Sognepræst Søren Krarup afleverer sammen med sin kollega og fætter Jesper Langballe i oktober 1986 45.745 underskrifter mod udlændingepolitikken hos justitsminister Erik Ninn-Hansen. Ninn-Hansen var næppe utilfreds med protesten. Som justitsminister var han tvunget til at administrere en lov, han var fundamental modstander af. Som den taktikkens mester han var, bidrog han til at skabe det kaos i flygtningemodtagelsen, der førte til stramning af udlændingelovgivningen kort tid efter, at dette foto blev taget.

.

Den Danske Forenings blad Danskeren. Fremmedmodstanden var i nogle kredse så voldsom, at en lignende fanatisme sjældent er set i Danmark i nyere tid. Nogle holdt sig heller ikke til ord. Gennem 1980'ernes anden halvdel forekom en del voldelige overfald på flygtninge, ligesom brandstiftelser og hærværk mod Dansk Flygtningehjælps indkvarteringssteder fandt sted. Den 22. august 1985 modtog Københavns socialdemokratiske amtsborgmester Per Kaalund et brev, der advarede ham mod at være for positiv over for indvandrere. Med brevet fulgte et stykke chokolade, der viste sig at være forgiftet.

.

Det er værd at bemærke, at fremmedmodstanden ikke blot voksede spontant, men i høj grad blev sat i system og givet mæle af allerede organiserede politiske kræfter. Det drejede sig først og fremmest om Fremskridtspartiet. Her havde nogle medlemmer med Glistrup i spidsen allerede i 1979 gjort fremmedmodstand til en mærkesag, og et par år efter var hele partiet med på ideen. Da de fremmede så endelig kom i større tal, stod partiet allerede parat.

Også uden for Fremskridtspartiet arbejdede nogle på at gøre fremmedmodstanden til en politisk målrettet sag. Den dygtigste og bedst argumenterende var Søren Krarup. Gennem mere end to årtier havde Krarup optrådt som en uforsonlig modstander af moderne tiders nedbrydning af nationalfølelse og autoritet og det enkelte menneskes faste plads i samfundet, og i indvandringen så han en klar trussel mod danskheden. Krarup havde solide kontakter at trække på gennem det lille teologiske netværk „Tidehverv”, såvel som gennem sine mange politiske forbindelser fra EF-modstanden og andre sager, han gennem årene havde deltaget i, og dertil kom, at han som fast skribent i Morgenavisen Jyllands-Posten havde et talerør af stor rækkevidde. Det var derfor ikke overraskende, at det blev ham, der iværksatte det første vellykkede protestinitiativ, som formåede at samle de utilfredse. Det skete i efteråret 1986 i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps store, landsdækkende pengeindsamling „Flygtning 86”, og samtidig op til en folketingsdebat om stramning af udlændingeloven. Søren Krarup fandt i denne situation på at indrykke en annonce mod indsamlingen i Morgenavisen Jyllands-Posten. Under overskriften „Nej, ikke en krone!”, argumenterede han her for sin holdning og opfordrede desuden læserne til at støtte hans eget initiativ.

Annoncen affødte ikke blot et betydeligt, meget kritisk avisskriveri mod Krarup og en meget omtalt tv-debat mellem ham og Flygtningehjælpens formand Thor A. Bak, den indbragte ham også på få uger mere end en halv million kroner i frivillige bidrag samt en overvældende mængde sympatitilkendegivelser. Ugen efter indrykkede Krarup en ny annonce, hvori han opfordrede folk til at sige nej til Dansk Flygtningehjælp og den aktuelle flygtningepolitik. Samtidig oprettede han sammen med en lille kreds af ligesindede Komiteen mod Flygtningeloven, som organiserede flere initiativer op til folketingsdebatten, heriblandt en underskriftindsamling.

Et resultat blev, at mediernes opmærksomhed på flygtningemodstanden voksede. Søren Krarup blev i nogle uger Danmarks mest omtalte mand, og det skadede ikke sagen, at det oftest skete i hårdt fordømmende vendinger. „Flygtning 86” blev også gjort til noget af en for- eller imod-afstemning. Indsamlingen indbragte over 40 millioner kroner. Stillet over for Søren Krarups halve million kunne man tolke resultatet som en klar folkelig tilkendegivelse til fordel for udlændingepolitikken, alt andet lige. Men i modsætning til „Flygtning 86” var Krarups resultat kommet i hus uden nogen institutionel støtte og stor forudgående planlægning, og på den baggrund var hans resultat bemærkelsesværdigt. Da Folketinget derefter vedtog et sæt ny regler, der muliggjorde administrativ udelukkelse af visse asylansøgere, fik fremmedmodstanderne yderligere blod på tanden og søgte at få gennemført endnu flere stramninger.

