Jon Gislason: Familie, 2001. Familien er præget af forvirring. Parret i midten søger måske at holde pladsen, men flere andre flakser omkring. Nogle står i begreb med at falde ud af billedet. En skikkelse er halvt ankommet. Nogle rækker en hånd ind. Der er flimmer, i baggrunden sorte skygger.

.

Svava Erlingsdottir og Mai-Britt Henriksen blev viet på Københavns Rådhus den 12. august 2000. Den 1. oktober 1989 trådte loven om registreret partnerskab i kraft, hvorefter homoseksuelle par med enkelte undtagelser opnåede ret til at erhverve sig den samme retlige status som ægtepar. Det blev kulminationen på en udvikling, der sikrede de homoseksuelles rettigheder i Danmark. I 1999 blev det desuden lovligt, at registrerede partnere kan adoptere hinandens børn, og at også udenlandske statsborgere efter to års ophold i Danmark kan indgå registreret partnerskab.

.

Adspurgt om, hvad de anså som grundpillerne for et godt liv, fremhævede de fleste både i 1981 og i 1999 et tæt familieliv, ægteskab og arbejde. Fik man børn, var idealet kernefamilien, og langt hen ad vejen blev dette ideal også efterlevet. I hvert fald i udgangspunktet. 95 procent af alle nybagte mødre boede sammen med barnets far. En efterfølgende skilsmisse var en sandsynlighed, som så ud til at blive mindre efter 1990. Trods dette voksede andelen af børn, som boede hos en enlig mor eller – meget sjældent – en enlig far fra 11 procent i 1980 til 15 procent i 1991 og 16 procent i 2000, og familiemønstrene undergik store forandringer.

Skilsmisser og nye ægteskaber foranledigede udbredelse af forbindelser, som ikke havde været indbefattet i den traditionelle kernefamilie, og det afspejlede sig i nye ord som „delebørn”, „sammenbragte børn”, „papsøskende” og „papfar” eller „-mor”. Delebørn boede skiftevis hos deres biologiske mor og deres biologiske far, og begge steder indgik de i en familie, hvor forældrene levede sammen med nye partnere, disses delebørn og eventuelle nye fælles børn. Antallet af implicerede bedsteforældre, fætre og kusiner voksede til noget nær det uoverskuelige. Naturligvis kunne familielivet være præget af det nærvær, som idealet tilsagde, men på de nye betingelser var det uden tvivl kompliceret. Hverdagsaftaler måtte træffes mellem flere husstande, juleaften, fødselsdag og andre mærkedage afvikles på måder, som tilgodeså manges behov. Der var ingen hjælp at hente i fordums erfaringer. Kernefamilien lå fast, men familierelationerne bevægede sig ind i nye, vanskeligt overskuelige mønstre. Måske bidrog dette til en samværsform mellem voksne og børn præget af diskussion om de fælles anliggender og en mere eller mindre udpræget lydhørhed fra de voksnes side over for børnenes krav. En form nogle kaldte for demokratisk, men andre for ødelæggende eftergivenhed.

Kernefamiliens hverdag bar i de fleste hjem desuden præg af normen om voksnes udearbejde, også i familier ramt af arbejdsløshed. Dagen var tilrettelagt ud fra dette hensyn, hvilket betød, at familiemedlemmerne i dagtimerne på alle hverdage levede hver for sig. Børn op til 12-års-alderen eller mere tilbragte for næsten alles vedkommende mange timer i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, fritidshjem eller ungdomsklub. Hertil skulle lægges, at deres sociale kontakter i den tiloversblevne tid også var præget af planlagte aktiviteter, som voksne bragte dem til og hentede dem fra. Hvilken betydning det havde for deres udvikling, var et omdiskuteret emne blandt sagkundskaben, men det stod i hvert fald fast, at børn i årtusindets sidste to årtier kom til at manøvrere i flere sociale sammenhænge, end deres forældre og bedsteforældre havde skullet. Hjemmet havde sine betingelser, institutionen nogle andre, som igen var forskellige fra fritidsaktiviteternes, og der var stor sandsynlighed for, at de mennesker, børnene knyttede sig til, pludselig ville forsvinde ud af deres liv igen gennem flytning eller skift i arbejdsplads. „At forholdet til andre mennesker i sig selv er menneskeværk, der kan skabes og ophæves, bliver for børnehavegenerationen en grunderfaring fra barndommen i stedet for en voksen erfaring, som man – undertiden smerteligt – tilegner sig i løbet af livet,” konstaterede sociologen Henrik Dahl.

Mellem 1985 og 2000 voksede befolkningstallet i Danmark med 200.000 mennesker til omkring 5,3 millioner. Det skyldtes indvandringen. Selvom fødselsraten var for svagt opadgående og blandt de højeste i EU-landene, fødte hver kvinde i gennemsnit kun 1,7 barn, og for at opretholde befolkningstallet skulle kvinderne føde 2,1 barn. Et resultat heraf var, at den gennemsnitlige alder for hele befolkningen steg fra 36,7 år i 1980 til 39,3 år i 2000. Der blev færre børn og flere voksne. Alderen for førstegangsfødende var også i stigning. Den havde i 1970 været 26,7 år, men var 30 år senere så høj som 29,7 år. Det passede godt sammen med en stigning i alderen for indgåelse af ægteskab, og selvom ikke-ægteskabelige parforhold nød større udbredelse end tidligere, stemte det også overens med forøgelsen i antallet af yngre, der levede uden partner. I 1980 levede omkring 2,5 millioner voksne i parforhold og knap 1,2 millioner helt alene. I 1995 var der ikke blevet mange flere par, mens antallet af aleneboende var steget til godt 1,4 millioner. Tilvæksten lå overvejende blandt mennesker i alderen 20 til 40 år, og det antydede en kraftig udvikling i de yngre generationers livsmønstre.

Som tilfældet var med hensyn til børnefamilien, satte også denne udvikling sig sproglige spor. Spurgte man i årene efter 1995 til en aleneboende yngre mands eller kvindes civilstand, kunne svaret lyde, at vedkommende var „single”.

Ordet refererede ikke blot til, at vedkommende boede alene, men også at der var tale om en særlig og selvvalgt livsførelse, hvor en udtalt individualisme forstået som den enkeltes udforskning af sine muligheder og stræben efter at realisere dem var i højsædet. Undersøgelser af singlekultur viste, at de adspurgte satsede stærkt på sig selv, i den forstand at de vægtede deres studier, karrierer, fritidsinteresser og selskabelige samvær med venner højere end de forpligtelser, et tæt dagligt samliv indebar. Et ord som selvrealisering blev ofte brugt som samlende begreb for fænomenet. Det kunne diskuteres, i hvor høj grad singlelivet i realiteten var en ønsket tilstand, for et element heri var også en stærk idealisering af kærlighedsforholdet med den perfekte partner. Singlerne ville giftes, men kun med den eneste ene, og kun hvis de ikke behøvede at opgive for meget af deres frie livsførelse. Derfor måtte de forblive alene. Det som visse sociologer betegnede som „lystfællesskabernes” afløsning af „tvangsfællesskaberne” havde ikke kun positive følger.

Blandt de ældre medborgere stod et mere traditionelt liv måske stærkere, men også her var der forandringer at spore. Andelen af personer over 65 år ud af den samlede befolkning lå både i 1985 og 2000 på omkring 15 procent. Der blev flere gamle over 80 år, som havde et stort behov for pleje, men lige så karakteristisk for folkepensionisterne var det, at mange af dem på samme tid var ved godt helbred, købedygtige og selvbevidste. De ældre udviklede sig til at blive en stærk interessegruppe, blandt andet gennem organiseringen i interesseorganisationen Ældresagen. Det var sikkert en stærkt medvirkende årsag til, at den offentlige ældrepleje næsten konstant var i offentlighedens søgelys, og som regel ud fra ganske kritiske synsvinkler. Men behovet for pleje var stadig et fremtidsperspektiv for mange på 67, 75 eller 80 år, og derfor kunne flere pensionister end nogensinde tidligere i historien føre et liv med rejser og aktiviteter, som i vid udstrækning kun var begrænset af lysten. „I gamle dage var en bedstemor en gammel mild kone, som altid havde tid til børnebørnene. Det har hun ikke længere, fordi hun skal til Mallorca med sin nye fyr,” funderede en damebladsskribent.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Samliv i forandring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig