Anne Louise Hassing som Kirsten i Nils Malmros' „Kærlighedens smerte”, 1992. Noget uden for dansk films mainstream hørte Nils Malmros også i 1990'erne til blandt de væsentligste. „Intimrealismens og erindringens uovertrufne mester” og „dansk films væsentligste og mest indtrængende psykologiske realist overhovedet” er blandt de betegnelser, kritikere har heftet på hans film, der oftest er bygget på hans egne erindringer. „Kærlighedens smerte” vandt i 1993 samtlige fem Bodil'er ved de københavnske filmkritikeres årlige prisuddeling. Tilsvarende ære har kun Kaspar Rostrups „Dansen med Regitze” opnået.

.

Dronning Margrethes gobeliner i Riddersalen på Christiansborg Slot. Gobelinerne var dansk erhvervslivs gave til Dronningen ved hendes 50 års fødselsdag. De blev vævet i Frankrig i årene 1988-2000 efter tegninger udført af kunstneren Bjørn Nørgaard. De 17 gobeliner, der er blevet kaldt den største og mest monumentale kunstneriske udsmykningsopgave i Danmark i det 20. århundrede, henter deres motiver fra Danmarkshistoriens forskellige epoker. Gobelinen er en gammel og traditionsrig udsmykningsform, men billederne fremstår samtidig som moderne kunstneriske frembringelser og viser Bjørn Nørgaards format som en af landets mest betydelige nulevende kunstnere.

.

Det danske kulturliv var naturligvis mangeartet og umuligt at sætte på en enkel formel. Det gjaldt også for den egentlige kunstudøvelse, der ikke blot ville underholde, men først og fremmest undersøge og sætte udtryk på menneskelivet i videste forstand. Mange ældre værker blev uden forsøg på omfortolkning formidlet på landets museer og teatre eller gennem tv og bøger. For de nye som stødte til efter 1985, mente nogle at kunne se visse emne- og indholdsmæssige hovedretninger. En af dem handlede om fællesskab, både mellem mennesker som stod i daglig kontakt, mellem de nulevende og deres forgængere, eller menneskene og naturen. Denne retning var fremherskende i en del af boligarkitekturen, som dyrkede det såkaldte tæt-lave byggeri med fælleshuse og havebrug, men også i den skønlitterære forfatter Peter Høegs uhyre populære værker. Man fornemmede et vist slægtskab med 1970'ernes ofte meget udtrykkeligt politiske kunst, og kritikere betegnede da også ofte retningen med det noget nedsættende begreb „politisk korrekthed”.

Modsætningen hertil var hightech-dyrkelsen af det dynamiske, effektive samfund, afspejlet i hvad man kunne betegne som gnidningsfri, blanke overflader på bygninger eller møbler, men måske først og fremmest i det industrielle design. I en anden retning gik den æstetik, der koncentrerede sig om det opsplittede, brudte og uoverskuelige, måske endda det iturevne og meningsløse. Den helt nye videokunst var i udpræget grad en eksponent herfor, men det var også meget billedkunst og skulptur, for ikke at tale om digtningen. Sidstnævnte havde samtidig individet i centrum, ofte digteren selv i sin sproglige udforskning af verden. Digteren og kritikeren Poul Borum havde i 1987 oprettet en forfatterskole, hvorfra hovedparten af 1990'ernes toneangivende unge forfattere udgik, og de lå indbyrdes meget nær på hinanden i deres optagethed af sprogets betydning for forholdet mellem det enkelte menneske og den omgivende virkelighed.

Et iøjnefaldende træk ved kunsten i 1990'erne blev en stærk aggressivitet. Kunstmuseerne bød på rådnende svinekroppe, levende guldfisk i blendere og afstøbninger af menneskelige legemsdele. På teatrene simulerede skuespillerne brutale voldtægter. På Kgs. Nytorv i København blev en smadret parkeringsplads lagt ud. Indtil hærværksmænd ødelagde bilerne på en ukunstnerisk facon. Kunstneriske provokationer var stadig mulige, men de krævede stærkere midler end tidligere.

Størst publikumsgennemslag fik de danske film, både i biograferne og på tv. Interessen blev befordret af, at Gabriel Axel i 1987 vandt en Oscar for sin filmatisering af „Babettes Gæstebud” og Bille August de næste to år både De Gyldne Palmer i Cannes og en Oscar for „Pelle Erobreren”. Da Bille August i 1992 nok en gang vandt De Gyldne Palmer for „Den gode vilje”, var den internationale opmærksomhed omkring dansk film efterhånden betragtelig, og det virkede utvivlsomt også befordrende for den videre udvikling. Nyskabende blev først og fremmest Lars von Trier, og i kølvandet på ham bølgen af unge dogmefilminstruktører.

Den store interesse, danskerne viste den nationale filmproduktion, hang sikkert ikke kun sammen med den forøgede omtale, de internationale succeser affødte, men også med deres indhold. Filmene kunne være komedier, dramaer eller noget helt andet, og i fortællemæssig henseende var de ofte stærkt prægede af Hollywoods normer. Men fælles for de fleste var, at de behandlede forskellige sider af et dansk hverdagsliv. „Hvis man vil have en idé om hvad der optager danskerne og hvilke forandringer der er sket i det danske samfund inden for de seneste år, så er de 'levende billeder af Danmark' et godt sted at begynde,” skrev to forskere i 2003 i en analyse af de nye danske film. For „den berømte store danske samtidsroman” havde skiftet medie, så den nu udfoldede sig på lærredet og tv-skærmen. Et af deres eksempler var Thomas Vinterbergs „Festen” fra 1998. Hovedpersonen bliver i filmens start præsenteret som udlandsdansker, han bevæger sig gennem et landskab med mindelser om motiverne fra gamle nationalt forherligende malerier, og han siger: „Lige nu går jeg og kigger på markerne. Mit fædreland. Her er sgu smukt.” Men efterhånden som filmen skrider frem, afdækker den familiær råddenskab, smålighed og indelukkethed, og det viser sig, at hovedpersonen netop er udlandsdansker, fordi han ville vende disse forhold ryggen.

Næsten alle de nye film kredsede om almindelige menneskers problemer med at finde ud af kærligheden og livet, og i adskillige af dem spillede forhold som det kendte over for det fremmede, danskere over for udlændinge, desuden en central rolle. Der blev sat spørgsmålstegn ved de måder, hvorpå livet blev levet i Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kunstens temaer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig