H. C. Andersen - på vej mod europæisk berømmelse

Da sjælen og Mefistofeles diskuterede tilværelsen i helvede alias København, faldt talen på H. C. Andersen. Mefistofeles kunne fortælle, at Andersens nyeste skuespil blev opført på teatret. Sjælen bemærkede hertil, at H. C. Andersens ry måtte være nået til helvede, og Mefistofeles svarede ham:

Hvorfor ikke her som andre steder?

Alt længe skinner hans berømmelses måne

over hele det store kongerige Skåne,

og i Tyskland nyder han alt en hæder,

som nedenfor Hunsrück mon begynde,

og ender ovenfor Swinemünde.

I Constantinopel han snart vil trykke

midt i seraillet et mesterstykke;

da står han i litteraturens hegn

som det orientalske spørgsmåls tegn,

og mens storeunukken hans isse kroner,

og dybt af inferiørerne knæles,

læser han Mulatten for sultans koner,

og Maurerpigen for dem, som skal kvæles.

Med sine noget perfide bemærkninger måtte Heiberg her anerkende, at H. C. Andersen ved udgangen af 1840'rne var ved at befæste sin position, ikke blot som dansk digter, men som forfatter på europæisk niveau. H. C. Andersen hørte om En sjæl …, mens han opholdt sig i Rom, og han blev naturligvis såret over Heibergs spot. Men han kunne ved en anden lejlighed notere sig, at hvor Hunsrück og Swinemünde satte grænsen for Heibergs verden, så bevægede han sig i hele Europa!

Efter at han i sine tidlige år havde „gået så gruelig meget ondt igennem”, havde H. C. Andersen allerede i 1829 fået sit gennembrud med den fantastiske fortælling Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager. Her opnåede han endda Heibergs accept. Andersen forsøgte sig i de kommende år som lyriker uden at overbevise afgørende.

Men den store rejse til Italien 1833-34 blev hans afsæt som europæisk forfatter. Romanen Improvisatoren, 1835 viste, at H. C. Andersen på sin rejse havde lært at se og at gengive sine iagttagelser, og fortællingen viste også, at Andersen nu havde lært at bearbejde sine egne personlige erfaringer fra sin baggrund og opvækst. Som underklassebarn havde H. C. Andersen en viden om samfundet og de menneskelige vilkår, der adskilte sig fra de præste- og embedsmandssønner, der i øvrigt udgjorde biedermeiertidens forfatterkorps.

Improvisatoren og de romaner, han skrev i hurtig rækkefølge – H. C. Andersen var hele livet en overordentlig produktiv ånd – befæstede hans ry i Tyskland og Sverige, og han fik fra 1838 en årlig digtergage. De bedre økonomiske vilkår satte ham i stand til at tage på de rejser, der betød så meget for ham.

„At rejse er at leve”, skrev han, og han begejstredes for nye seværdigheder, nye mennesker (gerne berømtheder) og tekniske fremskridt som de første jernbaner. Han skrev skuespil, men med behersket succes, jævnfør Heibergs kommentarer.

I 1835 begyndte han at skrive „eventyr, fortalte for børn”, og i foråret samme år udkom det første hæfte indeholdende Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prinsessen på Ærten og Den lille Idas Blomster. Andet og tredje hæfte til jul 1835 og i 1837, og fra 1838 til 1842 udkom en ny samling. Nye Eventyr udkom 1845 til 1848 og senere fulgte Historier, 1852-53.

Skiftet fra eventyr til historier er betegnende for den udvikling, H. C. Andersens arbejde med denne genre gennemgik. De første var „eventyr” i ordets velkendte betydning, men han udbyggede og udvidede denne form hen mod mere almene fortællinger. Overalt satte han sit umiskendelige præg på historierne ved at benytte et talenært sprog, der oprindelig skulle afspejle den måde, hvorpå man fortalte til børn.

Noget af stoffet hentede han fra folkeeventyr, f.eks. Klodshans, og et af hans første Lille Claus og store Claus viser sig at være en barsk historie om underklassehævn, der har sit udspring i almuens holdning til „de store”. Men de fleste eventyr og historier skabte han selv fra grunden af, og han lod flipper og tinsoldater, skrubtudser og grantræer tale og menneskeliggøre.

H. C. Andersen var endnu, da Heiberg skrev om ham i En sjæl …, kendt som romandigter, men hans ry på europæisk plan og senere overalt i verden grundes på hans eventyr. De kan synes fortroligt bundet til dagliglivet i 1840'rnes Danmark – selv den postulerede kinesiske Nattergalen emmer af københavnsk småborgerlig atmosfære – men han skabte alligevel en digtning, der opleves som gyldig til alle tider og i alle kulturer. Hans ry som europæisk forfatter var for længst fastslået, og den første udgave af hans samlede værker begyndte at udkomme på tysk i Leipzig i 1847.