Forsvaret under omstilling

Betydningen af det militære forsvar af dansk territorium blev mindre, end den havde været på noget tidligere tidspunkt i den danske stats historie, og det fik konsekvenser for dets indretning. Økonomisk kunne det aflæses ved en reduktion af forsvarsbudgettet på godt 10 procent fra 1989 til udløbet af det fireårige forsvarsforlig fra år 2000. Målt i forhold til BNP var der tale om et fald fra 2,1 procent i 1989 til 1,6 procent i 1999. I forhold til mange andre NATO-landes beskæringer af militærudgifterne var dette ikke et stort fald, men dog nok til at give anledning til kontroverser i både politiske og militære kredse. Et forsvarsforlig 1995 gav således anledning til politisk strid mellem regeringen og oppositionen til højre og venstre, og samtidig mellem de forsvarsvenlige Centrum-Demokrater og de nedskæringsvillige Radikale inden for regeringen. I 1999 var der desuden intern uoverensstemmelse mellem på den ene side Poul Nyrup Rasmussen og finansministeren Mogens Lykketoft, som krævede større besparelser, og på den anden side den socialdemokratiske forsvarsminister Hans Hækkerup, som talte forsvarets sag.

Besparelserne var også alvorlige for forsvarets dagligdag, især fordi der samtidig var tale om en kraftig forøgelse af materielinvesteringerne. Med de internationale forpligtelser skulle det med færre midler både varetage nye og flere opgaver end tidligere. Forsvaret var derfor i 1990'erne igennem en dramatisk omstrukturering. Hærens mobiliseringsstyrke blev skåret ned fra 72.000 i 1987 til 58.000 i 2000, det faste personel fra 29.500 til 24.500, og antallet af værnepligtige opgjort i årsværk fra 8300 til under 7000. Regimenterne blev reduceret fra 29 til 12, flådestationerne fra tre til to, skibene fra 71 til 56, flyvestationerne fra syv til tre og flyene fra 131 til 104. Af de tilbageværende enheder i militæret havde kun en tredjedel direkte til opgave at forsvare det danske territorium. Over halvdelen indgik i et nyt dansk-tysk-polsk korps med operationsområde uden for Danmark, de resterende i NATO's udrykningsstyrker.

Omstruktureringerne skabte forståelige frustrationer inden for forsvaret, hvor det på mange områder blev vanskeligt at løfte de byrder, der blev pålagt det. Når enheder blev sammenlagt, blev der også ofte tale om smertelige brud på gamle traditioner, og her kom det ofte til voldsomme protester, hvor militære og lokale interesser spillede sammen. Et eksempel herpå var de reaktioner, planerne om at nedlægge Garderhusarkasernen ved Næstved i år 2000 afstedkom. Fra dets „forsvareres” side blev der slået på Næstveds stolte traditioner som militærby, men kasernens betydning for hele Næstvedegnens økonomi og dens betydning for udviklingen af en særlig „Næstvedkultur” blev også fremhævet i en kampagne, der inkluderede kasernen selv, byrådet, erhvervsrådet og turistrådet.