Den ny forfatning - det andet felttog

De dramatiske døgn i marts 1848 forskød for en periode de politiske holdningsmønstre i en klart demokratisk retning. Konservative og moderate kredse accepterede, at det gamle system var faldet og under indtryk af den aktuelle trussel fra hertugdømmerne sluttede organer som Almuevennen og Kjøbenhavnsposten op bag det nye ministerium.

Man erindrede om de landboretlige og sociale reformkrav men erkendte, at i den nuværende situation kom den nationale kamp i første række. Med martsministeriet kom de nationalliberale ledere fra de foregående år til magten, og de synspunkter og meninger, der var formuleret af 1840'rnes opposition, blev for en tid tilsyneladende delt af den politisk engagerede del af befolkningen.

Martsministeriet tøvede heller ikke længe med at føre den nye politik ud i livet. Den 24. marts udkom en forordning, der ophævede de forskellige begrænsende presselove siden 1799 og afskaffede censuren for censurdømte forfattere.

Kollegierne omdannedes til ministerier under en ansvarlig minister, og man udstedte amnesti til dem, som var under „forfølgelse eller domfældte for afholdelse af gudelige forsamlinger eller foretagelser af dåbshandlinger”. Ministeriet tilkendegav også, at man ville indføre almindelig værnepligt, når og hvis den militære situation krævede det.

Med enevældens afskaffelse befandt man sig i et statsretligt tomrum, hvor forfatningsreskriptet af 28. januar foreløbig var det eneste formelle grundlag for den videre udvikling. Den 5. april blev dets bestemmelser om valg af „erfarne mænd” og nedsættelse af en forfatningskommission sat ud af kraft, og ministeriet indkaldte stænderne for kongeriget og Slesvig, for at disse kunne fremkomme med betænkninger om sammenkaldelsen af en grundlovgivende rigsforsamling og om en hertil knyttet valglov.

Den slesvigske stænderforsamling kunne ikke træde sammen på grund af krigen, men regeringen forelagde i Roskilde og Viborg sit udkast til en valglov. Den grundlovgivende Rigsforsamling skulle herefter bestå af 193 medlemmer, hvoraf 48 var kongevalgte, dvs. udpeget af regeringen.

Af de øvrige skulle 114 vælges i kongeriget og 31 i Slesvig. Valgret fik reelt alle mænd over 30 år, der havde selvstændig husstand og ikke var under fattigforsorg. Valgbarhed havde samme del af befolkningen – dog var aldersgrænsen her kun 25 år.

Det var et meget demokratisk sammensat vælgerkorps, man her lod vælge den forfatningsgivende forsamling. I forhold til bestemmelserne i stænderanordningen og lovene om det kommunale selvstyre var man gået langt videre. Regeringens valglovsudkast med dets ophævelse af enhver stands- eller indkomstgrænse var uløseligt forbundet med netop disse ugers oplevelse af lighed og fællesskab.

Men denne stemning fra martsdagene 1848 måtte efterhånden vige for mere velkendte politiske holdninger, baseret på de eksisterende stands- og klasseinteresser. I tiden frem til vedtagelsen af grundloven den 5. juni 1849 skete der en stadig klarere politisk markering af en konservativ fløj, et centrum og en venstre. Tidligst og mest markant blev opsplitningen mellem regeringen og den politiske venstrefløj, først og fremmest repræsenteret ved Bondevennernes Selskab.

Uroen på landet i foråret 1848 foranledigede den 18. maj justitsministeren til at henlede amtmændenes opmærksomhed på „hidtil ukendte bevægelser, navnlig blandt de mindre landbrugere”. Amtmændene skulle af samme årsag søge at styrke opretholdelsen af lov og orden på landet. Almuevennen var ikke sen til at betegne dette udspil, der i øvrigt ikke fik nogen praktisk betydning, som et nyt bondecirkulære, ligesom man fortsat kaldte på sociale reformer til fordel for husmændene.

Bestemmelsen om de kongevalgte medlemmer havde både i Roskilde og Viborg vakt modstand hos de repræsentanter, der hørte til bondevennerne. Den 24. juli bragte Almuevennen en artikel, hvor man frarådede ved det kommende valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling at vælge mænd, der i stænderne var gået ind for kongevalgene. Spørgsmålet blev i de kommende måneder hovedtemaet i den valgkamp, der førtes i aviser, pjecer og på vælgermøder.

Bondevennerne angreb kongevalgene for at være udtryk for mistillid til den jævne befolkning, mens Fædrelandet ganske vist principielt fandt bestemmelsen mindre heldig men forsvarede den med henvisning til, at man kun herigennem kunne sikre „vore bedste frihedsvenner, de mænd, der var i besiddelse af den største politiske dannelse og modenhed” sæde i Den grundlovgivende Forsamling.

Parallelt med bondevennerne virkede den københavnske hippodrombevægelse, opkaldt efter sit foretrukne mødested i et ridehus i Nørregade. Den samlede byens håndværkere og ligestillede omkring vidtgående demokratiske reformkrav – lige og almindelig valgret, etkammersystem m.v. Over for tidens almindelige tendens i retning af næringsfrihed og ophævelse af de forskellige bånd på det økonomiske liv advarede man mod den fri konkurrences sociale følger.

Hippodrombevægelsen vendte sig ligeledes mod kongevalgene. Den opstillede egne kandidater i syv af de 11 valgkredse, som København var blevet inddelt i. Op mod valget, der var fastsat til den 5. oktober, blev også det nationalliberale centrum i København samlet omkring det mere løst formulerede valgprogram, at den nye forfatning skulle være et „konstitutionelt monarki, bygget på et demokratisk grundlag”.

Den afdæmpede stemning i forhold til martsdagene og bondevennernes og hippodrombevægelsens radikale krav kaldte op til valget også en egentlig konservativ bevægelse frem.

A. S. Ørsted erkendte, at systemskiftet var gennemført og ikke kunne tilbagekaldes, men fandt at man måtte arbejde for en stærk regering ved siden af folkerepræsentationen.