Velfærdsstaten

På hele venstrefløjen inklusive Socialdemokratiet var det almindeligt at tale om, hvordan regeringen havde „bombet samfundet tilbage til 30'erne” og havde skabt et „A-hold” af stærke og et „B-hold” af svage, som blev ladt i stikken, udstødt, marginaliseret i et bestandig mere udhulet socialsystem. I begyndelsen af 1990'erne startede en gruppe resursestærke pensionister endog en bevægelse for bedre forhold for ældre, som de kaldte „C-holdet”. Udstødning og marginalisering blev meget brugte ord. Virkeligheden var nok mere kompliceret end som så.

Ifølge flere undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet kom der igennem 1980'erne flere socialt udsatte og flere fattige. Enlige mænd mellem 30 og 45 år, enlige mødre og unge udgjorde de fleste af disse. Den fortløbende stigning i antallet af langtidsledige forværrede naturligvis sådanne tendenser, og her havde regeringen et ansvar ved sine forskellige arbejdsmarkedsstramninger, blandt andet i rådighedsreglerne. Men når især ufaglærte blev ramt, afspejlede det også en udvikling i erhvervsstrukturen, hvor ufaglært arbejdskraft blev mindre og mindre efterspurgt. Det var en tendens, som nok blev meget synlig i 1980'erne, men som allerede havde stået på længe, og ikke bare i Danmark, men i alle højtudviklede industrilande. Samfundsudviklingen krævede simpelthen en bedre uddannet arbejdsstyrke. Arbejdsområder med ringere kvalificeret arbejdskraft havde vanskeligt ved at klare sig i den internationale konkurrence med fattigere lande, hvor lønniveauet var væsentlig lavere. Her var den langsigtede medicin mere uddannelse, og som Schlüter havde pointeret i nytårstalen i 1985, kom faktisk også flere i uddannelse.

Efterhånden som man fik overblik over den offentlige sektors udvikling i 1980'erne, viste denne sig at have været anderledes, end man gik og troede i samtiden. Ifølge samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen udgjorde de samlede offentlige udgifter således omkring 60 procent af BNP i 1982, faldt til 55 procent i 1985 og voksede herefter igen, til de i 1992 atter passerede de 60 procent. Det placerede gennem hele perioden Danmark fem procentpoint under Sverige, men mere end ti over Vesttyskland, der med en andel af offentlige udgifter på 45-50 procent af BNP var mere typisk for de fleste vesteuropæiske lande.

Målt i forhold til bruttofaktorindkomsten udgjorde de offentlige udgifter 71,3 procent i 1981 og 70,1 procent i 1992, og på de underområder, hvor der var tale om et fald i udgifterne, var der for de flestes vedkommende tale om så små tal, at det var vanskeligt at afgøre, om faldet skulle have medført nogen nævneværdig forringelse. Mange af ændringerne på det socialpolitiske område, for eksempel ændringen af bistandsloven i 1986, betød således en forbedring for børnefamilierne, og med en senere forlængelse af barselsorloven og udvidelse af mulighederne for at opnå førtidspension blev også andre store grupper tilgodeset.

På trods af de forskellige indgreb steg overførslerne til husholdningerne med 37 procent, målt i faste priser, og der var tale om en stigning på samtlige vigtige områder: folkepension, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Og ikke nok med det. Den i internationalt perspektiv høje grad af økonomisk lighed, mange forventede at den borgerlige regerings indgreb ville mindske, blev på grund af den danske velfærdsstats omfordelingsmekanismer endnu mere udtalt igennem 1980'erne. I sammenlignelige lande som Sverige, Tyskland, Frankrig og Storbritannien gik udviklingen på dette punkt den anden vej. Som Venstres aggressive næstformand Anders Fogh Rasmussen formulerede det i 1993, repræsenterede Schlüter-regeringerne „det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med socialstaten” – men han mente, at forsøget var slået fejl, for „i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.”

Bred parlamentarisk opbakning havde bestræbelserne på at erstatte den passive forsørgelse med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor forskellige slags incitamenter blev givet til at søge arbejde eller uddannelse. I det omfang, bestræbelserne lykkedes, kunne man naturligvis tale om en lettelse af presset på de sociale udgifter, men det forudsatte en opfattelse af, at de aktiverede ikke blot tog en plads på arbejdsmarkedet op for andre. Altså en tro på, at arbejdsmarkedet kunne rumme flere, end det rent faktisk gjorde, og at en væsentlig del af arbejdsløsheden dermed havde bund i for gode sociale ordninger. Det var jo den borgerlige opfattelse, men ikke arbejderbevægelsens, og der eksisterede i 1980'erne ikke mere omfattende empiriske undersøgelser, som kunne afgøre, hvem der havde mest ret. Så der var frit slag. Men det var der nu også sidenhen, efter at man havde grund til at vide bedre. I 1998 konkluderede økonomiprofessor og medlem af Det Økonomiske Råd Nina Smith, at danskerne altovervejende var interesserede i at have en plads på arbejdsmarkedet, og at det økonomiske aspekt kun talte lidt. Alligevel stod også Nina Smith fast på den hidtidige borgerlige overbevisning.

Aktiveringen indebar imidlertid også et apparat til rådgivning, administration, kontrol, jobtræning og uddannelse, og dermed en impuls til udvidelse af de sociale systemer. Bestræbelser på at komme et problem til livs havde altså nok en gang modsatrettede bivirkninger. Der skete da også mellem 1982 og 1992 en udvidelse i antallet af offentligt ansatte fra 750.000 til 800.000, hovedsageligt i kommunerne. Når kommunerne samtidig var nødt til at foretage besparelser, hang det sammen med, at flere opgaver blev lagt ud til dem.

En styrkelse af forsikringselementet på hele det sociale område var en mærkesag med en vis succes. Allerede forhøjelsen af de individuelle bidrag til arbejdsløshedskontingentet i 1982 pegede i den retning, men vigtigere var nok incitamenterne til at supplere folkepensionen med forskellige former for private pensionsordninger: virksomhedsordninger og overenskomster med bidrag til pensionskasser. Det var ganske vist en udvikling, som havde været i gang siden midten af 1960'erne, men over midten af 1980'erne gik det stærkt, og i 1990'erne begyndte fagbevægelsen selv at satse på pensionsordninger i større omfang. Det betød, at den danske velfærdsstats lighedsprincip blev blødt noget op, idet pensionsordninger blev tilknyttet erhvervsaktivitet med deraf følgende bedre forhold for de pensionister, som havde levet et langt erhvervsaktivt liv, end for dem med svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Endelig var der det borgerlige slagord privatisering med alt, hvad det indebar. Grundlæggende for Firkløveret var, at i en modstilling mellem offentlig og privat virksomhed var den private at foretrække, idet konkurrencen, som herskede her, bedst kunne sikre såvel effektivitet som kvalitet og omkostningsbevidsthed. Derfor burde så mange opgaver som muligt flyttes fra det offentlige til det private regi. I praksis blev større initiativer dog først taget efter 1990, dvs. under den sidste Schlüter-regering og efter Firkløverets tid.

Undervejs blev andre typer af privatisering dog også introduceret og satte sig varige spor. Der blev således etableret mange former for samarbejde mellem offentlige og private institutioner, eksempelvis i forbindelse med større kulturarrangementer, hvor firmaer kunne stå som sponsorer. Eller offentlige institutioner, typisk inden for forskning, kunne ved siden af deres primære arbejdsopgaver udbyde ekspertise til private og på den måde skaffe sig ofte vigtige ekstraindtægter. Eller der blev åbnet for privat konkurrence til de offentlige tilbud. Dette sidste skete under stærk bevågenhed og med stærkt modstridende tilkendegivelser, da Danmarks første privathospital, Mermaid Clinic i Ebeltoft, åbnede i 1990. Mermaid Clinic måtte senere lukke igen, og det samme måtte andre tilsvarende forsøg, men en dør var åbnet, og for nogle satsninger både inden for sygehusvæsenet og på andre områder gik det bedre. En vis udviskning af skellene mellem offentlig og privat virksomhed blev sat igang i 1980'erne med hensyn til ledelse, arbejdsgange, produkt og markedsføring. En effektivisering af det offentlige, blandt andet ved indførelse af metoder kendt fra det private erhvervsliv, blev ubestrideligt sat i gang fra 1980'erne.