En arbejdsom befolkning

Omkring 1990 var Danmark det EF-land, som havde den største arbejdsstyrke i forhold til befolkningstallet. Af en undersøgelse fremgik det, at arbejdsstyrken i 1988 i Danmark udgjorde 84,4 procent af alle personer mellem 15 og 64 år, hvor der for EF som helhed var tale om 66,8 procent. Blandt alle industrialiserede lande i OECD var kun Island på højde med denne erhvervsfrekvens, mens lande som USA, Storbritannien, Vesttyskland og Japan tegnede sig for en procentsats på henholdsvis 76,1, 75,4, 68,8 og 72,7. Det betød, at sammen med Island var Danmark det land i verden, hvor forholdsmæssigt flest personer havde en pengeindkomst. Kvindernes høje erhvervsfrekvens bidrog naturligvis kraftigt til, at det forholdt sig sådan, men også de danske mænds erhvervsdeltagelse lå i top. I alt var der tale om en gennemsnitlig årlig arbejdstid per arbejdsfør dansker mellem 15 og 64 år på omkring 1485 timer, hvilket rakte til en europæisk rekord delt med Sverige, men der var tale om færre timer end i Japan og USA. I alle vestlige lande var arbejdsindsatsen målt i timer steget siden 1960'erne, men i Danmark og det øvrige Norden var den steget mere end de fleste andre steder, og det så ikke ud til at denne udvikling var stoppet. Et indicium herpå var, at antallet af danskere med et bijob, dvs. en sekundær beskæftigelse ved siden af hovedbeskæftigelsen, steg fra 267.000 i 1980 til 336.000 i 1989. Flere studier tydede på, at ikke-registreret „sort” arbejde i samme periode steg med godt en tredjedel, og andre studier tydede på, at andelen af personer, der var villige til at påtage sig mere arbejde end de allerede havde, også var i stigning.

Selvom den ugentlige arbejdstid for lønmodtagere i 1986 blev sænket fra 40 til 39 timer, i 1987 til 38 1/2 time og i 1989 til 37 1/2 time, syntes arbejdsiveren i Danmark altså samtidig at være for opadgående, og tendensen fortsatte ind i det næste tiår. Det kunne se ud som et paradoks i forhold til fremherskende forestillinger om, at det internationalt set meget høje danske skatteniveau og de omfattende velfærdsstatslige ydelser snarere burde virke dæmpende på lysten til at arbejde. En del teorier samlede sig derfor om, at den større arbejdsindsats var nødvendig, for at folk kunne få råd til et stadigt stigende privatforbrug, og at der hele tiden kom nye incitamenter til forbrugets forøgelse. Teorierne havde den fordel, at de kunne forklare det høje skattetryk som et yderligere incitament til arbejde, idet man jo nødvendigvis skulle arbejde mere for at opnå en given købekraft, jo højere skatteprocenten var.

I en bog fra 1990, der sammenfattede resultaterne fra en større undersøgelse af danskernes tidsforbrug, slog også Erik Ib Schmidt, en af den danske velfærdsstats mest indflydelsesrige ophavsmænd, på det stigende forbrugs betydning for arbejdsindsatsen. Erik Ib Schmidt henviste til den almene lovmæssighed, at mennesker på et lavere indkomstniveau må bruge flere midler på de mest basale behov, mens mennesker på et højere indkomstniveau kan bruge relativt mere til kulturelle goder og luksus. Men i dagens danske samfund var „basale behov” blevet et mere omfattende begreb, for når indkomstniveauet over en årrække blev hævet i takt med stigningen i produktionen, blev også hidtil helt ukendte varer og tjenester tilbudt. Forbrugsmulighederne blev mangfoldigere, og nye behov blev skabt. „Hvis man fx idag kan tale om 'behov for' at se TV, gå på diskotek, stå på vandski, gå med cowboybukser, spille computerspil, spise hamburger, ryge hash, tage på charterferie til solkysten o.s.v., o.s.v., så eksisterede disse 'behov' overhovedet ikke for 50 år siden og nogle af dem slet ikke for 25 år siden,” argumenterede Erik Ib Schmidt. Og der var slet ingen udsigt – hverken folkeligt eller blandt diverse fagfolk – til en selvransagende, offentlig diskussion af begrebet behov i biologisk, samfundsøkonomisk og moralsk nutidsbelysning, sådan som forfatteren Villy Sørensen i årevis ellers ret præcist havde lagt op til med sine bøger, bl.a. „Uden mål – og med” (1973).

En anden type forklaring hæftede sig ved, at danskerne i stigende grad så deres arbejde som kilden til vigtige sociale kontakter, identitetsfølelse, selvagtelse, personlighedsudvikling og indhold i dagligdagen. Ud af 2485 adspurgte svarede 1791 ifølge Schmidt, at de var meget glade og kun 26, at de slet ikke var glade for deres arbejde, og både i Danmark og mange andre lande gav en overvældende majoritet udtryk for, at de var gladere for at udføre deres erhvervsarbejde end for at indgå i en hvilken som helst fritidsaktivitet. På baggrund af sådanne indsigter talte mange forskere ligefrem om en helt ny personlighedstype, som skulle være opstået på meget kort tid. Ifølge en af tidens internationalt kendte sociologer, tyskeren Ulrich Beck, var arbejdet i de vestlige lande „smeltet sammen med menneskets væren, dets moral og dets selvbillede”.

Man skulle dog nok være varsom med for vidtgående slutninger i forholdet mellem arbejdsglæde og arbejdsindsats. Ferietiden var forholdsvis lang i Danmark. Efterlønsordningen, der i realiteten muliggjorde en frisættelse fra arbejdsmarkedet fra man var fyldt 60 år, vedblev at være meget populær gennem 1990'erne, hvilket i hvert fald ikke tydede på en generelt stor arbejdsiver. En stor del af de danske kvinder arbejdede heller ikke på fuld tid, og de mange uddannelsessøgende, som indgik i statistikken, var typisk kun beskæftigede få timer ugentligt. Det var også værd at bemærke sig, at fordi den danske arbejdsstyrke i forhold til befolkningens størrelse internationalt set var meget stor, tilbragte den enkelte dansker i arbejde faktisk ikke nær så mange timer på jobbet, som folk fra mange andre lande gjorde og havde gjort i årtier. Og endelig skulle man være opmærksom på, at statistikkerne kun drejede sig om det arbejde, der som markedsøkonomisk arbejde med større eller mindre præcision kunne opgøres som bidrag til nationalproduktet. Også før børnepasning og ældrepleje var blevet til lønarbejde, havde det krævet en indsats.

På den anden side blev også fritiden travlere og i lige så høj grad som 30 år tidligere præget af nødvendige aktiviteter, der derfor måske også burde benævnes som arbejde.