Corsarens tegning i et af de første numre fra 1841 har ingen titel, men budskabet er tydeligt. Optimismen ved tronskiftet var forsvundet, og det stod klart for alle politisk interesserede, at en forfatningsændring ikke var umiddelbart forestående. Blandt de pakker, der lukkes ned i kisten, er trykkefriheden, selv om den nye konge i et svar ved tronskiftet havde hævdet, „at det også for staten og de offentlige forhold er gavnligt, at man udveksler sine ideer”.

.

Hærens garnisonering 1842. Som et led i reformerne i Christian 8.s første regeringstid gennemførtes en ny hærordning, der i nogen grad nedbrød de hidtidige grænser mellem monarkiets styrker i kongeriget og i hertugdømmerne. København var fortsat rigets centrale fæstning og våbenplads, mens fæstningen i Rendsborg havde den største garnison i hertugdømmerne. Man overvejede i forbindelse med den nye hærordning at udbygge og modernisere fæstningen i Fredericia og placere en større styrke her. Men planen blev ikke gennemført.

.

Grænserne mellem dansk og tysk sprog i Slesvig. Med de tiltagende nationale brydninger søgte man både fra dansk og tysk side at få viden om det sprog, som befolkningen talte til daglig. Det kan næppe overraske, at tyske undersøgelser viste en videre fremtrængen for tysk som dagligsprog end de tilsvarende danske undersøgelser. Folkesproget var ikke noget entydigt begreb, og der er ikke tvivl om, at den besiddende gårdmandsbefolkning hurtigere tilegnede sig tysk som dagligsprog end håndværkere og husmænd. Det står imidlertid klart, at dansk i første halvdel af 1800-tallet var i stærk tilbagegang som talesprog i Angel, mens det holdt sig længere i en kile ned midt i Slesvig indtil en halv snes kilometer fra Danevirke. Mod vest var der en skarp grænse til det frisiske folkesprog, som synes at have holdt sig konstant.

.

Der blev gennemført reformer i de første år af Christian 8.s regeringstid, selv om oppositionen næppe ville underskrive Otto Müllers karakteristik af dem som „store”. Et af områderne var centraladministrationen, hvor man søgte at modernisere og effektivisere det kollegiale system. Det kunne opfattes som en indrømmelse til kravene fra 1830'rne, at man i 1841 besluttede at offentliggøre de årlige statsbudgetter. Der blev også gennemført en bedre kontrol med det offentlige kasse- og regnskabsvæsen.

Det centrale kollegium for den økonomiske forvaltning, Rentekammeret, blev opdelt i tre sektioner, og man begyndte at erstatte det nedarvede kollegiale system med en opbygning, der mindede om de senere ministerier med en chef i spidsen. Det under Frederik 6. vildtvoksende understøttelsesvæsen blev samlet i Statssekretariatet for Nådessager, der her fik sit officielle virkefelt. Også på andre områder søgte man at styrke den centrale styring af statens finanser.

Begyndelsen til det senere Finansministerium blev skabt med styrkelsen af Finansdeputationen, der havde til opgave at opstille et statsbudget. Og fra 1840 måtte de enkelte forvaltninger ikke afholde udgifter ud over dette budget uden kongelig tilladelse. Disse reformer var søgt fremmet af ledende embedsmænd, ikke mindst af Jonas Collin, men deres hurtige gennemførelse skyldtes i høj grad kongens indsats, hvad selv den mod Christian 8. kritiske J. P. Trap indrømmer i sine erindringer.

Kritikken af statens finansstyrelse tog efterhånden af, og andre spørgsmål overtog pladsen i den offentlige debat. Hertil bidrog foruden åbenheden om finanserne også det forhold, at bedre konjunkturer i løbet af 1840'rne førte til øgede statsindtægter og dermed en mindre anstrengt økonomi.

I 1842 kunne man gennemføre en hærreform, der sigtede mod at skabe en mere effektiv, men også mindre hær. Fredsstyrken blev nu på 24.000 mand, der ved mobilisering skulle fordobles. Officerskorpset blev forynget ved afskedigelser af ældre folk, og infanteriet blev omorganiseret med henblik på at opnå mere egnede rammer for operationer under krigsforhold. Men der rørtes ikke ved spørgsmålet om værnepligten, der fortsat alene hvilede på bondebefolkningen.

Det kommunale selvstyre blev nu gennemført. I København opnåede borgerrepræsentationen en større magt, idet den nu valgte seks rådmænd, der sammen med en kongeligt udpeget overpræsident og tre ligeledes kongevalgte borgmestre udgjorde magistraten. Valgret og valgbarhed havde grundejere og skatteydere over en vis grænse. Den 13. august 1841 udstedtes loven om sogneforstanderskaber i landkommunerne.

Grænsen for at kunne øve indflydelse her eller blive valgt som medlem satte man til en td. htk., hvilket lagde den store indflydelse i hænderne på gårdmændene. Sognepræsten var født medlem, og på ham hvilede fortsat ledelsen af skole- og fattigvæsen. Der indførtes også amtsråd, der dog fik en socialt snævrere sammensætning.

Der blev i kongens første regeringsår gennemført afløsning af det vejarbejde, som bønderne hidtil havde skullet udføre med egne folk og vogne, og som med anlæggene af landevejene blev oplevet som meget tyngende. Fra 1844 kunne bønderne betale sig fra de kørsler for det offentlige, som bondehartkornet tidligere havde været pligtig at yde.

„Bondekarlenes emancipation”, der også blev fremmet ved kongens direkte indgriben, var en vigtig reform. Den medførte, at den pligt til at tage fast arbejde, som alle ugifte bønder havde haft siden 1791, nu i 1840 blev indskrænket til at gælde indtil det fyldte 28. år.

Christian 8. kom også med et udspil i sprogsagen i Slesvig eller Sønderjylland, som landsdelen nu fra dansk side blev kaldt. Sprogreskriptet af 14. maj 1840 indførte dansk rets- og forvaltningssprog, hvor det var kirke- og skolesprog, dvs. stort set nord for den nuværende grænse. Og samtidig fik kancelliet påbud om at undersøge, om man burde indføre dansk i kirke og skole, hvor „folkets sprog” helt overvejende var dansk.

Reaktionerne var blandede fra landsdelen, hvor hertug Christian August var ledende i modstanden, der viste sig, da stænderne samledes i Slesvig til den tredje samling. Forsamlingens store flertal ønskede reskriptet ophævet. Det skete dog ikke, men fra regeringens side gik man forsigtigt frem, lempede det i praksis og opgav planerne om at udvide det danske kirke- og skolesprogs område.

Sprogreskriptet var næppe udtryk for nogen dansk-national stillingtagen fra kongens eller regeringens side. Det var udsprunget af forestillingen om at kunne konservere ved at foretage de nødvendige justeringer og moderniseringer. De samme intentioner lå bag reformerne i kongeriget i de første år af 1840'rne, hvor Christian 8. ønskede at sikre systemets overlevelse ved at gøre det mere funktionsdygtigt. Hensynet til helstatens bevarelse dikterede udstedelsen og den senere administration af sprogreskriptet.

Christian 8. havde ved sin tronbestigelse markeret, at en fri forfatning ikke var at vente i hans regeringstid. Og da han i efteråret 1840 vendte hjem fra en længere rejse gennem Danmark og hertugdømmerne, kom enevoldsholdningen frem i et reskript af 31. oktober. Heri misbilligede han, at både lensbesiddere, dvs. indehavere af grevskaber og baronier, og kongelige embedsmænd havde sat deres navne under på adresser om en forfatningsforandring.

Af kronens len og af dens tjenere måtte man kunne forlange loyalitet. Christian 8. kunne ikke vinde tillid, skrev Otto Müller til Jacob Aall i 1842. De liberale var utilfredse, fordi man ikke gik videre. Konservative støtter som biskop Mynster og kancellipræsident Stemann følte, at kongen bøjede sig for folkestemningen. Det var ikke uden anledning, at biskoppen ved bisættelsen af forgængeren talte om: „Vi Frederik 6.s mænd”.

Christian 8. gav udtryk for, at han ønskede besparelser i statens udgifter, men der blev kun nået lidt, og ifølge overauditør Müller stak det offentligheden i øjnene, at kongen ikke viste nogen trang til at indskrænke hofholdningens forbrug.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forandre for at bevare.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig