Rewal Schmidt Sørensen har med Analyse af 80'ernes økonomiske udvikling baseret på kvartalsvise nationalregnskaber (1994) lavet en grundig analyse af den danske samfundsøkonomi gennem 1980'erne. Med et bredere sigte og dækkende tiden mellem 1960 og 1998 er Henrik Christoffersen Danmarks økonomiske historie efter 1960 (1999). Steffen Elmer Jørgensen Fra chaussé til motorvej (2001) er en detaljeret gennemgang af udviklingen i det overordnede danske vejnet fra 1761. Tiden efter 1985 er viet stor opmærksomhed.

Enkelte virksomheder og fremtrædende personligheder inden for erhvervslivet er genstand for flere bøger, hvoraf mange har det temmelig ukritiske festskrifts karakter. Søren Ellemose A P. Møller Gruppen – stjernen i dansk erhvervsliv (1996) er en grundig gennemgang af verdensfirmaets historie fra grundlæggelsen i 1904 til 1996. I DONG og energien (1998) udreder Mogens Rudiger DONG's historie og behandler dermed et vigtigt aspekt af den danske energipolitik. Per H. Hansen udreder i Da sparekasserne mistede deres uskyld (2001) sparekassernes mange fusioner fra 1965 frem til 1989-90, da de blev opslugt i de store bankfusioner. Sammen med Søren Mørch gennemgår Per H. Hansen i Den Danske Bank (1997) Den Danske Banks historie fra grundlæggelsen og frem til 1996. Blandt de mange publikationer om periodens erhvervsskandaler skal fremhæves Jens Marcus-Møller Det er ganske vist! – Kritisk analyse af Nordisk Fjer (1990), som indeholder en gennemgang af Nordisk Fjers regnskaber og andre offentligt tilgængelige papirer gennem 1980'erne. Bjørn Lambek, Adam Hannestad og Bo Søndergaard gennemgår i Falsk som blæk. Bogen om PFA-sagen (2000) den svindel, som førte til domfældelsen af Kurt Thorsen og Rasmus Trads.

Sider af landbrugets nyeste historie berøres i Flemming Just, Carsten Porskrog Rasmussen og Ib Gejl Fra købmandsgård til koncern. Korn- og Foderstof Kompagniet 1896-1996 (1996) og Hans Vedholm Kernen i mejeribruget (1995). Omfattende og dybtgående er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris betænkning nr. 1351 Landbrugets strukturudvikling (1998). En kortfattet gennemgang af landbrugets stilling i 1990'erne baseret på betænkningen er givet af Flemming Just Landbrugets fremtid i tidsskriftet Bol og By nummer 2 1999. En god gennemgang, der både indeholder principielle overvejelser og konkrete påvisninger af dansk landbrugs aktuelle problemer og muligheder, findes desuden i Henning Otte Hansen Landbrug i et moderne samfund (2001).

Erik Ib Schmidt Behøver vi at nå det hele? (1990) er en populær formidling af resultaterne fra forskningsprojektet „Tid og forbrug”, som forløb i årene 1987-90. Andre sider af danskernes dagligdag belyst ved hjælp af samfundsvidenskabelige metoder afdækkes i Eggert Petersen m.fl. De trivsomme og arbejdsomme danskere (1992) og Danskernes trivsel, holdninger og selvansvarlighed under „opsvinget” (1995).

Henning Grelle (red.) I takt med tiden: LOs historie 1960-1997 (1998) er et bredt anlagt værk, som belyser alle de vigtigste sider af LO's udvikling, og det indeholder tillige gode litteraturoversigter. Hans Jørgen Vad Påskestrejkerne 1985 (1995) følger tæt de ti dages konflikter efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne 1985.

Indvandringen til Danmark er genstand for analyse i Jørgen Würtz Sørensen Assimilation/integration (1989) og Kulturmøde/kulturkonfrontation (1990) og David Coleman og Eskil Wadensjö Indvandringen til Danmark (1999), mens måden indvandrere er blevet omtalt på til forskellig tid afdækkes i Bent Jensen De fremmede i den danske avisdebat (2000). Lise Togeby og Øystein Gaasholt I syv sind (1998) analyserer danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Problemerne med at integrere indvandrerne i det danske samfund behandles i Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiesen (red.) Mislykket integration? (2000). Under udgivelse i 2004 er Pernille Refstrup og Steffen Skovfoged Grænser for solidaritet?, hvori det danske og det svenske Socialdemokratis indvandrerpolitik for første gang underkastes en nøje analyse.

Opmærksomheden skal i øvrigt henledes på ministerielle og andre offentlige hjemmesider på internettet. Her findes en overflod af rapporter, betænkninger og andet indeholdende gode gennemgange af mange sider af den nyeste danske historie.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Økonomi og sociale forhold.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig