Indførelsen af EF-flaget i 1986 var et led i bestræbelserne på at skabe en fælles europæisk bevidsthed. I Danmark, hvor brugen af det nationale flag var meget udbredt, slog det ikke an. Dannebrog blev derimod endnu mere populært, ligesom det hvide kors på rød bund vandt hidtil uset indpas blandt sportstilskuere og i andre sammenhænge, hvor mange mennesker mødtes.

.

Påstandene om, at den danske stilling til EF-pakken i virkeligheden var et spørgsmål om selve medlemskabet, var måske overdrevne. I hvert fald formelt burde dette ikke være tilfældet. Men det var en kendsgerning, at de fleste europæiske partnere så på dansk EF-politik med en god portion forundring og en endnu større irritation. I en tale i Europaparlamentet havde Vesttysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher endda engang erklæret, at Danmark hellere burde melde sig ud af foretagendet end bremse unionsudviklingen. Denne irritation arbejdede regeringen med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som den stærkeste EF-talsmand energisk på at komme til livs, og udenrigsministeren kunne jo nok have ret i, at et dansk nej til EF-pakken ville have medført voldsomme reaktioner blandt de øvrige medlemmer. De var i forvejen vrede over, at danske betænkeligheder havde forsinket forhandlingerne undervejs. Som det gik, blev Danmark nu det første land til at ratificere Akten. Det skete den 12. juni 1986.

Etableringen af europæisk enhed i EF blev endnu en gang sat på prøve ved en budgetstrid mellem Parlamentet og Ministerrådet, der medførte sagsanlæg om kompetencefordelingen mellem de to parter. Dermed syntes alt at være i den sædvanlige gænge. Traditionen blev også tilgodeset, selvom Portugal og Spanien var blevet medlemmer fra nytår 1986, for allerede om sommeren bidrog de to nytilkomne til at blokere for 1987-budgettet. Men alt var ikke blot ved det gamle. Såvel EF-apparatet som medlemslandene bevægede sig fra 1986 ind i et kæmpemæssigt arbejde med at forberede sig til det indre marked, og også i andre henseender kom der fart på samarbejdet. Med væksten i fællesskabets fysiske omfang – EF omfattede nu 12 lande – kom det i endnu højere grad til at stå som en uomgængelig faktor i europæiske forhold.

Enhedspræget blev også markeret på det symbolske plan, idet EF fra den 29. maj 1986 blev udstyret med et fælles flag. En flot blå klud med 12 gule stjerner, der indeholdt en masse symbolik om tidsinddeling og andet godt. Fra nu af skulle flaget hejses over alle EF-institutioners bygninger, og man måtte vel formode, at ophavsmændene til dette påbud var klar over, at et flag traditionelt udtrykker en fælles overhøjhed. Hertil kommer et signal om fælles identitet inden for flagets anvendelsesområde. Når EF-landene brugte det fælles flag, måtte de dog godt benytte deres nationale flag som supplement hertil. EF-flaget blev for øvrigt allerede brugt af Europarådet, der ellers også talte lande uden for EF. Men det var helt bevidst, oplyste Hvem hvad hvor. Politikens årbog 1987 i sin præsentation, for: „Brugen af ens eller ensartede flag må nødvendigvis opfattes som udtryk for en fælles politisk holdning.”

Udvikling af en „fælles europæisk bevidsthed” blev i det hele taget en vigtig bestræbelse, som man arbejdede med i flere sammenhænge. Blandt andet gennem udviklingen af et stort udvekslingsprogram for unge studerende og af forskningsprojekter i integrationen og økonomisk støtte til samme. Sådanne initiativer på kultur- og uddannelsesområdet lå på kanten af områderne for EF's virke. Mere i tråd med samarbejdets rammer, og af mere håndgribelig betydning, var de bevidste bestræbelser på at udvide samarbejdet i dybden på det økonomiske område.

Igennem nogle år havde valutasamarbejdet i Det Europæiske Monetære Samarbejde, EMS (European Monetary System), fungeret godt og bibragt en hidtil uset stabilitet i valutakurserne. Det førte fra 1988 til genoplivning af gamle planer om oprettelse af en økonomisk og monetær union (ØMU), hvis mål var fælles valuta og møntfod for deltagerne. En komité under ledelse af Jacques Delors fremlagde året efter en rapport, der beskrev en vej til ØMU'en opdelt i tre faser, hvoraf den første fase skulle bestå i samordning af den økonomiske politik, deltagelse i det fælles valutasamarbejde, samt ikke mindst fuld gennemførelse af det indre marked. Allerede i juni 1989 besluttede man på et topmøde i Madrid at stile mod snarlig iværksættelse af ØMU'en – og det kaldte igen på øget harmonisering. Under indtryk af omvæltningerne i Østeuropa var EF på dette tidspunkt interesseret i at sætte integrationstempoet yderligere op.

Hertil kom, at vesteuropæiske samarbejdsfelter uden for EF på samme tid blev iværksat eller genoplivet. Områder, som på længere sigt kunne integreres i EF, sådan som det netop var gået med Det Europæiske Politiske Samarbejde. Et af de vigtige var Den Vesteuropæiske Union (WEU). Den var allerede blevet oprettet i 1948, men havde hidtil ført en kummerlig tilværelse i skyggen af NATO. Omkring 1984 tog Frankrig initiativ til at vække den skindøde med henvisning til, at Europa manglede et forum til at drøfte sine sikkerhedspolitiske udfordringer. Der var altså tale om en potentiel militærpolitisk gren i en kommende union. Et samarbejde vedrørende ophævelse af grænsekontrol mellem de implicerede lande blev i 1990 forberedt gennem Schengenkonventionen. Danmark deltog ikke i starten, men i slutningen af 1990'erne blev Schengen endnu et af de mange stridspunkter vedrørende Danmarks rolle i den europæiske integration.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet EF efter Pakken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig