Københavns fornyelse

I 1994 var finansminister Mogens Lykketoft tæt på at sætte København under administration på grund af et budgetunderskud på 2,9 milliarder kroner. Det skete ikke, og det skulle vise sig, at bunden var nået netop dette år. Herfra gik det fremad for både økonomien og beskæftigelsen. Det skyldtes til dels den voldsomme opblomsting af IT- og bioteknologiske virksomheder, der valgte at slå sig ned, hvor ung, veluddannet arbejdskraft var mest tilgængelig. Men den store bedring skulle også tilskrives flere store politisk bestemte projekter.

Et af projekterne drejede sig om udnyttelsen af de store ubenyttede områder i Københavns Havn. I alverdens store havnebyer havde nye transportformer og metoder igennem årtier mindsket aktiviteterne ved kajanlæg og pakhuse, med den følge at enorme havneområder efterhånden stod forladte og tomme. Sådan var det også gået i København, og som det var tilfældet i store byer som London, fik nogle øjnene op for de enestående muligheder for nybyggeri i umiddelbar nærhed af de gamle bydele, havnearealerne bød på. Folketinget nedsatte derfor i 1988 et udvalg, der fik til opgave at fremsætte et samlet forslag til udnyttelsen af de 42 kilometer, kajerne strakte sig over. Det kom der allerede året efter en betænkning ud af, og storstilet byggeaktivitet fulgte også, men ikke efter en samlet plan, og ikke koordineret. De forskellige havneområder havde som ejere nemlig dels staten, dels Københavns Kommune og det selvejende Københavns Havnevæsen, samt forskellige private, og deres interesser gik i mange retninger. Resultatet ti år senere var en havnefront, der både bød på flotte og mindre lødige nye byggerier, og på nænsomme såvel som mere spekulationsprægede renoveringer af pakhuse og andre gamle bygninger. Det var næppe arkitekters drøm, men det bidrog til at bringe København ud af mere end to årtiers stagnation.

Undervejs blev der bygget på de fire nært sammenhængende projekter Øresundsforbindelsen, Ørestaden, metroen og udvidelsen af Kastrup Lufthavn. En fast forbindelse over Øresund havde der i årevis været talt om i Sverige og Danmark, i de senere år også realistisk. Mest entusiastisk var den svenske storindustri. Det var da også herfra, lobbyforetagendet „The Roundtable of European Industrialists” blev anført, som i 1991 gav det endelige stød til, at der i begge lande blev vedtaget love om en kombineret fast tog- og bilforbindelse over Øresund. Broen skulle forbinde landene ved Malmö og Dragør, og det styrkede for de danske politikere og andre interessenters vedkommende allerede eksisterende planer om at bebygge en stor del af det ellers naturfredede Vestamager. Planerne fik fast form i Ørestadsprojektet, der med tilslutning fra både Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet blev vedtaget i Folketinget den 19. juni 1992, ti måneder efter beslutningen om Øresundsforbindelsen. Der skulle skabes en helt ny bydel med motorvejstilkørsel til broen og lufthavnen, og en metrolinje skulle skabe hovedforbindelsen ind til Københavns centrum. I bydelen skulle der foruden boliger og indkøbsfaciliteter hertil være den mest moderne industrielle produktion, forskning og kultur. Det indebar, at både private firmaer og offentlige institutioner ville placeres her. Københavns Universitet på Amager, der allerede lå i nærheden, skulle flyttes, det samme skulle Danmarks Radio og Rigsarkivet, og der skulle bygges en IT-højskole og en forskerpark.

De kæmpestore projekter blev begrundet i nødvendigheden af at opruste hovedstaden, så den kunne klare sig i en verden, hvor de største metropolers indbyrdes konkurrence blev anset for afgørende for nationernes skæbne. Derfor rakte planerne videre til skabelsen af en økonomisk sammenhængende region på begge sider af Øresund. Det statslige danske syn herpå fremgik af Landsplanredegørelsen fra 1992 „Danmark på vej mod år 2018”, der talte om „Øresundsregionen som en ny storbyregion i Europa”. Det skortede ikke på store visioner om at skabe et førende kraftcenter i Nordeuropa eller endog hele Østersøområdet, som skulle trække hele Danmark og Skåne med ind i en hidtil uset vækst. Men forventninger var én ting, virkelighed noget andet. Ti år senere var det stadig småt med integrationen mellem den danske og den svenske side af Øresund. Et ofte anvendt mål for regionens succes var i begyndelsen af 1990'erne dens evne til at tiltrække højteknologiske virksomheder. Her stod Storkøbenhavn stærkt med omkring 20 procent af arbejdsstyrken beskæftiget her. I Københavns Amt var det 12 procent. I hele Øresundsregionen var det kun 5,5 procent. Så man på det daglige samkvem, flyttede åbningen af Øresundsforbindelsen i 2000 forbløffende lidt. Konklusionen fra implicerede forskere var så godt som enstemmigt, at resultaterne var begrænsede og større forbedringer ikke inden for rækkevidde i en overskuelig fremtid.

De 25 milliarder kroner, Øresundsforbindelsen kom til at koste, og udgiften på 9 milliarder kroner til metroen var som forventeligt langt mere end oprindeligt forudsat, men byggerierne blev gennemført. Øresundsforbindelsen endda før tiden. Lufthavnsudvidelsen til 6 milliarder kroner blev ligeledes færdiggjort. Mere problematisk udviklede Ørestads-projektet sig. Finansieringen var det ømme punkt, som i tidligere tider havde henvist Ørestaden til arkivet for luftkasteller. Denne gang havde man valgt at oprette et interessentselskab med en stærk overvægt af medlemmer fra statslige og Københavns kommunale institutioner, som skulle hente milliarderne hjem ved en spekulativ manøvre. Gennem skabelsen af infrastrukturen forventede Ørestadsselskabet, at byggegrundene ville blive attraktive og dermed dyre, og indtægterne fra salget af dem skulle så afbalancere de allerede afholdte udgifter. Det blev dog vanskeligt at tiltrække købere, hvorfor staten via forskellige ministre måtte træde til og købe dyre byggegrunde hos Ørestadsselskabet. Da to private firmaer endelig slog til med en plan om at bygge Field's, Danmarks største butiks- og biografcenter, vakte det protester fra amter over hele landet. Centeret kalkulerede med et kundegrundlag på fire millioner mennesker hentet så langt væk som det østjyske Trekantområde Vejle, Fredericia og Kolding, og dets omfang oversteg langt de begrænsninger på nye butikscentre, Miljø- og Energiministeriet indførte i 1997. Her var der fastsat en øvre grænse for nye butiksprojekter på 3000 kvadratmeter for dagligvarer og 1000 kvadratmeter for udsalgsvarer.

Field's fik alligevel sin tilladelse, og opførelsen af Ørestaden skred trods alle problemer fremad. Også selvom VK-regeringen i 2002 standsede planerne om udflytningen af Rigsarkivet hertil. Københavns gamle bydele fik undervejs også deres fornyelser. København var europæisk kulturby i 1996. Denne begivenhed blev blandt andet forberedt gennem store nybyggerier for kulturinstitutionerne i årene herop til. Allerede i 1986 blev den omfattende udbygning af Nationalmuseet vedtaget, som blev færdiggjort i 1992. Derefter fik Statens Museum for Kunst en hårdt tiltrængt tilbygning, og Det Kongelige Bibliotek fik et stort nyt hus, Den Sorte Diamant, som blev indviet i september 1999. Søværnet blev flyttet fra Holmen ved årsskiftet 1995-96. Umiddelbart efter rykkede Kunstakademiets Arkitektskole ind i de gamle bygninger, senere fulgte Statens Filmskole, Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium. Det hidtil lukkede militærområde var hermed åbnet og omskabt til et vigtigt centrum for kunst og uddannelse. Senere stødte bolig- og erhvervsbyggeri til på Holmen. Andre planer for København strandede, heriblandt nybyggeriet til Det Kongelige Teater, men bygningen af en opera blev påbegyndt i 2001 efter en uventet donation til byen fra A. P. Møllers fond. København blev fornyet i et tempo, man skulle langt tilbage i byens historie for at finde mage til.