Sepp Piontek, den tyske landstræner som i 1980'erne førte fodboldlandsholdet frem til gode internationale placeringer og gjorde Carlsberg endnu mere populær.

.

De danske fodboldtilskuere klædt i Dannebrog fik deres særlige image som „roligans” i modsætning til de voldelige engelske hooligans. Grupper blandt de store danske klubholds „supportere” optrådte dog stort set lige så stupidt som deres engelske fæller og havde som disse indimellem kontakter ind i racistiske miljøer. Fra en landskamp mod Albanien i 1993.

.

Tiden bød ikke kun på reklame-tv, men også på kommercialisering af andre hidtil ikke-kommercielle områder af samfundslivet. Tydeligt kunne det iagttages inden for idrætslivet, med fodbold som det klareste eksempel.

Professionel fodbold i Danmark blev indført i 1978, men i flere år var der tale om, hvad der er blevet betegnet som „fyraftens-professionalisme”. Selv i første division passede spillere og trænere et „rigtigt” arbejde ved siden af deres sport, og månedslønningerne for faste holdspillere kunne højst regnes for gode biindtægter. Men da Brøndby i 1985 vandt sit første Danmarksmesterskab, overgik klubben til at lade samtlige sine førsteholdsdeltagere spille fodbold på fuldtid. Fuldtidsprofessionalismen holdt sit indtog, årtier efter det meste af det øvrige Vesteuropa. Mesterskabet og professionalismens stærkt forbedrede spillervilkår bragte Brøndby til en kvartfinaleplads i Europa Cup'en for mesterhold i foråret 1987. Det betød gode indtægter, og Brøndby lod sig børsnotere. Lyngby, OB, AGF, Silkeborg og Vejle fulgte hurtigt i Brøndbys fodspor, og inden årtiets udløb var fodbold som erhverv og fodboldklubber som aktieselskaber herskende i første division. Beseglingen kom i 1991 med oprettelsen af Superligaen med ti hold, hvorved man koncentrerede hovedparten af resurserne og publikums- og medieinteressen om toppen.

Medvirkende til og selv udtryk for professionalismens gennemslag var fodboldlandsholdets succes i de samme år. Der var allerede i 1971 blevet åbnet for deltagelse af professionelle spillere i de udenlandske ligaer, men først nu, med landstræner Sepp Piontek, som tiltrådte i 1978, blev denne deltagelse disciplineret og gjort til et ambitiøst foretagende. Derfor og på grund af et sjældent talentfuldt spillermateriale opnåede landsholdet slutrundedeltagelse ved Europamesterskaberne i 1984 og 1988, samt Verdensmesterskaberne i 1986. Det bidrog til at styrke publikumsinteressen for dansk fodbold.

Den professionelle fodbold blev ikke kun en dans på roser. De førende klubber i professionaliseringsræset, Brøndby og Lyngby, kollapsede økonomisk i 1992. Brøndby, som havde drevet spekulation gennem sin bank Interbank, med en gæld på 300 millioner kroner. Allerede omkring 1990 havde AGF sat sin aktiekapital på ti millioner kroner til, hvorfor spillerne efter kun et par sæsoner som fuldtidsprofessionelle måtte tilbage på en halvtidsordning. Da OB på samme tid kom i økonomisk uføre, blev det købt af firmaet Micro Matic, som postede nogle millioner i fodboldforretningen, førend den kørte igen. Vejle Boldklubs professionelle afdeling blev i 1988 overtaget af fire kapitalstærke købmand, som mistede ti millioner kroner, da klubben i 1991 rykkede ud af Superligaen. Næstved blev kun lige reddet af en kapitalstærk erhvervsmand, og også Silkeborg reddede sig kun på et hængende hår, mens B 1909 og AaB gik i betalingsstandsning i 1993. KB blev undtagelsen. Den gamle københavnske storklub havde mere end almindeligt vanskeligt ved at få den professionelle fodboldafdeling til at fungere, indtil den i 1992 fusionerede med B 1903, skiftede navn til FC København og vandt det danske mesterskab i sit første leveår. FCK forblev herefter en af de få stabilt sunde forretninger i fodboldverdenen. Andre rettede sig, men levede en økonomisk omskiftelig tilværelse. Og så var der gamle storklubber som Esbjerg, Hvidovre, B 1913, Randers Freja og Fremad Amager, der brød økonomisk sammen i en grad, som helt fratog dem muligheden for at blive i toppen af dansk fodbold, og de forsvandt i løbet af få år langt ned i divisionerne.

Sikre økonomiske vindere blev Dansk Boldspil-Union, som ved årsskiftet 1992-93 havde aktiver for 100 millioner kroner på grund af landsholdets succes, og Divisionsforeningen, som i 1990 tog sig betalt med 75 millioner kroner for at give TV 2 fem års eneret på at sende superligakampe i TV.

Det bedre spil kombineret med målrettet markedsføring og større tv-interesse fik tilskuertallet til at stige i Superligaen. På niveauerne herunder faldt den. Sportsligt blev niveauet for dansk topfodbold hævet betragteligt. Det kunne konstateres af kendere, og det kunne ses ved, at danske klubhold ofte nåede længere i de europæiske turneringer, end de havde gjort i amatørismens tid. Med landsholdet var det vanskeligere at dømme. Efter 1988 gik det hurtigt ned ad bakke. Det lykkedes ikke landsholdet at kvalificere sig til slutrunden ved Europamesterskaberne, og både spillerne og den ny landstræner Richard Møller Nielsen blev almindeligt bebrejdet for et fantasi- og resultatløst spil. Men da FN's Sikkerhedsråd den 1. maj 1992 besluttede at indføre omfattende sanktioner mod Jugoslavien, hvor en borgerkrig rasede, indebar det udelukkelse af det jugoslaviske fodboldlandshold. Det danske landshold, som havde opnået andenpladsen i sin kvalifikationsgruppe, blev bedt om at deltage i stedet. DBU accepterede, og det hastigt samlede landshold blev med kun ti dages forberedelse alle tiders største mesterskabsoverraskelse. Efter en famlende start i de første to kampe slog Danmark nemlig favoritholdene Frankrig, Holland og Tyskland på stribe og vandt for første gang nogensinde det europæiske mesterskab. Alligevel var landsholdet efter triumfen atter ganske middelmådigt, og der gik adskillige år, førend det igen kunne hævde sig nogenlunde i international sammenhæng.

En sideeffekt af den kommercielle fodbolds gennembrud blev ombygningen af den gamle Idrætspark i København. DBU sloges i flere år med den selvejende institution under Københavns Kommune, dels for at få moderniseret det nedslidte stadion, dels for at få del i de stigende reklameindtægter, som alene tilfaldt Idrætsparken. Efter lang tids tovtrækkeri, hvor DBU til sidst søsatte planer om selv at lade bygge et nyt stadion i Brøndby, solgte Københavns Kommune Idrætsparken til forsikringsselskabet Baltica, og Baltica ombyggede den for 600 millioner kroner. I september 1992 indviede de nyslåede europamestre Parken, som Danmarks nationalstadion nu var blevet omdøbt til. DBU tjente en del penge. Baltica fik en masse reklame. Landsholdet tabte til Tyskland.

En tilsvarende udvikling fandt sted inden for flere andre sportsgrene. Selvom det drejede sig om færre penge, var der klare paralleller mellem fodboldlandsholdets store succes og de internationale triumfer, kvindehåndbolden fejrede, cykelsportens øgede popularitet efter Bjarne Riis' sejr i Tour de France i 1996 osv. Der kunne peges på mange årsager hertil, først af alt den almindelige internationale udvikling i konkurrencesport, underholdningsindustri og forretningsliv. Men udviklingen nød også velvillig politisk bevågenhed. I 1985 trådte „Lov om eliteidrættens fremme” i kraft, hvorved mange års uklarhed om samfundets holdning til eliteidrætten blev elimineret. Ifølge lovteksten skulle den selvejende institution Team Danmark „iværksætte, koordinere og effektivisere fælles foranstaltninger for eliteidrætten” i et samspil mellem staten, idrætslivets organisationer og erhvervslivet. Resultatet blev en omfattende indsats til fordel for elitesporten inkluderende den professionalisering, der var afgørende herfor.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sporten professionaliseres.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig