Denne dekoration, der oprindelig sad ved indgangen til Færgegården i Juelsminde i Østjylland, viser Danmark symboliseret ved en kvinde med søfartens attributter: skibskrone på hovedet, ror og kompas og på jorden tre nøgler – en til hvert af de tre bælter gennem de danske farvande. Dekorationen blev sat op i 1813, hvor engelske orlogsskibe vanskeliggjorde forbindelsen mellem landsdelene, og hvor man overalt, bl.a. i Juelsminde, byggede små strandbatterier for at kunne forsvare sig i tilfælde af engelsk landgang. Kvinden er Danmark, og hun sidder med rigsvåbenet med de tre løver, senere erstattet af Dannebrog. Denne afbildning repræsenterer et skifte i det symbolsprog, man benyttede sig af, når det gjaldt begreber som nation, fædreland eller Danmark. I 1700-tallet havde det været det selvfølgelige, at man i sådanne situationer fremstillede den enevældige konge. Nu valgte man allegoriske figurer, oftest en kvinde, der ikke direkte var et udtryk for den regerende konge eller kongemagten.

.

Emil Aarestrups kombinerede arbejds- og soveværelse bag lægeboligen i Adelgade i Nysted på Lolland. Som læge med en voksende praksis kom der bud til Aarestrup på alle tider af døgnet, og han lod derfor indrette den lille sidefløj til huset, hvor han arbejdede og sov. Det var også her, at han nytårsdag 1834 læste sine digte op for vennen Christian Winther, der overtalte ham til at lade dem udsende som Digte, 1838.

.

Det romantiske program, som introduceredes herhjemme af Steffens og udfoldedes i Oehlenschlägers tidlige digtning, var i sin oprindelige form ved at tørre ud som inspiration for litteraturen omkring 1820. Sidst i 1810'erne og især i 1820'rne begyndte desuden en ny generation af digtere at træde frem – året 1824 er ofte blevet anført som indledning til en ny epoke i dansk litteratur.

Den nye generation var mænd, der for de flestes vedkommende var født i 1790'erne, og de var som unge vokset op med Oehlenschlägers digte og skuespil. I sine erindringer anførte A. S. Ørsted en stribe af digternavne som yderligere dokumentation for sin påstand om åndslivets blomstring før 1835, og han føjede hertil:

„Det kan ikke fejle, at det opsving, som den digteriske livsanskuelse såvel som digtersproget havde fået ved Oehlenschläger, har haft indflydelse på alle hine digtere. Men hos de fleste af dem er den ikke umiddelbart kendelig, og ingen af dem har været en blot efterligner.”

Den følgende generations livssyn og kunstopfattelse havde fortsat sit grundlag i den digteriske livsanskuelse, dvs. i romantikken. Og hvad de kunstneriske udtryksformer angik, så byggede man videre på, hvad den ældre romantik havde skabt. Men fra dette afsæt vendte digtere som Johan Ludvig Heiberg, Poul Martin Møller, Christian Winther, Henrik Hertz og Emil Aarestrup sig mod nye inspirationsområder. Den romantiske tone i dansk litteratur fik fra 1820'rne en anden klang.

Den tidlige danske romantik havde helt overvejende været orienteret mod Tyskland, og det tyske sprog var så at sige tidens andet litterære modersmål. Oehlenschläger havde et betydeligt publikum i Tyskland, og et af sine skuespil - Correggio fra 1811 – lod han først trykke på tysk. Tysk litteratur var stadig en væsentlig inspirationskilde, men man vendte sig omkring 1820 i stigende grad mod fransk og særlig engelsk litteratur, hvor Byron og Walter Scott blev forbilleder for danske forfattere.

I litteraturen foregik der da en stadig drejning over mod virkelighedsskildringen. Man opgav ikke romantikkens ideale opfattelse, men selve digtningens genstand blev i stigende grad den nærmeste og nutidige virkelighed, man var omgivet af.

Poul Martin Møllers Scener i Rosenborg Have havde det umiddelbart genkendelige folkeliv i Kongens Have i København som sit udgangspunkt, mens Henrik Hertz' første lystspil, der havde premiere i 1827, Hr. Burchardt og hans Familie, i en let og lidt sentimental form spiller på tidens og det københavnske borgerskabs mani for dilettantkomedier.

Hvor Oehlenschläger havde været nordisk, blev perspektivet nu det nationale danske – ofte det helt lokale. Man begyndte litterært at kortlægge det danske landskab med at inddrage Sjælland. Chr. Winthers Træsnit var små genrebilleder med idylliske scener herfra. Det er langtfra realistiske bondelivsskildringer, men henter ramme, elementer og enkelttræk fra landsbylivet til behandlingen af „det ideale”.

Der sker en forskydning fra verseform til prosa. På begge områder bliver stilen mere flydende, mindre højstemt og alvorlig, men lettere og mere „moderne”. Man kom det talte sprog og den virkelige verden nærmere i Heibergs og Poul Martin Møllers prosa, og Thomasine Gyllembourg skabte den borgerlige novelle som genre i dansk litteratur med linier langt op mod vor tid. På teatret afløses den oehlenschlägerske tragedie i stigende grad af lystspillet som fører, og Heiberg erobrede sidst i 1820'rne scenen med vaudevillen med dens kombination af sange og letflydende dialoger.

Den ældre romantik havde ikke haft megen plads til smilet, men humoren og den komiske situation får nu plads i litteraturen. Poul Martin Møllers Statistisk Skildring af Lægdsgården i Ølsebymagle er med sin veloplagte parodi på tidens topografiske skildringer et af de vittigste stykker prosa i dansk litteratur.

Den lidt ældre B. S. Ingemann opnåede med sine historiske romaner, der indledtes i 1826 med Valdemar Seier, en stor læserskare. Næppe andre værker fra perioden blev som Ingemanns skildringer af dansk middelalder folkelæsning i ordets egentlige forstand.

Og Ingemanns romaner bidrog virkningsfuldt til at formidle den danske romantiks på samme tid nationale, kristne og poetiske budskaber til den brede befolkning. Når Ørsted kunne påstå, at romantikkens budskab blev accepteret af folket, var det ikke mindst Ingemanns fortjeneste.

I forhold til den ældre romantiske grænseløshed skete der efterhånden en større begrænsning både i formen og digtningens indhold. Man gav sig i 1820'rne i kast med mere beskedne opgaver, og der gøres ikke oprør mod normer og konventioner som i Sanct Hansaften-Spil. Der er en bestræbelse mod harmonisering og stilisering, og digterne dyrker typisk de „mindre” former som lystspillet, romancen, visen eller den idylliserende fortælling.

Det er romantikken som biedermeier, en strømning, som også præger europæisk, særlig tysk åndsliv efter 1815. Man skærmer af for yderpositionernes udfordringer og søger til det nære og fortrolige, hvor realismen og virkeligheden kan besværges med poesien og idealerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Generationsskiftet i 1820rne - den poetiske realisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig