Edvard Lehmann malede i 1849 en scene fra det fakkeltog, der gik til Christiansborg den 23. oktober 1848, da Den grundlovgivende Rigsforsamling mødtes. Frederik 7. åbnede mødet med en tale, hvor han udtrykte sin glæde over for første gang at være omgivet af sit „trofaste danske folks udvalgte”, og københavnerne fejrede begivenheden med et fakkeltog, som ses her på billedet, da det passerer Knippelsbro fra Christianshavn mod Slotsholmen. Man yndede disse fakkeltog, der altid voldte politiet bryderier – dels af politiske hensyn, dels på grund af brandfaren.

.

Da grundloven blev vedtaget, offentliggjorde man dette tryk af teksten med underskrifter i faksimile af samtlige medlemmer af Den grundlovgivende Forsamling. Forneden til venstre martsministrenes signaturer, og til højre novemberministeriets navne. Forhandlingerne frem til den endelige vedtagelse havde været vanskelige, og situationen på krigsskuepladsen var langt fra positiv i begyndelsen af juni måned. Grundlovens vedtagelse resulterede ikke i et nyt fakkeltog.

.

Allerede dagen efter at Frederik 7. med højtidelige ord havde åbnet Den grundlovgivende Rigsforsamling, kunne regeringen forelægge sit udkast til en grundlov for Danmark og Slesvig, omfattende i alt 80 paragraffer. Den endelige grundlov af 5. juni 1849 rummede 100 paragraffer, men i de væsentlige forhold var det udkastets ånd og indhold, der blev rigets nye forfatning.

Udkastet var forfattet af D. G. Monrad og rettet til af Orla Lehmann, før det var blevet gennemgået kritisk på en række regeringsmøder. Monrad havde hentet inspiration fra den norske forfatning af 1814 og den belgiske fra 1831. De centrale paragraffer om Rigsdagen opererede med et andetkammer, Folketinget, hvortil der var lige og almindelig valgret – og et førstekammer, Landstinget. Folketingets forrang var markeret ved udkastets paragraf 44, der bestemte, at „finansforslaget behandles først i Folketinget”.

Venstre stillede sig positivt, mens højre fløj fandt, at forslaget ikke rummede tilstrækkelige konservative garantier. De nationalliberale – centrum – var delte i deres holdning. Udkastet gik til nærmere behandling i en række grupper, og først sidst i februar 1849 kom selve grundlovsspørgsmålet til behandling i hele forsamlingen.

Mens grundlovsudkastet blev drøftet i udvalgene, behandlede forsamlingen en række andre emner. Der skulle skaffes ekstraordinære indtægter ved skatteudskrivning og lån i udlandet. Efter langvarige forhandlinger vedtog man den 12. februar 1849 en lov om almindelig værnepligt, dog således at man kunne stille for sig, dvs. at den, der var udskrevet, kunne betale en anden for at træde i sit sted som soldat. Forhandlingerne om værnepligten dokumenterede tydeligt, at standsforskellene langtfra var forsvundet i martsdagene året forinden.

Endelig den 21. december nedsatte forsamlingen et udvalg på 17 medlemmer, som skulle under kaste grundlovsudkastet en nærmere behandling. En alliance mellem centrum og højre betød, at venstre kun fik tre, mens centrum fik ni og højre fem medlemmer.

Dette centrum-højre samarbejde gav venstre yderligere tro på, at de konservative kræfter var i offensiven. Under arbejdet lod der stadig røster for at udsætte hele den egentlige behandling af grundloven.

D.G. Monrad havde oprindelig ønsket, at grundloven skulle indeholde bestemmelser om landboforholdene, men det havde hans kolleger i ministeriet stemt ned. Venstre krævede under forhandlingerne i Den grundlovgivende Rigsforsamling landboreformer gennemført.

En kontakt fra højres godsejere førte til, at de to grupper lagde pres på indenrigsminister P.G. Bang, som 10. februar fik nedsat en særlig kommission til at behandle „de forslag til reformer, landboforholdene vedkommende”, som ministeren opstillede.

Da grundlovsudvalget i februar 1849 afgav betænkning, delte det sig i spørgsmålet om selve ordningen af Rigsdagen – paragrafferne 30-36 – i ikke mindre end seks mindretal. Fire af disse ville indskrænke den almindelige valgret. Venstre foreslog et etkammersystem, mens det største mindretal på seks medlemmer i det væsentlige fulgte udkastets bestemmelser.

Efter langvarige forhandlinger om grundlovsudkastet, hvor de nævnte paragraffer frem for noget optog sindene og tiden, blev der opnået forlig om et forslag, der var fremsat af højesteretsassessor P.D. Bruun og prokurator C.M. Jespersen. Det bibeholdt tokammersystemet.

Folketinget skulle være sammensat som i udkastet, mens der skulle være indirekte valg til Landstinget. For at være valgbar skulle man have en årlig indkomst på 1200 rdl. eller betale 200 rdl. i direkte skat.

Forhandlingerne i Den grundlovgivende Rigsforsamling trak i langdrag. Fjendtlighederne begyndte igen den 3. april. Mange mente nu, at man burde udsætte de endelige afgørelser om Grundloven, og højre under ledelse af T. Algreen-Ussing og C.N. David sigtede øjensynlig mod et sammenbrud i forhandlingerne. Både højre, centrum og venstre var af den opfattelse, at tiden arbejdede for en mere konservativ sammensætning af Rigsdagen.

På et bevæget møde den 7. maj gik venstre, der hidtil havde været imod det bruun-jespersenske kompromis, ind for denne løsning i en erkendelse af, at man skulle nå en afgørelse, og hermed var forslaget i realiteten besluttet. Den endelige afstemning om Danmarks Riges Grundlov fandt sted den 25. maj, hvor forslaget blev vedtaget med 119 stemmer mod 4, og loven fik Frederik 7.s underskrift den 5. juni.

Grundloven fastslog, at regeringsformen var et konstitutionelt monarki med en ansvarsfri konge og ansvarlige ministre, der var udnævnt af kongen. Den lovgivende magt skulle ligge hos konge og Rigsdag i forening, den udøvende magt hos kongen (dvs. hos ministrene) og den dømmende magt hos domstolene. Den evangelisk-lutherske kirke var den danske folkekirke og skulle understøttes af staten.

De borgerlige frihedsrettigheder sikredes, ejendomsretten var ukrænkelig, religionsfrihed blev stadfæstet, og i en række løfteparagraffer blev der formuleret en række kommende opgaver for Rigsdagen: retsplejen skulle udskilles fra forvaltningen, kommunernes videre selvstyre skulle ordnes ved lov, og man skulle ophæve alle hindringer i den frie og lige adgang til erhvervsvirksomhed.

Rigsdagen kom i sin endelige form til at bestå af et Folketing og et Landsting med henholdsvis 100 og 51 medlemmer. Til Folketinget havde alle uberygtede mænd, der var fyldt 30 år og havde egen husstand, valgret. Valgbar var man fra det fyldte 25. år. Valgperioden var fire år, mens Landstinget valgtes for otte år ved indirekte valg ved valg af valgmænd af alle folketingsvælgere. Her skulle man være fyldt 40 år og desuden have en efter datidens forhold ret høj indtægt eller skattebetaling for at være valgbar.

I sine hovedtræk var grundloven af 5. juni 1849 D. G. Monrads værk. Ændringerne i forhold til det udkast, der var blevet forelagt den 24. oktober, var ikke gennemgribende. Grundloven sikrede de borgerlige frihedsrettigheder, og dens bestemmelser om lige og almindelig valgret for alle voksne mænd i selvstændig stilling gav den et for sin tid vidtgående demokratisk præg. En række paragraffer – i politisk sprogbrug betegnet som løfteparagrafferne – stillede en omfattende reformlovgivning i udsigt.

Til forskel fra det oprindelige udkasts ordlyd blev junigrundloven givet med et forbehold for, at alt, hvad der vedrørte Slesvigs stilling, måtte afvente, til der ved fredsslutning var skabt normale forhold. Men det var fortsat hensigten, at den efter krigen skulle udstrækkes til at gælde for Slesvig.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mod junigrundloven.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig