I konflikt med Danmark

Den måde krisen blev håndteret på fra dansk side, blev helt fra starten i 1992 mødt med stor vrede af de færøske politikere. Umiddelbart efter det første møde med den danske regering den 6. oktober 1992 undsagde både lagmand Atli Dam og vicelagmand Jógvan Sundstein i hårde vendinger det aftalekompleks, de netop havde underskrevet. Atli Dam fortalte, at han havde „fået aftalen trukket ned over hovedet” og „stukket en revolver for brystet”, og Jógvan Sundstein udviklede en teori om, at Færøerne stod over for et komplot, hvis formål var at lade Danmark sætte sig på det færøske erhvervsliv og tage magten over Færøerne. Efterhånden som krisen udviklede sig, og der blev indgået flere aftaler, udviklede også den skarpe antidanske retorik sig, og den havde klangbund i størstedelen af den færøske befolkning. Man mente simpelthen, at Færøerne ikke blot var blevet sat under administration af Danmark, men var blevet det på en måde, som kun tilgodeså danske interesser og reelt var en udbytning af Færøerne. Det historisk ømtålelige forhold mellem Færøerne og Danmark kom ud i en ny, vanskelig prøvelse.

Beskyldningerne mod Danmark kunne indimellem tage sig noget selvmodsigende ud. Samtidig med anklagerne om utilstedelig dansk indblanding efter 1992 blev det for eksempel fremført, at Danmark havde medansvar for krisens opståen ved ikke at sige til eller fra over for de advarselssignaler, der var i 1980'erne. Alligevel var der måske et gran af sandhed heri. Rapporterne fra Statsministeriets rådgivende udvalg havde ganske vist gennem 1980'erne år efter år advaret om konsekvenserne af den ekspansive politik. Sammenfattende lød fx udvalgets udsagn i april 1989, at „Den gældsklemme, det færøske samfund er kommet i, er allerede af en størrelsesorden, som ikke kan genfindes i noget andet land, hvis man bortser fra visse lande i den 3. verden.” Årsagen blev der også peget på, nemlig „den kraftige og til dels ukontrollerede ekspansion af de offentlige udgifter og – sammenhængende hermed – den voldsomme forværring af balancen på de samlede offentlige budgetter”. Det var rene ord. Når Schlüter alligevel havde forholdt sig helt passivt i dette spørgsmål, hang det nok for en stor del sammen med finfølelse over for en selvstændig part i Rigsfællesskabet, men sikkert også med hans afhængighed af de to færøske folketingsmandater i den danske indenrigspolitik.

Meget i den voldsomme kritik af Danmark beroede naturligvis på, at færøske ansvarlige søgte at rette opmærksomheden væk fra sig selv. Lagtinget var noget sendrægtigt med hensyn til at undersøge det færøske systems andel i krisen. Et udvalg til dette formål blev først nedsat i 1995. Men vreden mod Danmark blev forstærket af Poul Nyrup Rasmussens hårde linje i politikken over for Færøerne, der unægtelig bar præg af det ulige styrkeforhold mellem parterne. Og det blev forstærket af, at Den Danske Bank viste sig at være indblandet på en lidet flatterende måde i det, der snart blev kendt som den færøske banksag.

Den Danske Bank havde som hovedaktionær i Føroya Banki et særligt ansvar for dens skæbne og indskød i slutningen af 1992 da også 332 millioner kroner i den. Men siden arbejdede Den Danske Bank for en ordning, der gjorde den til mindretalsaktionær i begge de to færøske banker, og det lykkedes. Som mindretalsaktionær havde Den Danske Bank ikke længere nogen særlig forpligtelse som redningsmand. Dette måtte siges at være heldigt for den, for det viste sig snart, at Føroya Banki skulle have tilført yderligere kapital på knap 1,2 milliarder kroner for at overleve. Siden blev det åbenbart, at man i Den Danske Bank i oktober 1992 faktisk havde talt om et behov i nogenlunde denne størrelsesorden. Men banken ville nu ikke vedkende sig noget ansvar.

Banksagen gav skyts til en storm på den danske regering, som blev forstærket af, at Venstres Uffe Ellemann-Jensen og Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen gik stærkt ind i sagen på Færøernes side. I efteråret 1994 bakkede deres partier op om et færøsk krav om en dommerundersøgelse af parternes dispositioner i redningsaktionerne. Konklusionen på en dommerundersøgelse ville have karakter af domfældelse. Det ønskede regeringen ikke, og støttet af Det Konservative Folkeparti ville den kun gå med til iværksættelse af en ekspertundersøgelse. Det hele fyldte dog så meget i medierne og den politiske debat, at de danske parter i foråret 1995 nåede frem til et kompromis gående ud på, at man iværksatte „en ekspertundersøgelse med udvidede beføjelser”, men kun omhandlende forholdene omkring bankerne. Under advokat Jørgen Grønborgs ledelse blev en ekspertundersøgelse nu gennemført og resulterede i 1998 i en omfangsrig rapport på mere end 2000 sider. Danmarks Nationalbank og Finanstilsynet fik her nogen kritik med på vejen for ikke altid at have givet tilstrækkelige oplysninger undervejs. Det var dog ikke så alvorligt. Værre stillede sagen sig for Den Danske Bank, der blev stærkt kritiseret for sin rolle. Færøerne havde vundet en moralsk sejr.

Sejren blev fulgt op med et færøsk erstatningskrav mod Den Danske Bank på 1,5 milliarder kroner og krav til Danmark om at nedskrive den færøske gæld. Det sidste blev opnået den 10. juni 1998, da gælden til den danske stat på godt 5,4 milliarder kroner blev nedskrevet med 900 millioner kroner, samtidig med at betingelserne for afdragelsen af den resterende del blev gjort ganske favorable og udfaldet af sagsanlægget mod Den Danske Bank gjort til et anliggende mellem denne og den danske stat. Desuden vandt Færøerne selvstændigheden i den økonomiske politik tilbage. Aftalen skulle nok ses i nær sammenhæng med dansk indenrigspolitik. Ikke blot Færøernes socialdemokratiske medlem af Folketinget Jóannes Eidesgaard, men også den stærkt borgerlige Oli Breckmann leverede samtidig stemmer til regeringens Pinsepakke, hvad der ud over ønsket om simpelthen at få lukket den ubehagelige sag syntes at kunne være et stærkt dansk motiv til aftalen.

Mellemværendet med Den Danske Bank fandt sin afslutning den 23. marts 2000, da der blev indgået forlig mellem parterne. Ved forliget betalte Den Danske Bank 300 millioner kroner til staten til „fuld og endelig afgørelse af alle krav mellem på den ene side Banken og på den anden side Regeringen, Færøernes Landsstyre og Finansieringsfonden af 1992 i forbindelse med aktiebyttet i Færøbanken”.