Mod en ny verdensuorden

Afslutningen på den kolde krig foranledigede både store ord og kontante problemer i mange lande og i de internationale relationer. Stræben efter kapitalisme og demokrati efter vestlige forbilleder blev nu med ét slag normen både i de tidligere kommunistiske lande og så godt som alle steder i den tredje verden. Det fik i 1993 den amerikanske politolog Francis Fukuyama til at skrive, at menneskeheden nu var nået til historiens ende i den forstand, at det liberale demokrati havde vist sig at være den endegyldige form for samfundets organisering. Ti år senere stod det nok klart for de fleste, at så enkelt kunne man ikke anskue verdens gang. I løbet af dette korte åremål voksede en dyb modsætning mellem Vesten og den arabiske verden frem, Kina indførte som fremstormende verdensmagt nok kapitalisme og markedsøkonomi i dele af det store land, men ikke demokrati, og mellem de gamle allierede i NATO spirede betragtelige meningsforskelle.

Nøgterne iagttagere kunne snart konstatere, at opløsningen af østlandene ikke blot bød på nye muligheder, men også skabte mange nye problemer og lod gamle, længe undertrykte konflikter komme til syne igen. Blandt de nye muligheder var skabelsen af et kollektivt europæisk sikkerhedssystem, der både favnede NATO og de tidligere Warszawapagtlande. Det var ideen med NATO's „Partnerskab for Fred” fra 1994, og det blev ideen med NATO's planer for optagelse af nogle af disse i alliancen. Men her kom NATO på kollisionskurs med planerne om Vestunionen, og, da disse igen blev trængt i baggrunden, med planerne om at integrere og udvikle forsvarspolitikken i EU. Det kneb i det hele taget for NATO at finde ud af, præcist hvilken rolle alliancen skulle spille efter den gamle fjendes forsvinden. En udbredt amerikansk holdning, som også vandt mange støtter i andre NATO-lande, blev, at militæralliancen måtte udvide sit interesseområde til at omfatte nye typer trusler, og at NATO skulle være mere villig til at gå ind i lokale konflikter. Det gav problemer i forhold til FN, og selvom USA nu stod som den ubestridt eneste supermagt, tegnede konturerne sig også af en verden, hvor flere magtcentre var i udvikling. Det var ikke nogen given sag, at EU og USA i længden ville have så fælles interesser, at de kunne holde sig inden for den samme militæralliance eller optræde samlet over for nye globale udfordringer.

Blandt de nye problemer var opblusningen af etniske og nationale konflikter, som man ellers havde troet overvundne for længst. Alvorligst i Europa var den borgerkrig i det multinationale Jugoslavien, som tog sin begyndelse efter de første frie valg i 1990. Her fik kommunistpartiet flertal i Serbien og Montenegro, men i statsdannelsens øvrige fire republikker Kroatien, Slovenien, Makedonien og Bosnien-Hercegovina vandt nye, stærkt nationalistiske partier. Det gav anledning til omfattende etniske uroligheder, som den serbisk dominerede hær blev sat til at bekæmpe, og da Slovenien og Kroatien i juni 1991 meldte sig ud af den jugoslaviske forbundsstat, kom det til egentlig krig mellem disse og forbundshæren. Med mellemrum rasede blodige og ubarmhjertige borgerkrige derpå i forskellige områder af det tidligere Jugoslavien frem til 1999, og nogenlunde stabilitet blev der først, da Serbiens leder Slobodan Milosevic den 6. oktober 2000 blev væltet efter massedemonstrationer i protest mod, at han ikke ville respektere udfaldet af et valg, der underkendte ham. Undervejs havde der været gjort mange forsøg fra det internationale samfund for at standse krigen. Her havde USA vist sig som den udfarende part, mens FN havde spillet en stærkt begrænset rolle og EU ikke havde magtet at optræde med nogen særlig autoritet ved sine egne grænser. I 1999 var det således NATO under amerikansk førerskab, som på et efterbevilget FN-mandat gennemførte 78 døgns omfattende bombardementer af Serbien og besatte Kosovo.

Af militært mindre håndgribelig karakter var væksten i religiøst begrundet intolerance, oftest kaldet fundamentalisme, som ikke blot var vævet ind i mange af verdens konflikter, men også var væsensfremmed for forhandling og kompromis. Især den islamiske fundamentalisme var i vækst og ofte forbundet med forskellige former for politisk terrorisme, både i den islamiske og den vestlige verden. Den islamiske fundamentalisme var i høj grad vendt mod, hvad der bredt kunne kaldes vestlige værdier, snævrere og mere præcist mod USA og udbredelsen af amerikansk kultur.

1990'erne blev en vanskelig tid at navigere i. Tjekkoslovakiets præsident Vaclav Havel skrev i 1994, at „mere end på noget andet tidspunkt i historien er tingene sammenhængende. (…) Netop derfor er værdierne og civilisationen for øjeblikket på prøve overalt.” Nu, da den kolde krigs trussel om total ødelæggelse var væk, slog den bredere opfattelse igennem, at sikkerhed for det enkelte land og dets borgere afhang af omstændigheder overalt på kloden. Ved siden af det militære drejede det sig også om sociale forhold, forskellene mellem de rige og fattige lande, flygtningestrømme, minoritetsrettigheder, miljøproblemer og økonomi.

Et tegn på hvor stærke forestillingerne var om, at der var kommet en nær sammenhæng mellem alle verdens hændelser, var udbredelsen af begrebet „globalisering”. Det optrådte første gang i en engelsksproget artikel i 1985, og stadig i 1994 var det sjældent brugt. Herefter blev det til et af 1990'ernes største modeord. Det udtrykte i de mange forskellige forsøg, der blev givet på at definere dets betydning, en opfattelse af forstærkede verdensomspændende kontakter inden for økonomiens, politikkens og de kulturelle områder af livet. Ofte blev begrebet desuden forbundet med en svækkelse af nationalstaternes selvstændighed, og dermed blev globaliseringen både holdt frem som et ideal og skræmmebillede, alt efter den enkeltes temperament og konkrete ærinde.

Mens talen om globalisering byggede på forestillinger om en uafvendelig udvikling uafhængig af menneskers ønsker eller viljer, blev en af de globalt mest vidtrækkende processer igangsat ved politiske beslutninger. Det drejede sig om liberaliseringen af verdenshandelen. En række vestlige lande med USA i spidsen havde siden afslutningen af 2. Verdenskrig i toldaftalerne GATT, General Agreement on Tariffs and Trade, bestræbt sig på at nedbringe toldmurene mellem sig. Nu ville de gå endnu videre ud fra den grundfilosofi, at told, importafgifter, importkvoter, eksportstøtte m.m. var skadelige for den internationale økonomi og velfærd. Jo friere den internationale samhandel, kapitaloverførselen og investeringerne var, desto bedre forestillede man sig at kunne udnytte alle samfundsøkonomiens resurser, hvilket ifølge teorien skulle give alle involverede parter økonomiske fordele. Den sidste af i alt otte forhandlingsrunder mellem deltagerlandene i GATT, „Uruguay-runden” fra 1986-1994, inddrog ikke blot forhandlinger om told og andre handelsbarrierer, men også en række andre områder, deriblandt intellektuelle rettigheder. Efter kommunismens fald stod en fri konkurrenceøkonomi som et uanfægtet ideal, og Uruguay-rundens deltagere vedtog at oprette den permanente organisation World Trade Organization til at sikre, at Uruguay-aftalen om frihandel for varer, tjenesteydelser og intellektuelle rettigheder blev ført ud i livet. 123 lande var med til oprettelsen i 1995, og WTO blev dermed så magtfuld, at næsten alle andre lande kom med ved starten på den næste „Millennium-runde” i Seattle i 1999.

Med WTO var de enkelte staters indflydelse på økonomierne i princippet beskåret betragteligt i forhold til tidligere. Det forhindrede dog ikke betydelige modsætninger mellem EU og USA på landbrugsområdet. WTO's landbrugsaftale indebar blandt andet betydelige reduktioner i landbrugsstøtten og eksportstøtten, som parterne havde vanskeligt ved at nå til enighed om, ligesom USA anklagede EU for at lave ulovlige hindringer for importen af amerikansk hormonberiget kød og gensplejsede vegetabilske produkter. Liberaliseringen af verdenshandelen hindrede heller ikke hverken yderligere forarmelse af nogle af de i forvejen allerfattigste lande eller regionale økonomiske kriser, sådan som de mest optimistiske liberalister ellers havde forestillet sig. Værst ramte nøden det afrikanske kontinent, som oven i dybe økonomiske udviklingsproblemer blev hårdt ramt af AIDS og borgerkrige. Det var slemt for kontinentet, men en alvorligere trussel mod verdensøkonomien var de tilbageslag, som flere meget liberale sydøstasiatiske økonomier oplevede i 1997 efter nogle år med stor fremgang.