På jagt efter danskheden

En antagelse af, at der hos befolkningen i Danmark fandtes særtræk i livsstil og livsanskuelse, en fælles dansk mentalitet og måde at gøre tingene på som skilte sig ud fra andre befolkningers, havde i årtier været så fremherskende, at den stort set ikke havde stået til diskussion. Plusord som tolerance, sindighed, fredsommelighed og hygge havde ofte været brugt til at karakterisere denne danskhed, men forsøg på at undersøge den nøjere havde der i mange år ikke været gjort uden for meget snævre kredse på de politiske fløje. I begyndelsen af 1980'erne tog enkelte historikere nu emnet op, og i 1985 prøvede kendte mediefolk og politikere sig med nogle bud i litteraten Mette Winges og journalisten Annelise Bistrups bog „Danskere – hvem er vi?”. Det markerede starten på en interesse for det særegent nationale, der viste sig at være mere omfattende og mere udpræget end i Danmarks nabolande.

Interessen hang umiddelbart sammen med den omfattende debat i forbindelse med de mange flygtninges ankomst til landet, men også forholdet til EF og EU spillede kraftigt ind, og efterhånden også internationaliseringens og globaliseringens mere diffuse påvirkning gennem informationsstrømme og økonomiske forbindelser. Nye begreber i dansk sammenhæng som „det multikulturelle samfund” eller „det multietniske samfund” vandt stor udbredelse til beskrivelse af en tilstand, hvor mennesker med vidt forskellige traditioner og levevis og forestillinger levede som ligestillede naboer i den samme stat. En tur gennem København i 1990'erne bød da også på synet af indbyggere med rødder i Istanbul, Baghdad og Colombo, såvel som i Vesterbro, Esbjerg og Thisted. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen tøvede ikke selv med at karakterisere sin by som multikulturel. Han var på det rene med, at det medførte problemer, men mente ikke, det stod til at ændre. Det begræd han heller ikke. Hans holdning var, at alle, der boede i København, skulle regnes for københavnere og behandles ens.

Dette pragmatiske syn blev også formuleret i historikeren Søren Mørchs meget omtalte bog „Den sidste Danmarkshistorie” fra 1996. Hans konklusion var, at det danske samfunds væsentligste politiske og kulturelle funktioner ikke længere kunne håndteres i nationalstatsligt regi, og at de nationale følelser efterhånden var stærkt forfladigede. Ingen ville længere dø for fædrelandet, pointerede han. De nøjedes med at græde, når fodboldlandsholdet tabte.

Opfattelser som overborgmesterens og historikerens blev dog stærkt udfordret af dem, som fremhævede værdierne ved den hidtidige befolkningsmæssigt homogene danske nationalstat og den unikke folkekarakter, de mente var vokset frem heri. Mindst lige så omtalt som Søren Mørchs bog var Søren Krarups „Den danske nødvendighed” fra 1994, hvori et klart billede blev malet frem af det sunde og livskraftige folkelige element, der igennem tusind år altid havde reddet Danmark fra tåbelige politikeres og intellektuelles sværmerier for unationale projekter.

Selvom Søren Krarup fik betragtelig indflydelse på 1990'ernes danske samfundsdebat, og gennem sit medlemskab af Dansk Folkepartis folketingsgruppe sidenhen også en vis direkte politisk indflydelse, blev hans bastante synspunkter næppe delt af det store befolkningsflertal. Man kunne dog nok i store træk regne med, at enkeltpersoner eller grupperinger ofte ville kalde de synspunkter for danske, som de ønskede fremmet, mens de tilsvarende betegnede de holdninger som udanske, som de ikke sympatiserede med. Betegnende herfor var det, at den stærke kritik som kredse til højre i dansk politik efter den kolde krigs afslutning rettede mod partierne bag fodnotepolitikken under Schlüter, ofte blev udtrykt i vendinger som „nationalt svigt”. Søren Krarups nære ven og politiske partner Jesper Langballe mente i 2003 endog at kunne spore „landsforræderiske tendenser” i 1980'-ernes socialdemokratiske sikkerhedspolitik.

Om nu danskheden drejede sig om fodboldspil og klaphatte eller om heroisme og slægtens dybe rødder, blev der i hvert fald flere danskere, som direkte adspurgt sagde, at de nærede kærlighed til Danmark og det, de forstod som danske værdier. Det fremgik af spørgeundersøgelser om danskernes værdier, som blev foretaget i 1981, 1990 og 1999. Undersøgelserne afslørede, at midt i samfundets kraftige forandringer udtrykte stadig flere stolthed over at være dansk, og allermest de unge. Adspurgt om hvad de regnede for centrale værdier, fremhævede de fleste af de adspurgte forhold som gensidig respekt, troskab, tolerance, ansvarsfølelse og forståelse. Rent bortset fra at der kunne være betragtelig forskel på idealerne og realiteterne, var der i forsøgene på at indkredse danskheden tale om værdier, hvis sammenknytning med forestillingen om en særligt national mentalitet strengt taget burde betegnes som lidet overbevisende. Det var ganske sigende, at SF's formand Holger K. Nielsen betegnede frisind, tolerance og retfærdighed som danske værdier, samtidig med at den britiske premierminister Tony Blair betegnede de samme begreber som britiske kerneværdier. Ifølge undersøgelser bestod der derimod en forskel mellem de to lande derved, at udlændinge i Danmark i højere grad måtte vedblive med at blive betragtet som udlændinge, end tilfældet var for udlændinge i Storbritannien, uagtet om de vedkendte sig de hævdede værdier.

I og for sig var det vel kun den folkekirkelige religionsudøvelse, som kunne karakteriseres som specifikt dansk. Skulle man tro resultaterne af spørgeundersøgelserne, var det til gengæld også et aspekt af stigende betydning. Spørgsmålet om religion udviklede sig til at være et brændpunkt i jagten på danskheden.