Den udvidede ungdom

Ungdom forstået som en periode, hvor man har forladt barndommen, men endnu ikke har fået en fast struktureret tilværelse, var igennem det meste af det 20. århundrede idealiseret i alverdens industrisamfund som den livsalder, der bedst legemliggjorde idealer som styrke, sundhed, fremdrift og fremtidsdrømme. I hvert fald siden 1960'erne havde der over hele den vestlige verden desuden eksisteret egentlige ungdomskulturer, hvis deltagere selv havde afgrænset sig fra det øvrige samfund gennem blandt andet påklædning og forbrug af særlige kulturprodukter. Man havde dengang talt om „ungdomsoprøret”, men i takt med at oprørerne blev ældre, blev gruppen af unge også udvidet. Der kom ganske vist hele tiden nye ungdomsgrupper til, som markerede hver deres særlige stil, men de træk ved tresserungdommen der var blevet forbundet med den ufærdige og søgende identitet, kunne i 1990'erne med næsten lige så stor ret hæftes på mennesker, der var fyldt både 40 og 50 år.

Det hang sikkert til dels sammen med en samfundsudvikling, som i mange henseender overflødiggjorde den enkeltes erfaringer og rutiner på livets forskellige områder og derfor ikke virkede befordrende for et liv, der var lagt fast i en bestemt bane. Blot fordi man havde levet et bestemt antal år, forlod man ikke som tidligere uigenkaldeligt en livsepoke og trådte ind i en ny, og det var heller ikke noget ideal. Modebegreber som „omstillingsparathed” og „livslang læring” kunne ses som en illustration af dette forhold inden for arbejdslivet. De signalerede, at opnået viden eller kunnen aldrig var nok, og at personer i den arbejdsdygtige alder aldrig kunne anse sig for at være færdiguddannede. Enhver kunne risikere at blive sat på skolebænken igen. Til gengæld havde man i princippet mange muligheder for at vælge, hvad man ville uddanne eller videreuddanne sig til. I den forstand var ungdom et begreb med nær forbindelse til den omsiggribende individualisme.

I et udviklet markedssamfund realiserede man i høj grad sig selv gennem forbrug, og det startede tidligt. Teenagerne, de unge mellem 13 og 19 år, boede oftest hos deres familie, men levede ellers stort set som generationen mellem 20 og 30 år. De tjente for de flestes vedkommende deres egne penge ved siden af deres skolegang. Så mange, at aldersgruppen i år 2000 købte forbrugsgoder til sig selv for ti milliarder kroner. Allerede som 13-årige havde de ofte tillagt sig et forbrugsmønster identisk med de 20-30-åriges, inklusive fysiologisk og socialt betænkelige vaner som et stort alkoholforbrug. Og de 30-årige så ud til at ville fortsætte deres ungdomsliv længe endnu.

Teenagernes mindre søstre og brødre mellem 5 og 12 år købte i 2000 for yderligere fem milliarder kroner forbrugsgoder til sig selv. Som en reklamemand udtrykte det, var der for første gang i historien en generation af børn helt ned i de mindste skoleklasser, som havde deres egen økonomi, og som selv kunne bestemme, hvad de ville købe. Bortset fra alkohol købte de også stort set det samme, nemlig elektroniske apparater som tv, computere, mobiltelefoner, musikanlæg og tilbehør hertil, tillige med mærkevaretøj. Målrettet mod de 5-12-årige opstod ligefrem et særligt marked for populærmusik og modetøj.

Det gav i sig selv anledning til bekymret opmærksomhed blandt pædagoger og psykologer, at så mange danske børn i løbet af 1990'erne relativt frit begyndte at administrere så store beløb til deres private forbrug. Endnu mere bekymring vakte den forkærlighed for voksne musik- og filmidoler, som især småpiger fik, og som fik dem til at klæde sig på samme måde som deres langt ældre medsøstre. Med det britiske pigeband Spice Girls rullede slagordet „girlpower” fra 1995 igennem landets folkeskoleklasser og børnehaver, og herefter var vejen banet for, at selv femårige piger gik klædt i modetøj af samme snit som de 25-årige. Det rejste noget nær en storm i landets medier, hvor især midaldrende kvinder protesterede mod, at mindreårige fik lov til at udsende, hvad andre tolkede eller kunne tolke som seksuelle signaler. Nogle enkelte skoler gik så vidt som til at indføre forbud mod den anstødelige beklædning, men de fleste steder blev det ved forargelsen over de efterladende forældre, som ikke greb ind. Det kunne ellers være vanskeligt, for forældrene var oppe mod stærke kræfter. En væsentlig årsag til den nye modes gennemslagskraft skulle findes i den mangedoblede reklameindsats, som fulgte med de elektroniske massemediers kraftige udbredelse. Danske børn blev gennem deres opvækst ansporede til at handle selvstændigt og benytte sig af de tilbud, de fik, hvorfor man ikke kunne fortænke dem i at opføre sig i overensstemmelse med den kultur, der var fremherskende i det øvrige samfund. Og den kultur var intenst opmærksom på træk, der kunne forbindes med det at være ung.