Ryesgade, København, september 1986. Hætter, våben og en vis grad af uniformering blev et kendetegn for BZ og De Autonome. Politisk vold fik et opsving allerede med Vietnambevægelsen i 1960'erne, men tog voldsomt til i 1980'erne og 1990'erne.

.

Politiet rydder i 1990 de besatte huse „Sorte Hest” og „Mekanisk Musikmuseum” på Vesterbro i København. Den voldelige optrapning fik også konsekvenser for politiets udrustning.

.

I den såkaldte Blekingegadebandes lejlighed på Amager blev der i 1989 fundet et stort våbenlager. Banden gennemførte over en periode på 15 år en række væbnede røverier, kulminerende i et røveri mod Købmagergade Postkontor i 1988, hvor en politibetjent blev dræbt. Bandens medlemmer havde rødder i en maoistisk gruppe i Vietnambevægelsens dage. Udbyttet af røverierne gik for en stor dels vedkommende til udenlandske terrororganisationer som den palæstinensiske PFLP. I 1991 blev de fem danske medlemmer idømt fængselsstraffe på op til ti år; to år senere blev også et schweizisk medlem dømt. Blekingegadebanden mødte stor velvilje i de autonome miljøer.

.

En ganske anden type oprør blev udfoldet i bz-bevægelsen. Bz'erne var en broget skare unge, som i 1980'erne indtog forskellige tomme ejendomme, hovedsagelig i København, og beboede dem, indtil politiet kom og smed dem ud igen. Det bragte mindelser om 1960'ernes slumstormere. Men bz'erne var langt mere militante, end slumstormerne havde været, og i så henseende videreførte de en længere tradition for voldelige konfrontationer med ordensmagten, som i Danmark hovedsagelig blev dyrket i København. Især Nørrebro havde et ry for sådanne, og bz-bevægelsens første aktiviteter i 1981 havde da også netop udspillet sig her. Traditionerne var således i orden, både bz'ere og politi vidste, hvad der forventedes af dem: bz'erne barrikaderede sig, politiet gik hårdt til værks, parterne kom i voldsomme slagsmål. Når så endelig en ejendom var ryddet og øvrigheden erklærede sejren i hus, blev et nyt hus besat, og det hele gentog sig. Med store avisoverskrifter og dramatiske tv-indslag til følge. Hertil en københavnsk befolkning, som ikke rigtig vidste, hvem den skulle holde med, og en befolkning i det øvrige land, som for langt de flestes vedkommende utvetydigt holdt med politiet mod, hvad de alene anså for ballademagere og voldsmænd.

Sigtet med husbesættelserne var ikke ganske klart, for bz var ikke en veldefineret politisk gruppering. I centrum stod dog ønsket om at leve et liv her og nu uden for enhver form for myndigheders kontrol og en vilje til at gå meget langt i kampen for at opnå det. Bz'erne lagde vægt på kollektivisme og var i den henseende på bølgelængde med almindeligt venstreorienteret tankegods. Men de besad også en god portion anarkisme og dyrkede spontanitet og handlekraft, og her kom de i modsætning til landets traditionelle venstreorienterede grupperinger, der oftest støttede sig på gamle tænkeres store teoretiske overbygninger for samfundsforandringens fjerne mål og strategier, inkluderende sejt arbejde for at vinde folkemasserne for den store sag. De øvrige venstreorienterede så derfor bz'erne som urealistiske og selvoptagne, mens bz'erne på deres side anså venstrefløjsorganisationerne som handlingslammede snakketanter.

Højdepunktet for bz indtraf i 1986 med besættelsen af et hus i Ryesgade 58 på Østerbro. Besættelsen startede i februar, og da politiet endelig i september blev sat ind, deltog op mod 1000 unge i et par dage i „forsvaret”, der inkluderede barrikadering af flere gader i kvarteret. Politiet måtte trække sig tilbage, men inden det kom til en ny konfrontation, rømmede bz'erne selv i al stilhed huset. Herefter blev husbesættelser mere sporadiske og inkluderede færre aktivister, indtil de i 1990 helt ophørte.

Men bz-miljøet undergik efter 1986 en forvandling i retning af større opmærksomhed på andre fænomener i samfundet, det kunne finde kritisable. En fællesnævner var, at stort set alle klodens problemer blev anset for at have rod i kapitalisme og imperialisme, hvorfor det var disse forskrækkeligheder, de unge ville kæmpe imod. Derfor gik de til angreb på butiksruder, banker, Dansk Folkeferies kontorer, Israels, Vesttysklands og USA's ambassader osv. Eller de smed æg efter Schlüter, eller øvede, hvad de selv kaldte sabotage imod Shell-stationer på grund af oliefirmaets handel med det hvide Sydafrika, samt udtrykte deres solidaritet med mange af den tredje verdens befrielsesbevægelser, og nu sås de ofte sammen med andre oppositionelle organisationer.

De begyndte også en flirt med terroristiske organisationer som den tyske Rote Armee Fraktion, uden dog selv at gå til sådanne yderligheder, og inspirationen fra tilsvarende, men mere udviklede grupper især i Vesttyskland, fik dem efterhånden til at anvende betegnelsen „de autonome” om sig selv. Det skulle indikere noget med kollektivers ret til selvbestemmelse som et alternativ til det foragtede liberale demokrati, og det blev under det navn, de som flere ofte indbyrdes konkurrerende smågrupper fortsatte deres virke ind i 1990'erne.

Og undervejs sloges de med racister og nazister – eller hvad det nu var.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fra bz'ere til autonome.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig