En væsentlig impuls til forøget integration i EF kom fra den højteknologiske konkurrence mellem USA, Japan og de vesteuropæiske lande. Blandt de vigtigste nye områder var computerteknologien. Japan var førende med hensyn til brug af industrirobotter. Fra den amerikanske koncern IBM blev pc'en, „den personlige computer”, introduceret i 1981 og revolutionerede på få år så godt som enhver form for kontorarbejde.

.

Sylvester Stallone som den amerikanske vietnamveteran Rambo i filmen „First Blood” fra 1982, en af årtiets største filmsucceser i Danmark. Rambo forsvarede friheden, men truede Europa, i hvert fald hvis man skulle dømme efter især Frankrigs lyst til også at styrke europæiske kulturindustrielle interesser på bekostning af Hollywood.

.

EF var dannet med sigte på at skabe et fælles økonomisk marked mellem deltagerlandene med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital, og gennem 1970'erne var det stadig genstanden for samarbejdet. Det lå imidlertid allerede i Romtraktaten, EF's tiltrædelsestraktat fra 1957, at det økonomiske samarbejde skulle udvikles i retning af en „stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, altså fællesskab på områder rækkende ud over de snævert økonomiske. Forsøg herpå havde også været gjort, men hidtil uden større succes. Medlemslandene var hverken enige om, hvor meget union der skulle være, eller om, hvad „union” egentlig indebar, og der kunne ikke ske alverden, når princippet om enstemmighed herskede i Det Europæiske Råd, Ministerrådet, hvor repræsentanter for medlemsstaternes regeringer mødtes og traf deres afgørelser. Enstemmighedsprincippet umuliggjorde beslutninger, der måtte støde an mod, hvad de enkelte medlemslande så som deres nationale interesser. Hertil kom, at beslutningsgangene var noget lemfældige. Rådet havde ikke noget lederskab, og der blev ikke taget nøje referater fra dets møder, hvorfor det var vanskeligt at få udarbejdet kompromisforslag, som kunne bygge bro over de nationale uoverensstemmelser. Optagelsen af flere lande – Storbritannien, Irland og Danmark i 1973 og Grækenland i 1980 – øgede kun problemerne med at finde fælles fodslag, og da Storbritannien ikke ville være med til at lade medlemslandene betale øgede bidrag til dækning af EF's budgetunderskud, var EF i begyndelsen af 1980'erne næsten helt handlingslammet.

Men nu satte Vesttyskland og Frankrig sig for at vende udviklingen, og de blev bakket op af den magtfulde EF-Kommission. Sammen pressede de tre parter på for en bedre koordination af medlemsstaternes bestræbelser og resurser, hvilket måtte indebære en styrkelse af EF's institutioner på bekostning af de nationale, og stærke ydre impulser gav medlemsstaterne et incitament for at arbejde med. Først og fremmest klarede EF-området sig dårligt i den skærpede økonomiske konkurrence fra USA og Japan, og problemerne udmøntede sig især inden for ekspanderende højteknologiske områder som informationsteknologi og elektronik. Eksperter forudsagde, at EF ville gå glip af mellem fire og fem millioner arbejdspladser inden for et tiår, hvis der ikke blev udviklet en fælles forsknings- og udviklingsstrategi for fællesskabet. Hertil kom også en opfattelse af, at de europæiske lande i den nye kolde krig mellem USA og Sovjetunionen bedre kunne hævde deres egne politiske interesser ved at fremføre dem i fællesskabet, altså bevæge sig ind på ny samarbejdsområder.

Bestræbelserne dannede baggrunden for EF's „Højtidelige Erklæring om Europæisk Union” i 1983, der udtrykte viljen til at bevæge sig i retning af en egentlig europæisk union. Denne gang syntes der at være en større vilje inden for EF-systemet til at sætte handling bag hensigtserklæringerne. I april 1984 fulgte Frankrigs præsident Mitterrand erklæringen op med en tale, hvori han slog til lyd for en udvidelse af Romtraktaten og i den forbindelse talte om „et Europa i flere hastigheder”. Hvad han mente hermed var uklart, men det kunne tolkes som et signal om, at tøvende medlemslande som Danmark og Storbritannien ikke skulle hindre de mere ivrige i at gå længere i integrationen. I juni samme år var der topmøde på det franske slot Fontainebleau, hvor man ikke blot løste den britiske vægring mod højere medlemsbidrag, hvilket i sig selv var et bemærkelsesværdigt udtryk for fælles fodslag, men tillige nedsatte et udvalg, som skulle komme med konkrete ideer til integrationen. I juli fik de unionsivrige en indpisker af format, da den franske socialistregerings hidtidige finansminister Jacques Delors blev ny formand for EF-Kommissionen, og under hans ledelse kunne Kommissionen allerede i foråret 1985 fremlægge en „hvidbog”, i hvilken de nødvendige tiltag til realiseringen af det eftertragtede frie indre marked for varer, personer, tjenesteydelser og kapital blev beskrevet, og herefter gik det stærkt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Viljen til samling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig