Rødding Højskole i det nordligste Slesvig åbnedes i 1844 som en danskhedens modstykke til det af tysk sprog og kultur dominerede undervisningssystem i hertugdømmet. Den blev forbillede for den senere højskolebevægelse, men skoleplan og holdning til kundskabstilegnelse var mere „materialistisk” end i den tradition, der i Danmark knyttede sig til Christen Kolds navn. Skolen er her afbildet på et litografi fra 1840'rne. Den er set fra nord, så de truende, mørke skyer nærmer sig fra syd.

.

Blev Hiort Lorenzen køligt modtaget på højeste sted i København, blev han til gengæld fejret med entusiasme af de københavnske liberale ved en fest på skydebanen den 4. januar 1843. Efter sin hjemkomst til Haderslev lod han offentliggøre en takkeskrivelse både i det lokale Dannevirke og i Fædrelandet, hvor han kvitterede for de mange positive reaktioner, han havde fået fra kongeriget.

Det nationale spørgsmål i Sønderjylland var med Hiort Lorenzens aktion i Slesvig med ét slag bragt helt i forgrunden i den politiske debat i kongeriget. J. P. Withs skrivelse til Hiort Lorenzen og hans optræden i Viborg stænderforsamling udtrykte udmærket de holdninger, man gjorde sig i brede kredse i den politisk interesserede del af befolkningen. Jordbunden var dog forberedt før ordskiftet i Slesvigs stænder.

Forbindelserne mellem de liberale i kongeriget og i hertugdømmerne var efterhånden svundet ind, og fra dansk side oplevede man stadig stærkere, at oppositionen i Slesvig og Holsten vendte sig ikke blot mod enevældens helstat, men også mod den dansktalende og dansksindede befolkning i Sønderjylland. I stigende grad identificerede man hertugdømmernes liberale med bestræbelserne for tysk enhed, og disse bestræbelser udgjorde en trussel ikke blot for de danske i Sønderjylland, men for hele danskheden.

Det var atter Orla Lehmann, der formulerede konfliktens afgørende indhold. Efter at have udstået sin fængselsstraf for sin tale i Nykøbing Falster, talte han ved 28. majfesten i 1842 for første gang igen offentligt. Her proklamerede han „Danmark til Ejderen” i opposition til slesvig-holstenernes traditionelle hævdelse af de to hertugdømmers enhed og samhørighed.

Det havde Lornsen argumenteret for, og i 1841 havde slesvig-holstenerne hentet udtrykket „up ewig ungedeelt” – hertugdømmernes Ridderskabs betingelse i 1460 for at vælge Christian 1. til fyrste (se Konge og aristokrati) – frem som den historiske begrundelse for nutidens krav om et samhørende Slesvig-Holsten.

Lehmann understregede Slesvigs historiske og statsretlige tilhørsforhold til kongeriget, og han afviste tyskernes „admiralstats”-tanker. Det var også afgørende, at Lehmann ved denne lejlighed karakteriserede de tyske nationale bestræbelser som grundlæggende aggressive: „Og skulle det gøres fornødent, da vil vi med sværdet skrive på deres ryg det blodige bevis for den sandhed: Danmark vil ikke!”

På denne baggrund måtte efterretningerne om mødet i de slesvigske stænder den 11. november virke som en tændstik i en krudttønde. Den nationale konflikt med sine ubetingede krav og sine klare fjendebilleder var en kendsgerning. De blev overtaget af den danske opposition og formede den nationalliberale mentalitet i de kommende år.

Også i Sønderjylland blev aktionen i stændersalen et kraftigt skub fremad for den danske bevægelse. Endnu i december 1842 kunne danskhedens organisator, Chr. Flor, klage over manglende opbakning. Man rådede foruden Dannevirke i Haderslev over urmager Frederik Fischers beskedne Ugeblad for Aabenraa, der kun havde et par hundrede holdere, og i Flensborg udkom fra nytår 1840 det tysksprogede Flensburger Zeitung. Denne landsdelens største by var stadig i 1840'rne politisk domineret af en traditionelt bestemt loyalitet over for monarkiet og kongemagten. Ifølge Flor var danskhedens støtter kun bønder og enkelte fra byernes mellemstand.

Det var da også 11 sognefogeder fra Tyrstrup Herred i det nordligste Sønderjylland, der indbød til en festlighed for P. Hiort Lorenzen. Den nationale konflikt var da allerede så åbenlys, at man ikke turde fejre ham i hans egen by, men festen blev holdt i februar 1843 i Sommersted Kro lidt nordligere.

Her trådte den unge bonde Laurids Skau frem som talsmand for de dansksindede bønder og holdt den første af de adskillige taler, som Christian Flor, der ikke selv var nogen god taler, skrev for ham. Skau var en flot, velbegavet og selvfølende mand, der i de følgende år på fortræffeligste vis kunne indfri de nationalliberales – og ikke mindst deres damers – forestillinger om den fribårne, oplyste danske bondestand.

Samtidig med mødet i Sommersted var en række dansksindede mænd i Sønderjylland gået sammen om at erhverve Skamlingsbanken som nationalt mødested, og i de kommende år blev festerne her en markering af bevægelsens styrke og af forbindelserne mellem Sønderjylland og Danmark.

I juni 1843 stiftedes Den slesvigske Forening, der blev den egentlige nationale organisation. Foreningen byggede næsten udelukkende på den solide gårdmandsbefolkning i Sønderjyllands nordligste del. Gårdmand Hans Nissen i Hammelev blev formand, Skau sekretær, og medlemstallet lå efter et års tid på knap 500.

Den 18. maj 1843 afholdtes det første møde på Skamlingsbanken, hvor ca. 6000 mennesker var mødt frem for at bevidne forbindelsen mellem Danmark og de danske i Sønderjylland. Der var et alsidigt program med kanonsalutter til flaghejsning, musik, sang, beværtningstelte og afsluttende fyrværkeri. Laurids Skau blev her med et slag landskendt, og J. Chr. Drewsen overrakte Hiort Lorenzen et sølvdrikkehorn – betegnende nok i oldnordisk stil – der bar hans billede og indskriften: „Han vedblev at tale dansk”.

Med pressen, Den slesvigske Forening og skamlingsbankmøderne, der blev gentaget de næste år, var de ydre rammer for den danske bevægelse skabt. Et nyt udspil fulgte i 1844, da Den slesvigske Forening erhvervede en gård i Rødding til oprettelse af en skole for ungdommen. I ansøgningen til Christian 8. om godkendelse skrev man, at man her ville skabe

"… en anstalt, hvor bonde og borger kan erholde sådanne kundskaber og færdigheder, som kan være til nytte og behag, ikke så meget med hensyn til hans særlige næringsvej og bedrift, som med hensyn til hans stilling som landets søn og statens borger."

Det blev Chr. Flor, der som Grundtvigs discipel førte dennes få år tidligere fremsatte højskoletanker ud i livet (se afsnittet Grundtvigianismen).

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den danske bevægelse - i kongeriget og i Sønderjylland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig