Portrætmaleren C. A. Jensen præsterede i 1842 et af sine mesterstykker, da han skildrede den da 78-årige gehejmestatsminister Poul Chr. Stemann. Han har ikke lagt skjul på det robuste, ja næsten brutale i Stemanns fysiognomi og i hans underliggende personlighed. Det er en mand, der handler uden mange betænkeligheder eller overvejelser for og imod. Det var også det billede, der havde dannet sig i offentligheden af Stemann – den stadige bom for liberalisme og for en friere drøftelse af samfundsforholdene. C. A.jensen har ladet sin models styrke forplante sig helt ud i dragtens knaldsorte farve, der afbalanceres af ordensbåndets blå farve og skjortebrystets hvide. Det fortaltes, at Christian 8. forlangte, at billedet blev retoucheret, da han blev præsenteret for sin minister i C. A. Jensens fremstilling.

.

Maleren Constantin Hansen lavede en række forarbejder til det kendte billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling, der blev malet færdigt i 1864. Til forstudierne tog han fotografier af de endnu levende personer, eller han malede dele af den samlede komposition. Det er tilfældet med hans dobbeltportræt af de to ledere af Bondevennerne, Balthazar Christensen til venstre og I. A. Hansen til højre. På det færdige maleri er de placeret godt tilbage i, hvad man må betegne som tredje række. Det var næppe helt dækkende for deres faktiske indflydelse i forsamlingens virksomhed, hvor Bondevennernes stemmer var afgørende for beslutningerne. I de sidste år af 1840'rne og på selve Den grundlovgivende Rigsforsamling havde Balthazar Christensen stået som den ledende skikkelse, men allerede på den første ordinære rigsdag trådte I. A. Hansen frem som en meget skarp og dreven debattør.

.

Da stænderne i 1844 samledes for femte gang, var det i kongeriget nørrejydernes tur til møde først. Det skete i juli måned. Allerede dagen efter første mødedag kunne herredsfoged With rapportere til P. Hiort Lorenzen, Haderslev, at stænderadressen – en art programerklæring for forsamlingens flertal – ville sætte det nationale spørgsmål i centrum. Den følgende dag kunne en anden deputeret berette, at kongelig kommissarius A. S. Ørsted havde åbnet forhandlingerne med et skarpt udfald mod pressen og oppositionen.

Også da man tre måneder senere mødtes i Roskilde, var der tilsvarende lagt op til en konfrontation. „Aldrig er partierne trådt så skarpt op mod hinanden som denne gang,” skrev godsinspektør og deputeret S. K. Povelsen. Og oppositionen foreslog direkte, at man i stænderadressen skulle udtale mistillid til de ministre, kongen omgav sig med.

Det politiske klima mellem regeringen og dens modstandere var forværret. Regeringen mødte til den femte samling uden noget program for udviklingen af stænderinstitutionen, og udspillet om anvendelsen af det danske sprog i den slesvigske forsamling (se afsnittet Regeringen mellem dansk og tysk) havde skuffet tilhængerne af den nationale sag.

Oppositionen var utålmodig, både med henblik på det sønderjyske spørgsmål og stilstanden i den forfatningsmæssige udvikling. I Roskilde var der talere som Orla Lehmann, der så at sige tog forskud på en kommende fri forfatning ved at tale om det siddende „ministerium” og ministrenes „moralske ansvarlighed”. Forhandlinger i Roskilde stænder skulle vise, at der ved siden af de presserende nationale og forfatningsmæssige krav også var et socialt – bondestandens endelige frigørelse og ligestilling med det øvrige samfund.

Da man i Roskilde i begyndelsen af december måned skulle opstille en art forretningsorden for behandlingen af de indkomne andragender, blev „landbosagen” placeret som nummer et både af oppositionen og godsejerrepræsentanterne.

Debatten om landboforholdene strakte sig over flere mødedage, og talerne veg ikke tilbage for at fremmane næsten revolutionære skræmmebilleder. Amtmand Neergaard, Præstø, beskyldte de indkomne andragender for at krænke ejendomsretten, og han betegnede Balthazar Christensens forslag om nedsættelse af en landbokommission som „et forsøg på en forelæsning over den kommunistiske lære”.

Også fortalerne for vidtgående indgreb til fordel for bønderne kunne komme højt op. Da lensgreve Knuth havde talt om, at der altid ville være tilstrækkelig fysisk magt til at dæmpe eventuelle uroligheder, gjorde J. C. Drewsen opmærksom på, at soldaterne var bondekarle, der næppe ville skyde på deres fædre!

Og Drewsen lod forstå, at utilfredsheden blandt bønderne var udbredt: „En tilsyneladende (for jeg kender ham ikke) sindig bonde, med hvem jeg talte om landboforholdene, svarede mig, da jeg ytrede, at der nok ikke var stort i vente i denne henseende, med de ord: „Ja, hr. kammerråd, gøres der ikke noget for bondestanden, så frygter jeg, at postelinet vil blive slået itu.”

Debatten endte dog med, at de mere radikale synspunkter blev nedstemt, og kommissarius kunne med tydelig lettelse konstatere, at der ikke var nogen, der ligefrem havde anfægtet ejendomsrettens ukrænkelighed. Forsamlingens flertal vedtog et andragende til kongen om at gennemføre følgende: en ophævelse af uligheden i beskatning af jorden mod erstatning, en genindførelse af en tidligere lov, der betød, at hovedgårde ikke mistede rettigheder ved bortsalg af bøndergods; det skulle fremme overgangen til selveje.

Man androg videre om tilladelse til, at stamhuse, som fremtidigt blev oprettet, kunne bortsælge deres fæstegods og endelig, at man fra regeringens side tilkendegav, at man ikke ville tåle indgreb i velerhvervede rettigheder og i ejendomssikkerheden. Det sidste var vendt direkte mod de indsendte andragender.

Mens spørgsmålet om danskhedens stilling i Sønderjylland i løbet af 1840'rne vandt tilslutning i brede lag af det danske samfund og blev en fælles „sag”, måtte spørgsmålet om reformer i bondestandens retsstilling dele den politiske verden for og imod. For forandringer var bønderne selv, de yngre nationalliberale som Lehmann og de mænd, der som Balthazar Christensen politisk mere fremstod som repræsentanter for bønderne end som egentlige nationalliberale. Imod vendte godsejerne og regeringen sig.

De var fælles om at slutte op omkring ejendomsrettens ukrænkelighed. En moderat holdning kunne komme til orde hos en liberal af den ældre generation som J. Fr. Schouw, da han bad amtsforvalter Brinck-Seidelin – der i 1828 havde beskrevet Vendsyssel i Landhusholdningsselskabets serie af amtsbeskrivelser – om en redegørelse:

„Om vore landboforhold, der nu har været genstand for så megen lidenskabelighed i stænderne og i bladene, ønskede jeg i Dansk Ugeskrift en artikel, der roligt og upartisk drøftede alle hovedspørgsmålene (fæsteforholdet, husmændenes kår, det privilegerede hartkorn, majoraterne etc.) – lige fjernt fra den tendens, der udgår fra de til stænderne indkomne voldsomme og uretfærdige forslag, fra den hyperaristokratiske idé om ejendomsretten, og den ulykkelige regerings tanke: at alt nu er gjort til bondestandens vel (i alt fald når almindelig værnepligt er indført).”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Enevælden reagerer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig