Rockere

Upolitiske, men ikke mindre farlige af den grund, var rockergrupperne, der var opstået i Københavnsområdet omkring midten af 1970'erne. Den, som så en flok rockere på motorcykler, iført de karakteristiske beskidte cowboybukser, læderjakker med nitter og cowboyveste med drabelige rygmærker, kunne næppe være i tvivl om den aggressivitet, der blev udtrykt. Rockerne blev frygtede gæster på diskoteker og værtshuse, og de var fra starten yderst voldelige i deres indbyrdes kampe. Allerede i 1977 fandt det første skuddrab i rockerkredsene sted. Fire af de stærkeste grupper gik i 1979 sammen og blev såkaldte prospects, aspiranter, til de internationale Hells Angels, som de et par år efter blev fuldgyldige medlemmer af. Over for dem stod gruppen Bullshit. Kampene mellem disse to grupper og deres allierede kom frem til december 1986 til at koste 12 mennesker livet. Flest fra Bullshit, som i august 1988 tog konsekvensen ved at opløse sig selv og brænde deres rygmærker.

HA'erne på deres flotte Harleyer var nu i en periode helt enerådende i rockerkredsene og dannede et net af støtter blandt de godt 30 klubber rundt om i landet. Men mange af deres medlemmer var fængslet med langvarige domme for vold og mord, og andre var fængslet for andre forhold. Omkring 1990 var der næppe mange håndfulde HA'ere på fri fod. Politiet afsatte nemlig betragtelige resurser til at „stresse miljøet”, som det hed, og mistænkte Hells Angels for at stå bag organiseret narko- og berigelseskriminalitet. Det gav på den anden side en konstant mediedækning, der måske var til gavn for den i forvejen spektakulære og myteomspundne klub. I Jørn „Jønke” Nielsen havde Hells Angels desuden en talsmand af et usædvanligt format.

„Jønke” havde den 25. maj 1984 med en maskinpistol likvideret Bullshits præsident Henning Norbert Knudsen, kaldet Makrellen, og var derefter gået under jorden i Nordamerika. Fra sit skjul sendte han en selvbiografi hjem, som blev udgivet i 1985 og fik megen omtale. I 1988 vendte han tilbage til Danmark, meldte sig til politiet, tilstod mordet og fik en fængselsdom på 16 år. Men „Jønke” blev en særdeles aktiv fange, som både skrev romaner og endnu to selvbiografier, hvori han som i den første bramfrit og uden fortrydelse fortalte om sin voldelige adfærd og det friske mandfolkeliv blandt „brødrene”, som han ofrede sig for, om samfundet som han blæste på, og politiet som han foragtede. Som talsmand for de indsatte i de forskellige fængsler han blev flyttet rundt til, gjorde „Jønke” også flittigt brug af retssystemets og mediernes muligheder. Han blev efterspurgt som foredragsholder på skoler, i erhvervskredse og mange andre steder. For mange blev det opfattet som en udfordring af retsbevidstheden, at en koldblodig, ikke-angrende morder fik udgangstilladelse fra fængslet til at turnere rundt og holde foredrag og pressemøder om rockerlivets goder. For andre blev „Jønke” et symbol på frihed og opgør med et stift samfundssystem. Ved en undersøgelse af, hvem skoleelever så mest op til, kom „Jønke” ind blandt de ti første.

Særlig længe kunne Hells Angels ikke holde førerstillingen uden rivaler. I 1993 tilsluttede gruppen Undertakers i Stenløse sig Bandidos, en anden international rockerorganisation, og blev til Bandidos MC Denmark Northland, og snart efter stødte tre andre Bandidos-grupper til. Over hele Skandinavien brød kampe ud mellem de to grupper. I Danmark var der allerede en skudepisode med døden til følge i 1994, men for alvor gik det først løs, da et Bandidos-medlem den 10. marts 1996 blev dræbt af skud uden for ankomsthallen i Københavns Lufthavn i Kastrup. Herefter udkæmpede rivalerne en voldsom krig, som i betragtelig grad udvidede forståelsen af begrebet ulovlig våbenbesiddelse. Ved siden af pistoler og maskinpistoler blev nu også plastisk sprængstof, håndgranater, maskingeværer, panserværnsraketter og andet tungt skyts taget i brug. I det, der snart blev kaldt Store Nordiske Rockerkrig, forekom der i alt 11 drab og 74 drabsforsøg, hvoraf de fem drab og 40 drabsforsøg fandt sted i Danmark, og hertil kom et større antal sårede.

Politiet fik gennem årene betydelige midler til rocker-bekæmpelse, i 1997 blandt andet i form af en tillægsbevilling til finansloven på 154,1 millioner kroner. Alene som følge af rockerkrigen 1996-97 blev 138 personer idømt tilsammen 240 års fængsel. Alligevel kunne politiet ikke forhindre, at rockerkrigen brød ud, og det var heller ikke politiets fortjeneste, at de to klubbers præsidenter den 25. september i TV-avisen proklamerede den for afsluttet. Freden skyldtes først og fremmest forsvarsadvokat Thorkild Høyers mægling. Under indtryk af rockerkrigen vedtog politikerne love indeholdende blandt andet udvidede politibeføjelser, og indskrænkninger i borgerlige rettigheder blev vedtaget. Lovene blev kaldt Rockerlove og blev blandt andet brugt til at tvinge rockerne væk fra deres „rockerborge”, men lovbestemmelserne var generelle og kunne altså principielt også få indflydelse på alle andre borgere. En begrundelse rækkende ud over den aktuelle forfærdelse var, at man fortsat mistænkte rockerne for at bedrive organiseret kriminalitet. På trods af massiv politiefterforskning blev det imidlertid aldrig godtgjort, at rockernes kriminalitet faldt ind under dette begreb, og for øvrigt heller ikke at andre organisationer i Danmark gjorde det. Tanken om helt at forbyde rockergrupper blev luftet, men aldrig ført ud i livet, selvom næsten alle rockere havde domme for kriminelle forhold.

Fredsaftalen mellem Hells Angels og Bandidos holdt årtiet ud, og der blev relativt fredeligt omkring de danske rockere. Ifølge politiet havde Hells Angels ved indgangen til 1993 i alt 85 medlemmer, aspiranter og løsere tilknyttede, Bandidos 44. Ved indgangen til 1999 var tallet steget til henholdsvis 116 og 120. Der var altså tale om meget få mennesker i forhold til den uro, rockerfænomenet vakte, også selvom der siden fandt en stigning sted i antallet af grupper, som stod uden for de to store. Selv ville de for øvrigt ikke længere kaldes rockere, men bikere, motorcyklister. Rockerbegrebet havde en klang af voldelighed, som de hævdede ikke at kunne identificere sig med.