ad denne vej på ny kommet i besiddelse af betydelige godser – ca. tre procent af landets samlede hartkorn. Først efterhånden fik man afhændet disse ejendomme igen, og statskassen måtte ofte regne med betydelige tab. Til gengæld noterede amtsforvalter Brinck-Seidelin fra Vendsyssel, at statens overtagelse af en række gårde i Hjørring amt havde betydet introduktion af svingploven og nye driftsmetoder.

På det handelspolitiske område søgte man at lette afsætningen af danske landbrugsprodukter ved at slutte handelsaftaler med fremmede magter, således i 1824 med Storbritannien. Også med Norge fik man samhandelen normaliseret, så Danmarks traditionelle rolle som Norges kornkammer blev genetableret. Regeringen nedsatte tolden på eksport af varer, og man hævede tolden på indførsel af bl.a. ost, som Danmark dengang importerede.

Årene mellem 1818 og midten af 1820'rne var en periode, hvor landets hovederhverv havde vanskeligt ved at svare regning. Godsejere, proprietærer, bønder og andre landbrugere måtte betale herfor ved stærkt faldende levefod eller ved at gå fra ejendommen.

Men perioden indebar også en tilpasning til de nye, ændrede vilkår med hensyn til omkostninger og indtjening. Man blev tvunget til at rette sig ind efter de nye markedsvilkår for landbrugserhvervet i Danmark. De vanskelige år i 1820'rne bidrog dermed til at forberede de kommende tiårs mere markedsrettede landbrugsproduktion.