Miljøets superministerium

Miljøministeriets første 20 år var en historie om uafbrudt fremgang, og i løbet af 1990'erne steg miljøpolitikkens stjerne yderligere. I 1994 blev Miljøministeriet og Energiministeriet lagt sammen, og under den socialdemokratiske minister Svend Auken blev der tale om et af de mest velprofilerede og tungtvejende ministerier. Miljøpolitik var blevet en slags „overtema”, som rakte ind i stort set alle de øvrige politiske resortområder, og det ny Miljø- og Energiministerium havde mere end 3000 ansatte og et årligt udgiftsbudget på over fire milliarder kroner. På næsten alle eksisterende områder blev den hidtidige indsats forstærket, miljøbistanden til andre lande blev forøget, og i 1996 blev en ny energiplan, „Energi 21”, fremlagt som en justering af den allerede ambitiøse plan fra 1990.

I år 2000 havde Danmark sammen med Holland gjort sig til det land, der rådede over den bredeste vifte af økonomiske styringsmidler i miljøpolitikken. Miljø- og Energiministeriet kunne da også bryste sig af en række bemærkelsesværdige resultater, som på mange væsentlige områder placerede Danmark som et foregangsland. Næsten alt spildevand blev nu ledt gennem rensningsanlæg, hvilket var europæisk rekord, og hovedparten af rensningen skete i kemisk-biologiske anlæg. Kvælstofudledningerne fra landbruget var fortsat et stort problem, men dog nedbragt med op mod 20 procent siden midten af 1980'erne. De ambitiøse planer for mindskelse af CO₂-udslip blev ikke ganske opfyldt, men med en indsats på områder som husisolering, kraft-varme-udbygning og vindkraft var der dannet et godt fundament. De industrielle udledninger af miljøfremmede stoffer var generelt nedbragt drastisk, og håndteringen af affald kraftigt udviklet. Når det gjaldt naturbeskyttelse, fastholdt Danmark en lovgivning, der ikke blot formåede at beskytte væsentlige bestående naturværdier mod intensiv udnyttelse, men også tog sigte på at genetablere naturværdier og sikre naturkvaliteten i de ikke-beskyttede områder.

I samspil med de politiske bestræbelser på at skabe renere omgivelser og nedbringe energiforbruget fik flere miljøteknologiske virksomheder gode vilkår. Det spektakulære flagskib var udviklingen af moderne vindmøller. Fra at være tumleplads for glade amatører udviklede vindmølleindustrien med virksomheder som Vestas og NEG Micon sig til at være en topprofessionel branche med interesser over hele jorden og en verdensmarkedsandel på tæt ved 50 procent. Sigende for den danske styrke inden for vindmølleteknologien var det også, at Forskningscenter Risø fik en „Afdeling for vindenergi og atmosfærefysik” med omkring 100 ansatte, samt en kommerciel afdeling, der arbejdede med typegodkendelser af vindmøller.

Idealet om bæredygtighed lå dog stadig langt ude i fremtiden. Desuden meldte tidligere tiders forurening sig med styrke, for eksempel som grundvandsforurening, og den globale forurening påvirkede også landet. Det var naturligvis fint, at svovludslippet fra kraftværker, industri og husholdninger på 20 år var nedbragt med en tredjedel, men når svovlnedfaldet over Danmark for 85 procents vedkommende stammede fra udenlandske kilder, var en snævert national strategi indlysende utilstrækkelig. Det kraftige internationale miljøengagement var også i den nationale egeninteresse.

I store dele af befolkningen var der en bemærkelsesværdig sympati for miljøtiltagene, hvilket resulterede i mange initiativer uden for de snævert ministerielle eller miljøpolitiske rammer. Der var også stor velvilje på de øvrige ministerielle områder samt på amts- og kommunalplan, og ligeledes var industriens samarbejde bemærkelsesværdigt, for eksempel i det totale stop for udledningen af ozonnedbrydende gasser, der var en realitet ved årtusindskiftet. Samtidig med at naturfremmede kemiske produkter blev forladt, kom nye dog til, og her som på mange andre områder virkede EU-lovgivningen ofte komplicerende, somme tider også med et negativt resultat til følge. Udbygningen af det danske vejnet og den trafikale vækst blev et andet hovedproblem, som modvirkede miljøbestræbelserne.

Udviklingen havde også sine kritikere. I kredse omkring Fremskridtspartiet havde der altid været en stærk afvisning af næsten enhver miljølovgivning, som her blev anset for at være udtryk for venstreorienteret indblanding i borgernes frihed, og i afsvækket form trivedes sådanne holdninger også blandt mange andre til højre i det politiske spektrum. I begyndelsen af 1995 kom det til et stort nordjysk røre, da en lokal våbenhandler kendt som Krudt-Peter af Viborg Amt fik afslag på en ansøgning om at genopføre sit fødehjem i det fredede område Selbjerg Vejle. På et tv-dækket møde med 1200 deltagere i Hannæs Hallen rasede lokale og landskendte som journalisten Ulla Dahlerup og gøgleren og folketingsmedlemmet Jacob Haugaard mod „miljøtyranniet”. Det førte i de følgende uger til en omfattende mediedækning af sagen, hvor også andre eksempler på miljømyndighedernes undertrykkelse af den lille mand blev draget frem.

Alligevel havde de utilfredse vanskeligt ved at trænge igennem. Det kunne forklares, som juristen Peter Pagh gjorde det i Berlingske Tidende i 1998 under overskriften „I miljøets hellige navn”. Begrebet „miljø” var, skrev Peter Pagh, på samme tid meget uklart og bærer af betydninger af næsten mytologisk kraft, og dette var til skade for retssikkerheden. En uoverskuelig mængde af miljøregler var indimellem i indbyrdes modstrid, og myndighederne havde i mange tilfælde meget vidtgående beføjelser til at skride ind over for virksomheder blot på mistanker. Som Peter Pagh citerede fra en tysk kollega: „Når miljøet går ind i retssalene, går retten ud.”

Vendepunktet for de underdrejede skeptikere kom, da statistikeren Bjørn Lomborg i 1998 udgav bogen „Verdens sande tilstand”, hvori han tilbageviste de mange dommedagsprofetier, der var fremsat mod det globale miljø, og i stedet hævdede, at klodens natur tværtimod var i en meget fin stand. Bjørn Lomborg, der også havde sans for medieoptræden, blev omgående en af de mest omstridte videnskabsfolk, ikke blot i Danmark, men internationalt, og at dømme efter den megen positive opmærksomhed han høstede, opfyldte han et længe savnet behov for kvalificeret modstand mod den fremherskende miljøpolitik. Fra nu af kom den hidtidige miljøpolitiks kritikere i offensiven, og efter VK-regeringens tiltrædelse i efteråret 2001 blev det hidtil så magtfulde Miljø- og Energiministerium kraftigt beskåret. Et nyt „Institut for Miljøvurdering” under Lomborgs ledelse blev på samme tid etableret med det erklærede formål at undersøge, hvordan samfundet fik „mest miljø for pengene”. Ifølge en rapport fra Institut for Miljøvurdering steg det offentliges samlede miljøudgifter gennem 1990'erne fra cirka 15 milliarder til cirka 25 milliarder kroner, hvortil private firmaers miljøudgifter på cirka 15 milliarder kroner skulle lægges.