Freden i Kiel, kongressen i Wien og det nye Europa

Det blev kun til en kort våbenhvile i sommeren 1813. Frankrig og Rusland standsede krigen for et par måneder, men da det blev kendt, at hertugen af Wellington havde slået de franske tropper i Spanien og var ved at befri dette land, tog begivenhederne på ny fart. Østrig sluttede sig nu til Napoleons modstandere, og da våbenhvilen udløb den 16. august, begyndte krigen igen. I oktober led den franske hær det afgørende nederlag ved Leipzig, og ved udgangen af året nærmede de allierede tropper sig selve Frankrigs grænser.

Danmark opstillede ved udbruddet af krigshandlingerne det hjælpekorps, man havde forpligtet sig til, og sammen med en fransk styrke skulle dette operere i Nordtyskland. Formålet var at forhindre de allieredes nordhær under Bernadotte i at gribe ind på den centrale krigsskueplads længere mod syd. Efter Napoleons nederlag trak den franske hær sig ind i Hamburg, mens de danske tropper søgte tilbage gennem Holsten mod fæstningen Rendsborg.

Tæt forfulgt af Bernadotte udkæmpede hjælpekorpset ved Rahlstedt, Bornhøved og med størst held ved Sehested den 10. december afværgekampe, hvor især de tunge fynske dragoner udmærkede sig. Men den militære situation var udsigtsløs. Byen Glückstadt blev belejret og måtte overgive sig den 6. januar, og den danske hærledelse var indstillet på at lade korpset i Rendsborg – og hele Jylland – i stikken og koncentrere forsvaret om Fyn. Spillet var nu ved at være til ende, og den tunge regning måtte betales.

Det var tegn på, at man nærmede sig slutningen, at Frederik 6. den 3. december 1813 sammenkaldte sine statsministre i det Statsråd, der ikke havde været samlet i hans tid som konge. Det var spørgsmålet om Norges afståelse, der var anledningen. Man drøftede, om man kunne tilfredsstille de svenske krav med Nordnorge – Trondhjems Stift – mens den allierede hær pressede på i den sydlige del af monarkiet. En fjorten dages våbenhvile tillod Bernadotte at besætte det sydlige Slesvig frem til en linie fra Eckernförde til Husum.

Den 20. december rejste diplomaten Edmund Bourke – født i Dansk Vestindien – til Bernadottes hovedkvarter i Kiel for først at få våbenhvilen forlænget og dernæst opnå en fred. Med Bourke fulgte den østrigske udsending Bombelles, der var kommet til Danmark for at tilbyde den østrigske kejsers „bona officia” (venskabelige råd) til en fred med Sverige. Forholdet mellem Østrig og Sverige var køligt, og herfra var tanken om en kun delvis afståelse af Norge blevet rejst.

Men den svenske tronfølgers krav på hele landet lod sig ikke rokke, og den 14. januar måtte Danmark undertegne freden i Kiel. Freden gjaldt Storbritannien og Sverige. Storbritannien fik øen Helgoland, og Frederik 6. måtte love at gå med i det afsluttende opgør mod sin tidligere forbundsfælle Frankrig.

Kongen af Danmark afstod Norge til kongen af Sverige og dennes efterkommere. Der blev som kompensation fra svensk side ydet Svensk Pommern og Rügen. Man garanterede fra svensk side Norges indbyggere at beholde deres friheder og rettigheder, som de nu var, og man påtog sig på Norges vegne en forholdsmæssig stor andel af monarkiets samlede statsgæld.

Det lykkedes for Bourke under forhandlingerne at få undtaget de gamle norske bilande Færøerne, Island og Grønland, men på alle andre områder var der tale om dansk kapitulation over for modstandernes fordringer. Med freden i Kiel fulgte senere fredsslutninger med Rusland og Preussen, men reelt var krigen afsluttet i begyndelsen af året 1814.