Danmark, Storbritannien og Irland blev i 1973 optaget i EF, som indtil da omfattede Frankrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien. I 1981 kom Grækenland med, i 1986 Spanien og Portugal, i 1990 det forhenværende Østtyskland i kraft af Tysklands samling, og i 1995 Sverige, Finland og Østrig.

.

EF-politikken var en kilde til uro. Danmark havde været medlem af EF siden 1973, men de forhåbninger om større økonomiske fordele, som havde været knyttet hertil, var hidtil ikke rigtig blevet indfriet. EF blev også ramt af 1970'ernes krise, og det kneb med fælles fodslag i samarbejdet. I Danmark var der desuden en organiseret EF-modstand, der var parat til at springe op ved enhver given lejlighed og søge at mobilisere befolkningen til kamp mod dette eller hint europæiske integrationstiltag. Den lidenskabelige afstemningskampagne i 1972 var endnu ikke glemt i Danmark, og selvom resultatet dengang var en overvældende tilslutning til EF-medlemskabet med to tredjedeles flertal, havde modstanderorganisationerne ved flere lejligheder formået at holde gryden i kog og gøre sig gældende som en politisk faktor. Det havde vist sig ved begge de to første valg til Europaparlamentet. Første gang, i 1979, havde modstanderne været i stand til at erobre seks ud af Danmarks 16 pladser i parlamentet. Fire til Folkebevægelsen mod EF's liste N og et til SF, hvortil kom det grønlandske mandat, som også tilfaldt modstanderne. Historien gentog sig ved det andet parlamentsvalg i juni 1984, hvor liste N atter erobrede fire mandater og SF vandt et ekstra, idet det overtog det grønlandske mandat i 1985. Da trådte Grønland nemlig ud af EF som følge af befolkningens nej ved en folkeafstemning i 1982.

EF-politik var en følsom affære, også fordi modstandernes stemmer blev hentet fra alle partiers vælgerkorps, omend Socialdemokratiet i særlig grad måtte holde for. Ifølge nogle meningsmålinger erklærede flere vælgere sig som modstandere end som tilhængere af EF-medlemskabet, og dette forhold blev endnu mere udtalt, når talen faldt på yderligere integration. For tilhængerne var det heller ikke opmuntrende, at kun 52,4 procent af de danske vælgere overhovedet havde ulejliget sig med at stemme ved parlamentsvalget i 1984. Det tydede ikke på nogen stor folkelig entusiasme for sagen.

Fra dansk side blev der næsten rutinemæssigt udtrykt forbehold imod snak om at uddybe EF-samarbejdet. Det var ikke så populært i Danmark. Yderligere integration var imidlertid netop, hvad der var på trapperne, og regeringen tilhørte den del af det danske politiske spektrum, som var mest åben over for integrationsplaner. Endnu ved starten af 1985 forelå dog ingen konkrete planer, hvorfor EF-spørgsmålet momentant levede en smule tilbagetrukket i det politiske liv. Men det var en sovende tiger. Fra nu af stod der union på EF's politiske diskussioner, og det fik man også at mærke i Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Udfordringen fra EF.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig