Hans Engell på vej ud fra gruppemødet den 20. marts 1998, hvor han bliver afsat som formand. Allerede umiddelbart efter trafikuheldet den 19. febuar 1997 havde han meddelt, at han trak sig fra posterne som statsministerkandidat og partiformand. Han trak sig dog ikke mere helhjertet, end at han længe endnu kæmpede for at opretholde en ledende position i folketingsgruppen. I maj 2000 tiltrådte den journalistuddannede forhenværende toppolitiker stillingen som chefredaktør på Ekstra Bladet.

.

Bendt Bendtsen blev i august 1999 ny formand for De Konservative. Bortset fra et kort vikariat kom Bendtsen, som i det civile liv var kriminalassistent, først i Folketinget ved valget den 21. september 1994, og han havde hidtil ikke været med i forreste række i folketingsgruppens mange opgør. Men han viste sig at være manden, der kunne skabe ro i partiet og standse dets tilbagegang.

.

Venstres Bertel Haarder var igennem 1980'erne og 1990'-erne et af Folketingets mest ideologisk bevidste medlemmer. Igennem sit virke som undervisningsminister i årene 1982-1993 søgte han ihærdigt at sætte et liberalistisk præg på det danske uddannelsessystem, og i sine mange udgivelser var han ikke bange for at give videregående bud på liberalismens konsekvenser. I bogen Mulighedernes samfund fra 1985 hævdes det således, at liberalismen vil gøre 1990'erne til en tid præget af stor interesse for kunst og for videnskaber som historie, religion og filosofi. Og: „Den forstærkede historiske bevidsthed skaber ikke nationalisme, men tværtimod åbenhed over for fremmede kulturer, incl. de europæiske nabolande, hvorfra alt dansk i større eller mindre grad er kommet.”

.

Efter regeringsskiftet i 1993 gik det borgerlige samarbejde ikke blot i skår, fordi de små partier skiftede side. Forholdet mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre blev også dårligere. De to partier havde altid været noget på kant med hinanden, og deres samarbejde mere præget af nødvendighed end lyst. Selv i Firkløverregeringens første tid, da tingene var lykkedes og succesen næsten ikke så ud til at skulle få ende, havde der i det skjulte været en betydelig rivalisering, og senere var den blusset op ved flere lejligheder. Venstres promovering af egne mærkesager havde ofte været så stærk, at det nærmede sig oppositionspolitik over for den regering, det selv var deltager i, og det var faldet mange konservative for brystet. Især fordi det vælgermæssigt havde givet resultat i en sådan grad, at de to partier efter valget i 1990 vælgermæssigt var blevet lige store. Nu var De Konservative ikke længere bundet og var ikke blot tvunget, men havde også lyst til at vise, hvad de havde at byde på som selvstændigt borgerligt parti.

Forholdet blev ikke bedre af den måde, Schlüter afsluttede regeringsperioden på. Venstre mente, at regeringen i stedet for at gå frivilligt af skulle have ventet og set, om der ville være et flertal imod den i Folketinget. Havde et sådant så vist sig, skulle Schlüter have udskrevet valg. Det ville efter al sandsynlighed have svækket Det Konservative Folkeparti, men styrket Venstre, der var uplettet af Tamilsagen, og en ny borgerlig regering kunne måske være dannet. Onde tunger i Venstre talte endda om, at Schlüter bevidst havde forkastet denne mulighed for ikke at se sin rival Uffe Ellemann-Jensen på statsministerposten.

Efter regeringens afgang gik Schlüter tillige af som sit partis politiske leder. Spørgsmålet om hans efterfølger var regelmæssigt blevet stillet igennem snart mange år, men nogen afklaring var det aldrig kommet til. Nu stod både den midtsøgende, tidligere arbejdsminister og finansminister Henning Dyremose og den mere traditionelt konservative, tidligere forsvarsminister og justitsminister Hans Engell som to gode bud. Det var desværre et bud for meget. Magten over partiet blev delt mellem dem. Det gav anledning til en del indre uro frem til sommeren 1993, hvor det stod klart, at Engell havde trukket det længste strå. Dyremose forlod dansk politik og blev direktør i Tele Danmark. Engell var nu både gruppeformand og politisk ordfører, og året efter overtog han også Torben Rechendorffs post som partiformand. Han havde sat sig solidt til rette som partileder og kunne bruge al sin energi på at reparere partiets flossede renommé. Det blev der hårdt brug for. Ved folketingsvalget den 21. september 1994 mistede Det Konservative Folkeparti endnu tre mandater og havde nu 27. Det var kun et mere end ved Firkløverregeringens start i 1982.

Da Venstre ved samme valg gik hele 13 mandater frem og nu havde 42 folketingsmedlemmer, og da dets formand Uffe Ellemann-Jensen blev stadig mere populær i det borgerlige vælgerkorps og efterhånden havde vundet sig ry som en statsmand af internationalt format, blev det endnu vigtigere for Det Konservative Folkeparti at markere sig. I dette forhold skulle man nok søge en væsentlig del af forklaringen på, at partiet brød sammenholdet med Venstre i finanslovsforhandlingerne i 1995. De to partier havde udadtil præsenteret sig som en samlet blok, der krævede store offentlige besparelser for at være med. Det fik de ikke, men sent i forløbet deltog Hans Engell alligevel i forhandlinger med regeringen og indgik forlig. Det Konservative Folkeparti signalerede herved forhandlingsvilje og resultatorientering, og samtidig fik det placeret Venstre i rollen som et goldt afvisningsparti. Det fik Venstre til at tale om „forræderi” mod den fælles borgerlige sag. Klimaet mellem de to partier var på et lavpunkt.

Med Hans Engell i spidsen var der tegn på, at Det Konservative Folkeparti kunne vinde en god del af sin tabte styrke tilbage. Han nød også en betragtelig popularitet blandt borgerlige vælgere. Ifølge meningsmålinger gennem 1996 foretrak flere ham end Ellemann-Jensen som statsminister. Men om aftenen den 19. februar 1997 begik han en fejl med fatale følger for ham selv og hans parti.

Den konservative folketingsgruppe holdt et aftenmøde på en restaurant i København. Bagefter tog Engell bilen hjem og kørte galt på Helsingørmotorvejen. Kun bilen blev skadet, men hans spirituspromille var 1,37. Han valgte hurtigt at trække sig tilbage som partiets politiske leder, partiformand og statsministerkandidat, men ikke som formand for folketingsgruppen. Kort tid efter pegede gruppen på Per Stig Møller som ny politisk leder. Det var en interessant satsning, for Per Stig Møller var ikke nogen helt traditionel politiker. Han var dr. phil., intellektuel til fingerspidserne og meget optaget af det idépolitiske, samtidig med at han som miljøminister i årene 1990-1993 havde afsløret stor dygtighed som praktisk politiker. Men han fik meget vanskeligt ved at bevise sit værd. Få dage efter at han havde overtaget ledelsen, afslørede Ekstra Bladet, at også han havde kørt bil i spirituspåvirket tilstand, endda med en promille så høj som 1,71. Sagen lå ganske vist 30 år tilbage i tiden, men var naturligvis uheldig i den aktuelle situation. Først og fremmest fordi det ikke var Per Stig Møller selv, som bragte den frem til offentlighedens kendskab. Det skabte tvivl om den nye leders dømmekraft og ny uro i partiet, hvor Engell og hans støtter fortsat havde både indflydelse og forhåbninger om at vende tilbage til magten. I dette dårlige klima vendte stærke konservative personligheder som Anne Birgitte Lundholt politikken ryggen til fordel for civile karrierer, partiet var i krise, og folketingsvalget den 11. marts 1998 blev en konservativ katastrofe. De Konservative mistede 11 af de hidtidige 27 mandater. Det var det ringeste resultat siden 1973. Per Stig Møllers kredsmandat gik også tabt, således at hans genvalg skete på et tillægsmandat. En rystet partileder måtte tage nederlaget på sine skuldre. Kort efter valget nedlagde både Per Stig Møller og Hans Engell deres politiske tillidsposter, Hans Engell dog ikke uden et betydeligt pres. I stedet trådte den 37-årige, politisk noget mere uerfarne Pia Christmas-Møller til som ny politisk ordfører for folketingsgruppen og politisk leder for partiet, med Helge Adam Møller som gruppeformand. Men magtkampene hørte ikke op. Pia Christmas-Møller fik ikke fred til at føre sit parti tilbage på sikker grund, men blev tværtimod ustandselig udsat for kritik af både navngivne og unavngivne konservative. I august 1998 trådte Hans Engell ud af dansk politik. I november blev den 70-årige forhenværende ISS-direktør Poul Andreassen valgt til ny partiformand i stedet for Per Stig Møller. Den 2. august 1999 stod Poul Andreassen bag fyringen af Pia Christmas-Møller og indsættelsen af den hidtil næsten ukendte kriminalassistent Bendt Bendtsen. Det Konservative Folkeparti var da så svækket, at dets medlemmer ikke orkede flere magtkampe.

I Venstre var der anderledes ro. Den benhårde konfrontation med regeringen, hvor partiet ustandselig slog til lyd for det frie valg mellem offentlige ydelser og mellem offentlige og private ydelser, lavere skatter og en mindre offentlig sektor sikrede en konstant fremgang, der nærmest så ud til at skulle vokse ind i himlen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konservative kvaler, liberale glæder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig