Husmandsspørgsmålet og Peder Hansen, Lundby

I 1840'rnes bondebevægelse kom husmændenes særlige økonomiske, sociale og retslige vilkår til at indtage en væsentlig plads. Det var først og fremmest situationen på Sjælland og Lolland-Falster, der var baggrunden, og husmandsspørgsmålet var gennem det meste af perioden nært forbundet med én person, husmand Peder Hansen, Lundby.

Bondebevægelsen kunne generelt støtte sig til en almindelig økonomisk fremgang for gårdlandbruget. Fra 1845 sprang kornpriserne i vejret, og Storbritannien blev hovedaftager af den danske korneksport. Gårdmændene oplevede i disse år en mærkbar social og materiel fremgang, der forøgede afstanden til husmændene, der sjældent havde korn at sælge. Der var således under alle omstændigheder tale om en relativ forringelse af husmændenes kår, men flere forhold tyder på, at vilkårene for dele af husmandsbefolkningen i 1840'rne også absolut blev ringere.

Mange fæstegårde blev i disse år købt til selvejendom, og på adskillige godser blev gårdmandshoveriet afløst. For husenes vedkommende vandt lejehusene større udbredelse, og en forholdsvis større del af husmændene kom uden for fæstelovgivningens beskyttelse. Lejehusmanden var part i et frit kontraktforhold, men blev dog alligevel opfattet som underkastet de gamle husbondkrav om hørighed og lydighed.

Når han forrettede sit hoveri, var husmanden fortsat underkastet hustugt. Jordpriserne steg i denne periode, men prisen på selve boligen på landet steg forholdsvis stærkere, og de afgifter i form af penge og arbejde, som husmændene skulle erlægge, blev stadig mere tyngende i forhold til indtjeningsmulighederne. Således var daglønnen længe så godt som uforandret.

Husmandsspørgsmålet i 1840'rne blev skabt af det stigende befolkningspres kombineret med knapheden på jord og fæstevæsenets fortsatte udbredelse i mange egne af landet, særlig i det østlige Danmark. I fæsteegnene kunne jorden ikke deles, og man havde således ikke samme mulighed for at udparcellere lodder til småbrug som i de egne, hvor selvejendom var normen.

Håndværkere og husmænd med jord havde i kraft af deres erhverv og jordlod muligheder for at få en vis andel i den økonomiske fremgang, mens de jordløse huses beboere og indsidderne måtte betale dyrt for at få tag over hovedet. En gårdmand ved Vordingborg sluttede således sidst i 1840'rne aftale med en indsidder, der skulle arbejde for ham fem dage om ugen for husly og en betaling på 1 1/2 td. rug, 1 1/2 td. byg, 1 td. ærter og 2 rdl. for et halvår.

Da Peter Rørdam i 1843 forelagde husmandsspørgsmålet for Grundtvig, foreslog Rørdam en række indgreb, der i det væsentlige ville udligne de retslige forskelle mellem fæstegårde og fæstehuse. Lejehussystemet ønskede han ligefrem forbudt. Dette var også fremført i stænderforsamlingerne, hvor der var repræsentanter, som mente, at der skulle gribes ind fra lovgivningsmagtens side til fordel for husmandsbefolkningen.

Men flertallet både i Roskilde og Viborg fandt, at man ikke skulle begynde at lovgive i denne sag. Behandlingen afspejlede et klart forskelligt syn på bondestandens to hovedgrupper. Gårdmændene var ved at blive en „middelstand”, hvis interesser var berettigede, og hvis krav om samfundsmæssig ligestilling med andre var et spørgsmål om tid og øget oplysning.

Husmændene fremstod som en egentlig underklasse eller proletariat, hvis placering blev bestemt af deres rolle som arbejdskraft i landbrugsproduktionen. Det var i god overensstemmelse hermed, at loven om indførelsen af sogneforstanderskaber i 1841 satte grænsen for valgret og valgbarhed ved en td. htk. – den officielt anerkendte skillelinie mellem gård og hus.

Det var Rasmus Sørensen, der i Almuevennens første årgang først fremdrog husmandsspørgsmålet og placerede det som en del af bondebevægelsens program. Men det var husmand Peder Hansen, Lundby ved Vordingborg, der i de følgende år i skrift og tale skulle fastholde den politiske opmærksomhed omkring kravet om en forbedring af husmændenes kår.

Peder Hansen var født i 1801 og havde fæstet et hus under Lundbygård gods. I 1840 fremtrådte han som skribent i Sjællandsposten, hvor han krævede husmændenes hoveri indskrænket eller helt afskaffet. I de følgende år kunne man spore hans virksomhed som forfatter af klager og adresser i det sydlige Sjælland. Da Almuevennen begyndte at udkomme, blev han en af bladets flittigste bidragydere:

"I 1840 skrev jeg et andragende til Kongen for husmændene på nogle godser heri amtet, og overrakte det selv tilligemed en anden af de underskrevne til Hans Majestæt, og på hans henvisning til herskaberne angående de lettelser i byrderne, som der ansøgtes om, svarede jeg, at der på den vej ikke kunne ventes nogen lindring, efterdi ingen medlidenhed med bønderne finder indgang hos godsejerne."

Peder Hansens optræden og agitation var kendetegnet ved en selvbevidsthed og intensitet, der kunne virke skræmmende – selv på meningsfæller. I. A. Hansen skrev senere i sine erindringer, at Peder Hansen oprindelig var langt mere radikal end bondebevægelsens øvrige ledere på daværende tidspunkt. H. N. Clausen var som repræsentant for Præstø amt betænkelig ved at fremlægge de af Peder Hansen udformede adresser på grund af deres stærke udtryk.

Peder Hansen gik offentligt i rette med Clausen og krævede, at adresserne skulle frem i stændersalen: „… da jeg stedse har gjort det til mit hovedprincip at udtale sandheden i hele dens fylde … uden spytslikkeri og uden at ængstes eller frygte for nogen”.

Peder Hansens agitation på møder og i Almuevennens spalter rummede en indtrængende appel til bønderne om at kræve deres ret over for godsejerne. Han veg ikke tilbage for at håne sine egne for frygtsomhed og trællesind, og han anslog ofte temaer som frihed og menneskerettigheder, udsugelse og tyranni og „sandhedens lys gennem det forrige mørke”.

Det var Peder Hansens indsats i første halvdel af 1840'rne at indgive bondebevægelsen en mere aggressiv holdning og at rejse kravet om en særlig indsats for at forbedre husmændenes retsstilling. Almuevennens og de to rejsende agitatorers virksomhed bidrog afgørende til, at det politiske liv i de følgende år blev stærkt præget af bondebevægelsens krav om reformer.

Husmandsspørgsmålet blev rejst i Østifternes stænder i 1842, og næste år indkaldte regeringen amtsrådenes synspunkter om husmandsbefolkningens kår, hvad der igen rejste en lokal debat om dette spørgsmål, f.eks. på Lolland-Falster. To år senere kom det i Roskilde til en meget bevæget debat omkring landboforholdene, der var direkte foranlediget af Rasmus Sørensens og Peder Hansens agitationsrejser og de andragender, der fremkom som resultater heraf.

Balthazar Christensen og J. C. Drewsen foreslog direkte nedsættelse af en ny „Den store Landbokommission” til forberedelse af bondestandens „endelige og fuldstændige emancipation”, mens godsejerrepræsentanterne talte om samfundsomstyrtende bestræbelser og ønskede de to agitatorers virksomhed standset.

Bondebevægelsen havde sammen med det nationale spørgsmål i Sønderjylland placeret sig som to centrale politiske emner i 1840'rnes offentlige liv.