Ånden - og frygten - fra 1848

Begivenhederne i København i de hektiske dage i marts måned blev fulgt på nært hold af hovedstadens befolkning. Man var på gaden den 21. marts, og hver tiende københavner var til stede foran Christiansborg. Dagen efter hyldede 15 til 20.000 mennesker kongen og det nye ministerium, og den 24. marts om aftenen fyldtes gader og pladser af en folkemængde, der tiljublede Frederik 7., Lehmann og de andre nye ledere.

Man oplevede, at ministerskiftet havde fejet et gammelt udlevet system ud og erstattet det med et nyt og livskraftigt. Begreber som folk og fædreland fik nyt indhold, og de dramatiske døgn i marts trak store dele af befolkningen ind i et levende engagement i og en vilje til medvirken i landets og nationens liv.

Den udbredte stemning, man har betegnet som „ånden fra 1848”, havde et entydigt og klart fjendebillede – oprørerne i hertugdømmerne. Og den var båret af en overbevisning om det retfærdige i danskhedens sag og af en forvisning om styrken i det nye konstitutionelle styre, der byggede på befolkningen.

Den unge skolemand, Martin Hammerich, samlede disse dages og ugers atmosfære i et brev af 26. marts til sin svigerfader, der ejede godset Iselingen ved Vordingborg:

„… en sådan bevægelse, der har tilintetgjort fordomme og skranker mellem mand og mand eller stand og stand og lært folket, at det er et folk og øvet det i at bruge sin frihed under omstændigheder, der gør alle frie. At militæret med tillid følger en afskediget kaptajn [Tscherning], at Mynster sidder som biskop under en lollandsk præst [Monrad] og – hvad jeg ved af hans søn, har ytret, at så rask, som alt går, kunne det ikke være gået under det forrige ministerium, at bønderne møder med 600 vogne i Roskilde parat til at befordre tropper, har alt meget at sige. Havde vi ikke fælles fjender ved grænsen, ville bevægelsen, der havde været uundgåelig, have fremkaldt splid og krig mellem borgere og stænder indbyrdes, eller mellem folket og kongen.”

Der blev udfoldet en hektisk aktivitet for at sætte hæren på krigsfod, og offerviljen var stor fra alle sider. Mange unge uden for bondestanden meldte sig som frivillige, og en dag i april måned var visen „Den tapre landsoldat” på gaden. Den blev med ét sangen, som mere end noget andet udtrykte oplevelsen af nationalt fællesskab og den optimistiske tro på den danske sags retfærdighed, som rummedes i „ånden fra 1848”.

Landet over blev der opstillet folkevæbninger og organiseret kystvagter. Rygterne svirrede. En godsforvalter på Møn skrev sidst i marts til besidderen, at det daglige arbejde næsten lå stille – man sansede ikke andet end nyhederne fra København, hertugdømmerne osv. Store dele af det nordlige Jylland blev i de sidste dage af marts sat på den anden ende ved vilde rygter om, at oprørerne havde lukket slaverne – dvs. tugthusfangerne – ud fra fæstningen i Rendsborg, og at disse nu drog plyndrende og hærgende op gennem halvøen!

Uviljen vendte sig mod tyskere og folk, der mistænktes for at sympatisere med slesvig-holstenerne. På en del større gårde på Sjælland kom det til uro, oprindelig rettet mod ejere og forvaltere af tysk herkomst, men snart med et klart socialt indhold. Husmændene udeblev fra de arbejdsdage, de skulle forrette, eller de mødte op hos godsejerne og krævede lettelser i deres afgifter og byrder.

Natten mellem den 12. og 13. april gennemsøgte mange hundrede bønder de to herregårde Rosendal og Gisselfeld på Sydsjælland, hvor hertugen af Augustenborg ifølge rygterne skulle have skjult sig hos slægtninge. Denne og andre tildragelser bekymrede ministeriet, og Bondevennernes Selskab pressede på for husmandsreformer med direkte henvisning til gæringen blandt landbosamfundets dårligst stillede.

Med provisoriske love tog man derfor fat på landboforholdene allerede nu, og den 27. maj udstedtes en lov om forbedring i husmænds og indersters kår. Den forbød pligtarbejde, dvs. hoveri, ved fremtidige fæste- og lejekontrakter, gav mere faste bestemmelser for indgåelse af fæste- og lejeforhold og forbød udøvelse af hustugt over for voksne husmænd og landarbejdere. Sammen med den almindelige stemning i disse måneder bidrog den til afskaffelse af husmændenes hoveri på mange godser.