Danmarkshistorien

Driftsformen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Efter at have set det første landbrug i Danmark i en art fugleperspektiv, skal vi vende blikket mod detaljen og se på det arbejde, som foregik på bopladserne i de små lysninger, der i århundredernes løb var blevet skabt i skoven.

Med de små rydninger var man begyndt udnyttelsen af en særdeles god muldjord. I den tætte urskov, som især bestod af løvtræer, var de naturlige muligheder for mulddannelse meget gode. Skoven havde nemlig i årtusindernes løb nået en art ligevægtstilstand, hvor den skovmuld, der mineraliseredes år for år, svarede til den mængde, der blev dannet af skovens egne døde organiske stoffer. Størst var naturligvis dannelsen af skovmuld på den næringsrige jordbund.

Nu er det en velkendt sag, at en sådan ligevægtstilstand ikke varer evigt. Naturen er i stadig forvandling, og havde mennesket ikke grebet ind, ville der alligevel i tidens løb være sket en langsom ændring af jordbundens beskaffenhed gennem mordannelse og udfældning af mineraler i undergrunden. Men med menneskets indgreb i skoven forstyrredes naturens balance afgørende og jordbundsforringelsen tog for alvor fart.

I et moderne landbrug søger man at modvirke denne forringelse gennem en fornuftig jordbehandling. Men disse muligheder rådede bondestenalderens mennesker ikke over. Ved at ødelægge store skovarealer gennem kvæggræsning og svedjebrug øgedes udvaskningen af jordens næringsstoffer. Sårbare var også de steder i landet, hvor terrænet var kuperet. Her medførte ødelæggelsen af den naturlige vegetation erosion og jordfygning, når mulden ikke længere blev holdt fast af planternes rødder.

Spor efter ardpløjning, fundet ved udgravning af en langdyssehøj ved Snave nær Dreslette på Sydvestfyn. Den 45 m lange jordhøj havde beskyttet ardfurerne mod udslettelse. Plovsporene tegnede sig svagt som mørkfarvede striber i den lysere undergrund. Afstanden mellem furerne var normalt ca. 20 cm. Der var spor efter to pløjninger oven i hinanden.

Med det arealkrævende landbrug man praktiserede, må den muld, der var til stede før landbrugets opkomst, være blevet ødelagt ret hurtigt. Allerede i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. har man utvivlsomt forstyrret det økologiske system stærkt og derved indledt dannelsen af en overdrevslignende bevoksning, hvor den naturlige jordbundsforringelse fik øget fart. Det er derfor ikke overraskende, at man allerede i det 4. årtusinde f.Kr. ser vidnesbyrd om, at ploven har været i brug.

Under mange gravhøje fra bondestenalderens første tid er der fundet spor af pløjning. De må altså stamme fra tiden, før gravhøjen blev bygget, og det synes sikkert, at omkring 3500 f.Kr. var ploven brugt af landets bondebefolkning. Om den har været kendt endnu tidligere, dvs. helt fra den tid, hvor de første rydninger blev foretaget i skoven, er endnu uvist, men det er ikke ret sandsynligt. De ældste spor efter brugen af ploven dukker nemlig op påfaldende samtidigt over store dele af det europæiske kontinent.

I Orientens landbrug, dvs. i det nordlige Mesopotamien, har ploven været kendt i hvert fald fra det 5. årtusinde f.Kr. Omkring 3500 f.Kr. er dette nye redskab udbredt blandt bondesamfundene i Central- og Nordeuropa – og altså også i Danmark. Hvad man brugte før den tid til markernes bearbejdelse, er endnu uvist. Gravestokken er en mulighed, men sikre beviser for dens anvendelse har man ikke.

Der er god grund til at tro, at netop indførelsen af plovbruget var bondesamfundenes svar på nogle udfordringer, som udsprang af forstyrrelsen af den økologiske balance. I de rydningsområder, som bønderne snart fik etableret, ødelagdes hurtigt jordbundens opsparede næringskapital. Den mere intensive, men også mere arbejdskrævende bearbejdning af jorden blev nødvendig, og hermed skabtes forudsætningerne for indførelsen af ploven.

Hvordan denne plov så ud, ved vi ikke med sikkerhed. Det ældst bevarede eksemplar fra Danmark er fra bronzealderens begyndelse, omkring 1800 f.Kr. (se foto). Det var en krogard, fremstillet af en simpel grentveje. Med netop en sådan plovtype kunne man skabe de furer, som er bevaret under bondestenalderens gravhøje.

De første plove har kunnet løsne det tætte rodnet, der lå tilbage i overjorden efter afbrændingen af skoven, og de har derved kunnet forberede jorden til såning på de små markstykker, som hørte til bosættelserne.

Trods en ikke særlig dybtgående behandling af jorden fik ardpløjningen alligevel en vidtrækkende betydning for landbruget. Ødelæggelsen af vegetationen blev afgørende for landskabets videre udvikling. Åbningerne i skovene blev efterhånden af mere permanent karakter, og derved skabte man forudsætningerne for den udvidelse af kvægholdet, som vi kan følge igennem de kommende årtusinder.

Korndyrkningen derimod forblev stadig af begrænset omfang. Markstykkerne har næppe været ret store – og ej heller særlig permanente. Det sidste fremgår ikke blot af pollendiagrammerne, men også af de få rester, vi har af bondestenalderens afgrøder. De er nemlig forholdsvis frie for ukrudt, hvad de ikke ville være, dersom der var tale om marksystemer under vedvarende dyrkning.

Kornsorterne var hvede og byg. Hveden kendtes dels som almindelig hvede og dværghvede, dels som emmer og enkorn. Byggen var den såkaldte nøgne byg. Den var sammen med dværghvede den letteste at tærske, mens kernerne af emmer og enkorn var sværere at løsne fra avnerne.

Til billedet af sundhedstilstanden i bondestenalderen hører også de talrige spor efter udøvelsen af lægekunst. Det her viste kranium, der er fundet i en stenbygget grav ved Næs på Falster, viser en trepanation foretaget på issen af en 30-40-årig mand. Operationen lykkedes, som det ses af de helede sårrande, og manden må have levet længe efter indgrebet. Også spor efter tandbehandling kendes fra bondestenalderens kranier. Mange af disse lægelige indgreb må være foretaget for at lindre kraftige smerter.

Husdyrholdet var den anden og måske vigtigste bestanddel af bondestenalderens landbrug. Allerede fra den tidligste begyndelse har man kendt til såvel okse som får, ged og svin. Der har dog været stor forskel på udbyttet af de enkelte arter. Ligeledes har sammensætningen af husdyrflokkene været bestemt af bosættelsernes naturomgivelser.

Svineholdet har givetvis været af stor betydning. Det hang sammen med, at skoven endnu stod tæt omkring bopladsen – og at svineflokkene i øvrigt krævede ringe pasning. Stenalderens tamsvin mindede meget om vildsvin. De var kortere end de svin, vi kender i dag, havde et stort hoved og sandsynligvis også lange børster som vildsvin. Efter ca. to år var de i passende slagtestand, og det var normalt efter den alder, at de måtte lade livet.

Også fårene og gederne har kunnet klare sig uden megen pasning. Nogle steder, hvor græsningsmulighederne omkring bopladsen var særlig gode, har fåreholdet været ret betydeligt. Men man skal næppe forestille sig, at det var for uldens skyld. De bevarede knogler fra bopladserne viser, at man slagtede fårene allerede i løbet af deres anden vinter, dvs. før de nåede at bære uld for anden gang. Ja, mange blev slagtet endnu tidligere. Udnyttelsen af uld fra fårene ligesom i øvrigt mælk fra kvæget sker først senere i husdyrholdets historie.