Der skete nu en opblomstring af politiske grupperinger, som med forskellige motivationer søgte at sætte modstand mod indvandring til Danmark øverst på den politiske dagsorden. Mest betydningsfuld blev Den Danske Forening, som blev stiftet den 18. marts 1987 „med det formål at modvirke fremmedgørelsen af Danmark”. Initiativtagerne var et erhvervsmæssigt elitært og aldersmæssigt noget bedaget korps, men ved at udnytte deres kontakter til forskellige politiske miljøer på den danske højrefløj fik de ikke desto mindre hurtigt opbygget en landsdækkende organisation med omkring 40 lokale afdelinger. Den Danske Forening blev mødt med begejstring i de allerede involverede kredse, og kendte personer som Søren Krarup, veteranen fra besættelsestiden Jens Tholstrup og Mogens Glistrup var da også med fra starten.

Den Danske Forening iværksatte straks en del aktiviteter, hvoriblandt allerede fra maj 1987 udgivelsen af bladet Danskeren hørte til de vigtigste. Danskeren blev et vigtigt aktiv, som gjorde meget ud af at bringe „afsløringer” af indvandringens mange uheldige sider og af de „landsforræderiske flygtninge-venner”s postulerede forbrydelser.

Om foreningen medlemsmæssigt blev en succes kan diskuteres. Den hævdede selv at have omkring 2000 medlemmer ved stiftelsen, stigende til 4000, da den nåede sit højdepunkt i 1991. Hertil kunne den nok regne med et betragteligt antal aktive sympatisører, som af forskellige årsager ikke ønskede at figurere som medlemmer. Dels blev Den Danske Forening nemlig mødt med en efter danske forhold uset stærk fordømmelse i omverdenen, hvilket nok kun de barskeste åbent ville stille sig op imod, dels var den selv under stærk påvirkning af forestillinger om politiske eliters konspiration imod den. Dette sidste blev nok yderligere forstærket af foreningens medlemmers selvopfattelse som nutidens tapre frihedskæmpere, analogt med besættelsestidens modstandsbevægelse og dennes illegale betingelser.

Sideløbende med den organisatoriske opbygning formåede Den Danske Forening desuden hurtigt at udføre et vist udadvendt arbejde, først og fremmest ved at gennemføre offentlige møder. Det skete dog ikke på nemme betingelser. Tværtimod imødegik demonstranter foreningen med metoder, som nok savner sidestykke i dansk efterkrigshistorie, hvortil kom, at myndighedsinstanser på forskelligt niveau ofte søgte at hindre foreningens aktiviteter ved at nægte den mødefaciliteter. Den Danske Forening fik nemlig hurtigt prædikaterne „racistisk” og „nazistisk” heftet på sig. Foreningen blev en paria, et udskud, som pæne mennesker skulle vogte sig for at blive sat i forbindelse med.

Var der så noget om snakken? Den Danske Forening og flere af dens talsmænd blev i hvert fald aldrig dømt for racisme, men opnåede i de følgende år tværtimod at få adskillige dommes tilkendegivelser af, at den ikke havde udtalt sig racistisk, og hvad angik beskyldningerne om nazisme, var foreningens retorik fra start til slut udtrykkeligt antinazistisk. Men Den Danske Forening fremførte uomtvisteligt sine synspunkter meget aggressivt og i en tone, der ofte var foragtelig og insinuerende over for dens modstandere, udlændinge såvel som danskere. Den fik også et reelt problem med erklærede nynazister og højreradikale grupper, som ønskede at koble sig på dens aktiviteter. I 1990'erne, da dette blev mere omfattende, erkendte foreningen til sidst sit problem og tog klart afstand fra nynazistiske gruppers tilnærmelser. Men grænserne mellem sådanne og andre fremmedfjendske miljøer var ikke nødvendigvis synlige, og heller ikke stabile. Realistisk forekommer derfor historikeren og sociologen René Karpantschofs vurdering, at Den Danske Forening var en organisation, hvis virke „skabte et miljø og udviklede et socialt og politisk netværk, som bragte fremmedfjendske og højreradikale grupper i kontakt med hinanden”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Et nyt protesttema.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig