Den stigende indtjening i dansk landbrug muliggjorde de omfattende investeringer, der krævedes til at gennemføre arbejder som udtørring, dræning og mergling. Landbrugets bygninger blev udvidet og forbedret, og mange steder afløste bygninger i grundmur det traditionelle bindingsværk.
Staldvinduer i jern blev en stor artikel for den begyndende danske industri i den samme periode. Besætningerne blev forøget, og der blev overskud til at anskaffe fabriksfremstillede redskaber og en arbejdsbesparende indretning som hestegangen.
De bedre vilkår for landbruget kom i første omgang landbosamfundet selv til gode. Antallet af landhåndværkere og efterspørgslen efter deres varer og ydelser var stigende. I begyndelsen af 1840'rne arbejdede således ca. 60 procent af samtlige danske håndværkere i landdistrikterne – med eller mod den eksisterende lovgivning, der fortsat skelnede mellem land og købstæder.
Ekspansionen i landbrugserhvervet trak også en vis industriel virksomhed med sig. Hvor råmaterialet – leret – fandtes, byggede man teglværker, der kunne betjene nybyggeriet på landet. Og i landdistrikterne dukkede i stigende tal virksomheder op, der udnyttede landbrugets produktion, de lavere lønninger på landet og vandkraften, hvor denne fandtes, og som typisk igen afsatte deres frembringelser til det stadig mere købedygtige landbosamfund.
Det kunne være oliemøller, benmøller, der fremstillede kunstgødning – som man i 1840'rne prøvede sig frem med – væverier, spinderier eller garverier. De traditionelle landhåndværk kunne også antage mere fabriksmæssig karakter. I 1844 blev det oplyst, at en stor del af bønderne i Vestsjælland havde anskaffet deres svingplove fra et lokalt jernstøberi i Ruds Vedby, der var opbygget på grundlag af den stedlige landsbysmedje.
Ligesom håndværk og industri var handelen både i engros- og i detailleddet forbeholdt købstæderne. Men også her blev den traditionelle sondring i stigende grad gennemhullet ved dispensationer eller ved omgåelser af lovgivningen. Byernes næringsprivilegier var genstand for stadig kritik fra landbrugets side, og ikke mindst i Viborg stænder var emnet stadig på dagsordenen.
I denne del af landet, hvor der kunne være store afstande til byerne, accepterede myndighederne i realiteten, at man drev købmandshandel på landet. Og i 1845 brød lovgivningen købstædernes monopol ved at tillade, at ikke-byboere måtte opkøbe varer hos bønderne. Men den videre forhandling skulle dog fortsat ske via byerne.
"At landets folkemængde i de sidste decennier er tiltaget, at dets produktion er steget og at nationalvelstanden er forøget, er sætninger, som ingen upartisk bedømmer af vore forhold kan nægte, og en ligefrem følge heraf er, at købstæderne, hvor landmanden henter sit forbrug af tømmer, jern, tjære, brændevin, kramvarer og håndværksartikler og andet deslige, og afsætter overskuddet af sine produkter, nu må have en langt større handel med landboerne i deres nærmeste omegn end tidligere, hvortil der heller ikke bidrages lidet ved at der nu i købstæderne konsumeres meget mere af landboernes varer end for nogle decennier siden."
Således beskrev A. F. Bergsøe i 1847 den afsmittende virkning på byerne af landbrugets produktionsfremgang. Det var først og fremmest provinsen, der nød godt heraf. Især købstæder med et stort opland og med gode trafikale forhold gik frem i indbyggertal, mens byer med beskedent opland og ringere forbindelser havde en tendens til stagnation. Ikke mindst de større jyske købstæder oplevede en fremgang fra 1840'rne.
Omkring papirfabrikken ved Silkeborg, der blev anlagt i 1844, opstod en bydannelse, der skulle udvikle sig til et økonomisk og handelsmæssigt centrum for denne hidtil købstadsløse egn. Udbygningen af landevejsnettet, der kom i gang på ny i denne periode, fik ikke mindst i de tyndtbefolkede dele af Jylland afgørende betydning for omsætnings- og bosættelsesmønsteret. Kimen til Herning blev således lagt ved landevejens linieføring gennem Hammerum Herred, hvor man valgte at føre den forbi denne bebyggelse med få snese indbyggere, apotek, lægebolig og tinghus.
På nordkysten af Lolland anlagde Knuthenborgs besidder i 1839-40 havnen ved Bandholm. Den udviklede sig hurtigt til at blive den korneksporterende ø's vigtigste udskibningshavn, og en stor del af den stigende danske udførsel af hvede blev fra 1840'rne afskibet fra Bandholm til England. Den danske handelsflåde var stagneret endnu i 1830'rne, men i løbet af 1840'rne øgedes antallet af skibe med omkring en fjerdedel, og skibenes gennemsnitsstørrelse blev tilsvarende forøget.
Sejlskibene var fortsat så godt som enerådende i de danske farvande – i 1845 udgjorde dampskibene kun en procent af den samlede tonnage, og de transporterede fortrinsvis passagerer og post. Udvidelsen af handelsflåden fandt helt overvejende sted i provinsbyerne, hvad der havde nøje sammenhæng med den voksende del af landbrugseksporten, der gik over de større købstæder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.