Endelig var der okserne. Det kvæg, som de første bønder opdrættede, hørte til det største, vi kender fra oldtiden. I de efterfølgende årtusinder blev dyrene gradvis mindre. Men i bondestenalderen var der endnu tale om stort kvæg: i kødvægt svarede en ko til syv får eller fire-fem svin. Efterhånden som egnede græsningsarealer blev tilvejebragt, blev det da også okserne, som kom til at levere henved tre fjerdedele af kødforsyningen. Desuden gav de huder og trækkraft, og allerede omkring midten af bondestenalderen kan vi tydeligt se, hvorledes disse store horndyr bliver det vigtigste element i husdyrholdet.

Indførelsen af landbruget betød, at der var opstået en helt ny ernæringssituation for befolkningen. Kostvanerne ændredes efterhånden, og det kan direkte måles ved naturvidenskabelige undersøgelser af stenalderens skeletter. Gennem målinger af isotopet kulstof-13 i menneskeknogler kan man, som allerede nævnt, påvise, at hovednæringen i jægerstenalderens senere del stammede fra vandet. Det forekommer naturligt i betragtning af bopladsernes placering i nærheden af havet.

I bondestenalderen derimod skifter billedet – og tilsyneladende ret brat. Hovednæringen synes nu at have været føde fra landjorden. Og heri må føde fra de dyrkede marker og fra tamdyrene have spillet en væsentlig rolle. Paradoksalt nok var den nye fødevaresituation, hvor mad kunne fremskaffes i hidtil uanede mængder, en fordel der indebar alvorlige farer. Hungersnød i klassisk forstand synes at være et barn af landbruget, for misvækst kunne nu true samfundet på en helt anden måde end tidligere.

Hertil kom, at en stigende afhængighed af planteføde kunne medføre et overforbrug af kulhydrater, først og fremmest stivelse, som igen kunne afstedkomme et underskud i ernæringen på protein og fedt. Ligeledes er vitaminmangel noget, man nu for alvor må regne med. Mangelsygdomme som engelsk syge er således konstateret på skeletter fra det tidlige landbrugs tid. Et teknologisk fremskridt var landbruget nok, men mennesket havde nu for stedse grebet ind i den naturlige økologiske balance. En farefuld færd frem mod nutiden var begyndt.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Til billedet af sundhedstilstanden i bondestenalderen hører også de talrige spor efter udøvelsen af lægekunst. Det her viste kranium, der er fundet i en stenbygget grav ved Næs på Falster, viser en trepanation foretaget på issen af en 30-40-årig mand. Operationen lykkedes, som det ses af de helede sårrande, og manden må have levet længe efter indgrebet. Også spor efter tandbehandling kendes fra bondestenalderens kranier. Mange af disse lægelige indgreb må være foretaget for at lindre kraftige smerter.

© Dette billede må du ...

Spor efter ardpløjning, fundet ved udgravning af en langdyssehøj ved Snave nær Dreslette på Sydvestfyn. Den 45 m lange jordhøj havde beskyttet ardfurerne mod udslettelse. Plovsporene tegnede sig svagt som mørkfarvede striber i den lysere undergrund. Afstanden mellem furerne var normalt ca. 20 cm. Der var spor efter to pløjninger oven i hinanden.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
udfældning
i kemien d.s.s. fældning . ...Artikel i Den Store Danske
forvandling
Guderne kan ofte forvandle sig til fx dyr, når de er ...Artikel i Nordisk Mytologi
kulhydrater
... carbohydrater , saccharider , gruppe af ...Artikel i Den Store Danske
permanente
(se permanentbølgning ), behandle hår med permanent ...Artikel i Den Store Danske
tandbehandling
omfatter forebyggende behandling, fx med fluor , ...Artikel i Den Store Danske
jordfygning
muldflugt , sandflugt , støvstorm , vindens ...Artikel i Den Store Danske
fugleperspektiv
det perspektiv , man ser sine omgivelser i, ...Artikel i Den Store Danske
Mesopotamien
den historiske betegnelse for det store områd ...Artikel i Den Store Danske
forvandling
metamorfose , i zoologien betegnelse for st ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
JJe
13/02/2012
  • Læst 743 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki