Informationssamfundet

I 1988 holdt Poul Schlüter en tale, hvori han forudsagde fremkomsten af et nyt samfund inden for den nærmeste fremtid. „Vi kommer til at se samfund baseret på viden i stedet for mekaniske kræfter,” spåede han. Blot ti år senere var der stor enighed om, at Danmark ligesom de øvrige vestlige lande allerede havde taget flere skridt ind i et sådant samfund. Produktionen af materielle varer var mere omfattende end nogen sinde før i historien, og den var i fortsat vækst. Men dens forudsætning var en væsentlig mere kvalificeret arbejdskraft, end der havde været i den landbrugs- og industriproduktion, som i 1980'erne stadig havde været fremherskende. Simpelt manuelt arbejde spillede nu en lille rolle. Selv til den ringest uddannede arbejdskraft, der blev betegnet som ufaglært, var kravene til læsefærdigheder og håndtering af teknologisk avancerede redskaber oftest væsentligt højere, end de havde været 15 år tidligere. Kommunikation på et meget højt vidensniveau var blevet afgørende for virksomhedernes overlevelsesmuligheder. Det gjaldt ikke kun inden for den primære og sekundære sektor, hvor beskæftigelsen var faldet yderligere til under 28 procent af den samlede arbejdsstyrke, men også i servicesektoren. Det var typisk, at det var de mest videnstunge erhverv, som var de hurtigst voksende og blev de vigtigste bidragydere til nationalproduktet.

Forandringerne i arbejdets indhold skete sideløbende med forandringer i organisationsstrukturerne. En topstyret, hierarkisk ledelse måtte vige for mere „flade” ledelsesformer. Det betød ikke nødvendigvis, at kontrollen af den enkelte medarbejder blev mindre, men det blev vigtigere at opmuntre medarbejdernes følelse af at have indflydelse på og udvikle sig gennem deres arbejde, og den enkelte blev mere direkte stillet over for konkurrence fra kollegerne. Det gamle industrisamfunds skarpe adskillelse af mennesker efter deres placering i produktionslivet var i opløsning.

I dette „postmaterielle samfund”, „videnssamfund” eller „informationssamfund” fik uddannelse og forskning forøget betydning. Her stod Danmark stærkt i den hårde internationale konkurrence. Igennem 1990'erne steg det generelle uddannelsesniveau med 37 procent. For den enkelte var det også af afgørende betydning at forøge sit kundskabsniveau, for hvor en uddannelse tidligere havde været næsten ensbetydende med social opstigning, var den nu en forudsætning for overhovedet at sikre sig en plads på arbejdsmarkedet.

Forskningsmæssigt lå Danmark helt i den internationale top. I en undersøgelse foretaget i 2001 af EU's statistikkontor Eurostat fik Danmark fornemme placeringer i en international sammenligning. Kun Sverige lå højere med hensyn til antal videnskabelige publikationer per million indbyggere, mens Danmark lå klart øverst, når det kom til antal meget citerede publikationer, og hvad angik antal af opnåede amerikanske patenter lå landet i den pæne ende. Det overordnede billede var, at dansk forskning lå i international topklasse, såvel i kvalitet som i kvantitet, og at samarbejdet mellem universiteterne og de mest innovative virksomheder var mere udbygget end i de fleste andre EU-lande.

Der skulle dog gøres en stor indsats for at fastholde de flotte placeringer. De øvrige OECD-lande satsede voldsomt på en udbygning af forskningen. Inden for EU blev det besluttet at øge den andel af BNP, der blev brugt på forskning til 3 procent inden 2010. Den danske politiske vilje til at nå dette mål var vanskelig at få øje på i praksis, både i 2000 og 2004. Derimod var der en udtalt og bred politisk vilje til at gennemføre reformer på universitetsområdet, der med USA som forbillede havde til hensigt at styrke forskningseffektiviteten. En sådan blev vedtaget den 8. maj 2003. Det kunne synes noget uoverlagt, al den stund USA på de fleste undersøgte områder stod ringere end Danmark.

En lang videregående uddannelse havde stadig også kun hver femte, og det placerede Danmark i den dårligste halvdel af OECD. Uddannelsesvæsenet under universitetsniveauet var heller ikke kun præget af succes. Den danske folkeskole var dyrere at drive end andre landes grundskoler, men i hvert fald når man talte om opnåelse af basale kundskaber som læsefærdighed, var den ikke specielt succesfuld, selvom der i den henseende skete meget efter 1994. Dette år vedtog Folketinget planen „Uddannelse til alle”, som indeholdt en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2000 skulle være i gang med en kompetencegivende uddannelse efter grundskolen. I den forstand, at 98 procent gik i gang med en ungdomsuddannelse straks efter 9. eller 10. klassetrin, lykkedes planen. Desværre faldt 16 procent fra uden at afslutte uddannelsen. Det var endnu nok til at bringe Danmark i selskab med de bedste, men ikke nok til at sikre en sådan placering længe endnu. Der blev arbejdet meget med at finde former, som kunne mindske de unges frafald. Det skete typisk for tiden med stor vægt på at styrke den individuelle motivation, men en forøgelse af bevillingerne til folkeskolen og ungdomsuddannelserne blev det efter 2000 ikke til.

En konsekvens af de forøgede krav til uddannelse kunne være, at den sociale og økonomiske ulighed ville vokse. Hidtil var det ikke sket. Danmark var fortsat et af de lande, der havde den højeste grad af lighed mellem borgerne, og selvom social udstødning og marginalisering på arbejdsmarkedet så ud til at være i stigning, var der stadig få fattige i forhold til sammenlignelige lande. Den universelle skattefinansierede velfærdsstat stod stadig distancen.