Fremgang i 1840rne

En af de fortjenester, den afdøde sjæl hos Johan Ludvig Heiberg forgæves påberåbte sig over for Sankt Peder, da han ønskede at komme ind i himmerige, var den, at han havde været i stand til at efterlade en passende formue, således at enken kunne skænke pensionen efter ham til „de forarmede finanser”.

Statens finansielle vanskeligheder havde været et stadigt angrebspunkt for oppositionen i stænderdebatterne i 1830'rne. Men i 1840'rne vendte billedet. Endnu i 1842 krævede man fortsat besparelser og reformer i statshusholdningen, men i 1844 var interessen for emnet så beskeden, at forsamlingen i Viborg ikke nåede frem til en egentlig behandling af statsbudgettet.

Også i Roskilde var interessen for statens indtægter og udgifter tydeligt mindsket i forhold til den optagethed, hvormed man behandlede emnet i 1842. I 1846 kunne regeringen i den kongelige bekendtgørelse til Roskilde stænder konstatere vedrørende de statslige finanser:

„De offentliggjorte budgetter og regnskabsoversigter bærer vidne om, hvor meget Vor opmærksomhed uafladelig har været henvendt på at holde udgifterne inden for de grænser, som statens værdighed og tarv har tilladt, og at forbedre statens finansielle stilling, der også med den heldigt stegne nationalvelstand er i vedvarende fremadskridende tilstand.”

Hverken i kongerigets eller hertugdømmernes stænder blev de offentlige indtægter og udgifter taget op som et selvstændigt punkt i 1846. Andre spørgsmål beslaglagde opmærksomheden, men også „den heldigt stegne nationalvelstand” bidrog til, at emnet ikke havde samme aktualitet som tidligere.

Besparelsesplanerne fra de første år af Christian 8.s regeringstid havde ikke givet de store resultater, men den almindelige økonomiske fremgang havde skaffet større indtægter til statskassen. Hvis Heibergs borgermand var død i 1846, ville der ikke have været de „forarmede finanser” at gøre godt for.