Befolkningen (1985-2000)

I 1985 talte Danmarks befolkning godt 5,1 millioner personer. Der var helt overvejende tale om en bybefolkning. Godt en fjerdedel boede i hovedstadsområdet, en tredjedel i provinsbyer med over 10.000 indbyggere, og nok en tredjedel i mindre byer. Det gav en rest på kun 15 procent til beboelse i egentlig landbebyggelse. I det gamle landbrugsland var kun 40.000 fuldtidsbrug tilbage, og i alt var kun 6 procent af den erhvervsaktive befolkning beskæftiget med landbrug, fiskeri og andre primære erhverv. Bevægelsen fra land til by, som havde stået på i over 100 år, var altså tæt på at være ført til ende. De øvrige beskæftigede fordelte sig med 28 procent i den sekundære sektor, industrisamfundets arbejdsområder, og 66 procent i den tertiære, dvs. hvad der i bredeste forstand kan kaldes servicefag, og det var i denne sidste kategori, væksten i beskæftigelsen lå og allerede havde ligget gennem mere end 20 år.

Denne fordeling og forskydningen i retning af de tertiære erhverv svarede nogenlunde til, hvad der på samme tid skete i andre højtudviklede vestlige lande. Danmark befandt sig i det globale førerfelt af lande, hvis befolkninger for størsteparten af de arbejdsføres vedkommende havde at gøre med produktion af ikke-materielle værdier. I andre henseender udviste den danske arbejdsstyrke nogle særpræg.

Kvinders erhvervsdeltagelse var således meget høj. Mere end 70 ud af 100 danske kvinder var ude på arbejdsmarkedet, et tal, der i international sammenhæng kun blev overgået i Sverige. I for eksempel Vesttyskland lå tallet kun på 50, i Italien og Spanien helt nede omkring 40. Siden midten af 1960'erne var det i Danmark blevet en norm, at kvinder arbejdede ude, og når kvinders erhvervsfrekvens i 1985 overhovedet var lavere end mænds, skyldtes det alt overvejende de lidt ældre årgange, som stadig talte hjemmegående husmødre i deres rækker. Dernæst var en i vestlig sammenhæng bemærkelsesværdig lille andel af arbejdsstyrken selvstændige erhvervsdrivende, nemlig cirka 15 procent. Normen i Danmark var at være lønmodtager, og heraf var godt en fjerdedel ansat inden for det offentlige, hvilket var et tredje bemærkelsesværdigt træk. Det danske velfærdssystem, i hvilket sundhed, social forsorg og uddannelse udgjorde de største områder, var nemlig næsten fuldstændigt placeret hos det offentlige. Det mindede om situationen i Norge og Sverige, men var anderledes end i de fleste andre vestlige lande, hvor velfærdsopgaverne i højere grad blev varetaget i forskellige former for privatøkonomisk regi.

Selvom næsten hele den danske befolkning i 1985 boede i byer og var beskæftiget i byerhverv, og også med hensyn til indkøb, forbrug og fritidsinteresser levede bymæssigt, var den alligevel ikke mere homogen, end at betragtelige forskelle i livsform, normer og økonomisk formåen kunne iagttages alt efter, hvor man boede. Som landets politiske, økonomiske og kulturelle centrum og eneste blot tilnærmelsesvis kosmopolitiske by var København således i reglen arnestedet for nye impulser med hensyn til mode, livsstil og andre kulturelementer. Herfra spredte de sig til de største provinsbyer og – måske – videre ud i landet. Det indebar blandt andet, at resten af landet så hovedrystende til, når tv viste københavnerbegivenheder som særegne rockerritualer eller slagsmål mellem politi og unge. Den slags oplevede man i 1980'erne ikke meget af i Århus, Aalborg og Odense, og absolut intet af i Herning.

Ligeledes i overensstemmelse med udviklingen i andre højtudviklede vestlige lande gik indbyggertallet svagt tilbage. Eksperter forudså, at tilbagegangen ville vare ved i flere årtier fremover, og at den stigning i fødselstallet, der trods alt var indtruffet i 1984, kun var en tilfældighed. Sådan kom det ikke til at gå. Eksperter spåede også, at der ville være væsentlig flere folkepensionister omkring år 2000. Sådan kom det heller ikke til at gå. Ikke desto mindre vakte udsigterne til en ældet befolkning en vis bekymring, både af hensyn til fremtidens bekæftigelsessituation og til den samfundsøkonomiske belastning, tilstedeværelsen af flere uarbejdsdygtige gamle måtte formodes at resultere i.

Den danske befolkning var i 1985 gennemsnitligt rigere end nogensinde før i landets historie, og rigdommen var jævnere fordelt end i de fleste andre lande i verden. De velfærdsstatslige institutioner, som var blevet bygget op siden 1960'erne, havde skabt et hidtil uset socialt sikkerhedsnet. Det gik godt med privatøkonomien. Salget af biler og ferierejser var ved indgangen til 1985 i stigning – men samtidig var knap 10 procent af arbejdsstyrken arbejdsløse, næsten lige så mange som i rekordåret 1983. Et voksende antal lønmodtagere oplevede en så langvarig arbejdsløshed, at de overgik til bistandssystemet. Flere unge end tidligere fik hverken uddannelse eller arbejde.

I forhold til de fleste andre af verdens lande var Danmark ved midten af 1980'erne et enestående homogent land med hensyn til sprog, religion, traditioner og etnisk sammensætning. Ser man bort fra Grønland og Færøerne, som var geografisk adskilt fra resten af riget med nogle tusinde kilometer hav og desuden fungerede under hjemmestyreordninger, var den eneste rodfæstede ikke-danske befolkningsgruppe det lille tysksindede befolkningsmindretal i Sønderjylland. Var der problemer med dette, var det i hvert fald marginalt.

Hertil kom udlændinge, som af forskellige årsager opholdt sig i landet. Hvis man med udlændinge mente udenlandske statsborgere, var der i begyndelsen af 1984 omkring 100.000 sådanne, hvoraf de 90.000 enten var ægtefæller til danske statsborgere eller folk i et specifikt professionelt ærinde. Resten var enten unge rejsende, som for en tid blev hængende, eller de var politiske flygtninge. Udlændinge synede ikke af meget i Danmark, især fordi hovedparten af dem var skandinaver eller nordeuropæere, hvis udseende og adfærd ikke adskilte sig nævneværdigt fra de indfødtes, og fordi de fleste udfyldte pladser i det danske samfund.

Omfanget af flygtninge var overskueligt og forholdsvis nemt at håndtere. Mellem 1956 og 1984 havde Danmark i alt modtaget 12.500 politiske flygtninge. Det var gennemsnitligt knap 700 om året, selvom der i realiteten naturligvis var udsving. I 1979 kom således 1000 vietnamesiske bådflygtninge. Efter få år blev de fleste flygtninge danske statsborgere, ligesom det skete for fremmedarbejderne fra det, man i statistikken kaldte tredjelande, dvs. lande uden for Norden og EF. Det var først og fremmest mænd fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, som var blevet i landet efter stoppet for fri tilgang af udenlandsk arbejdskraft i 1973. Af dem var der i 1973 omkring 12.000, og på grund af familiesammenføring voksede tallet i de følgende år, indtil det i 1978 stabiliserede sig på 48.000. Når man havde opnået dansk statsborgerskab, var man juridisk set ikke længere udlænding, hvilket dog ikke hindrede gruppedannelse og en egen identitetsopfattelse blandt vietnamesere, pakistanere m.fl., og man undgik heller ikke spændinger mellem disse og de „historiske” danskere i de områder, hvor de nye var mest synlige. Mest påfaldende i Ishøj, hvor de fleste boede, enten fordi de sociale myndigheder havde henvist dem hertil, eller fordi de selv søgte sammen.

Om man således ville tale om „udlændinge” i juridiske termer eller udvide begrebet til at opfatte alle „af anden etnisk herkomst end dansk” (inden for et overskueligt antal generationer), gjorde altså ikke den store forskel. Der var ikke mange af dem, og situationen syntes i begyndelsen af 1980'erne at være stabil. I 1981 ansøgte 307 om politisk asyl, i 1982 var tallet 298, i 1983 var det 333. Men i 1984 sendte krige i Mellemøsten store folkemasser på flugt, og antallet af asylansøgere i Danmark voksede til 4.312. Det var en trettendobling på blot et år, og denne udvikling havde allerede affødt en del utilfredshed rundt om i landet. Nok til at dronning Margrethe på skiftet til 1985 kommenterede det i sin nytårstale, da hun gik i rette med sine landsmænds manglende tolerance. Fra den kølighed, de tilkomne blev mødt med, advarede Dronningen, var der „ikke langt til chikane og grovere metoder”. Hun fik hurtigt ret. Noget nyt var på spil, og det kom ikke til at gå stille af.