Efterspurgte råvarer og varecirkulation

Den omfattende flintmineindustri, som opstod i det nord- og østdanske område i løbet af det 4. og 3. årtusinde f.Kr., var fremkaldt af befolkningens behov for effektive arbejdsredskaber. Fra produktionscentrene spredtes bl.a. de tunge skovøkser ud over store dele af landet. Bondestenalderens bopladser var altså langtfra selvforsynende.

Ganske vist ser man dem ofte fremstillet sådan i modsætning til bronzealderens samfund, der var afhængige af tilførsler af fremmed metal. Men allerede i begyndelsen af bondestenalderen finder man så omfattende en udveksling af råvarer og færdigprodukter, at man snarere må slutte, at en vedvarende cirkulation af varer og mennesker var en forudsætning for, at samfundet overhovedet kunne fungere.

Når forskningen har kunnet påvise produktionsområder i Nordjylland, på Djursland, Stevns, Møn, Lolland og Falster og sandsynligvis også på Sydfyn med en betydelig masseproduktion af flintredskaber, så skyldes det ikke alene kendskabet til flintens naturlige forekomster og huggepladserne. Også mangfoldige fund af flintøkser, ofte nedlagt mange sammen som ofre i landets moser, kan bidrage til lokaliseringen af centrene. Disse offerfund er en del af overskudsproduktionen i de flintrige egne. Man nedlagde fortrinsvis ting, man havde rigeligt af, f.eks. råemner til økser. Men man kunne også nedlægge kæmpemæssige økser helt uden brugsværdi, redskaber som tilsyneladende hovedsageligt havde en symbolsk betydning.

Nogle af offerfundene rummer udelukkende sådanne flintplanker. I alt kender man 26 af den slags fund. Det største af dem indeholdt 28 stykker med en samlet vægt på 28 kg. Disse depoter ligger logisk nok i områder, hvor naturlig flint var let tilgængelig i undergrunden. Uden for de store produktionsområder var det derimod især skrotdepoter, der blev nedlagt, dvs. gamle, slidte stykker, der var sekundært tilhugget. Jo længere væk man kommer fra de flintrige egne, jo ringere vægt har flintdepoterne – og i de fjerneste egne har man nøjedes med nedlæggelser af flintafslag.

De store depoter kan således bidrage til at stedfæste de vigtigste produktionscentre. Samtidig viser deres geografiske fordeling også, at de sandsynligvis var rituelle nedlæggelser. Havde de været handelsmænds depoter, beregnet for senere afhentning, ville deres fordeling have været helt anderledes.

Den vidtrækkende spredning af de eftertragtede råvarer inden for det sydskandinaviske område var imidlertid ikke et enestående fænomen. Vender man blikket mod syd, ser man, at der over hele det nordeuropæiske kontinent foregik en livlig råstofudveksling i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Det skete bl.a. med det formål at fremskaffe egnede råmaterialer til redskabs-fremstillingen. De danske produktionsområder var blot de nordligste udløbere af et stort europæisk kompleks af flintminer. Overalt i disse miner anvendte man de samme tekniske metoder ved råstofindvindingen, og næsten overalt satsede man på de samme produkter, især økser.

Går man over Østersøen til Rügen, finder man her et center af samme karakter som de danske. Fra Rügen spredtes såvel råflint som færdige produkter langt sydpå, bl.a. ind i de polske områder.

Også i Polen, i Lysa Gora bjergene, ved Świeciechów og Krzemionki, ca. 400 km fra Østersøkysten kender man mineområder. Her udvandt man nogle karakteristiske flintsorter, som betegnes henholdsvis den stribede og den plettede flint. Den polske flintmineindustri havde et kolossalt omfang. På et af udvindingsstederne var antallet af mineskakter op imod 1000. Fra dette mineområde blev flinten, ligesom den danske, spredt ud over et stort areal, med en radius på mere end 500 km fra selve minerne.

Et tilsvarende billede kan man se i det nordvestlige Europa, i Holland, Frankrig, Belgien og England. Også her var minedriften i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. betydelig og afsætningsområdet stort.

Karakteren af denne spredning af råvarer og færdigprodukter blandt de tidlige bondesamfund i Nordeuropa er endnu langtfra afklaret. Det er givet, at man ikke kan kalde den handel i den moderne forstand af ordet. Bl.a. eksisterede en direkte forbindelse mellem udbud og efterspørgsel ikke. Og rejsende handelsmænd, som bragte økserne fra egn til egn, skal man næppe heller forestille sig. Ved at studere vareudvekslingen i nutidige lavtekniske samfund har man imidlertid kunnet se, hvordan disse sikrer, at vigtige råmaterialer kan udnyttes og spredes trods den spinkle forbindelse, der hersker imellem samfundene.

Det gør de ofte ved bl.a. at lade genstande af mere symbolsk værdi indgå i udvekslingen. Det kan f.eks. være eksotiske materialer, der bruges som smykker, eller som er statussymboler, der markerer bærerens sociale position. Efterspørgslen efter sådanne genstande får derved en art svinghjulseffekt på cirkulationen af de mere nyttebetonede materialer, og derved holdes hele vareudvekslingssystemet i gang.

Bag alt dette ligger nogle helt andre forestillinger end dem, der hersker i den moderne verden med dens pengeøkonomi. I lavtekniske samfund vil udvekslingen af varer oftest være knyttet til sociale begivenheder af forskellig art: religiøse ceremonier, udveksling af ægteskabspartnere, indgåelse af alliancer f.eks. Der er næppe tvivl om, at det også var sådanne sociale foranstaltninger, der befordrede bondestenalderens handel eller vareudveksling.

Hvad angår brugen af sjældne eller symbolske varer som drivkraft for vareudvekslingen, så kan man netop se, at de nordeuropæiske bondekulturer i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. tog sådanne midler i brug. Det var bl.a. overdimensionerede flintøkser, det var metal, og det var rav. Altsammen genstande, som for de tidlige bondesamfund i Nordeuropa spillede en stor rolle i sociale sammenhænge, som f.eks. havde en ceremoniel betydning, eller som blev brugt til at markere ejerens sociale status.

De overdimensionerede flintøkser var op til 50 cm lange. De lignede i øvrigt de almindelige arbejdsøkser, men har været helt uden praktisk værdi. Det er ikke urimeligt at antage, at de ligesom hos nulevende folkeslag i Den Tredje Verden har været anvendt i forbindelse med udveksling af mennesker, ægteskabspartnere f.eks. eller i forbindelse med indgåelse af alliancer mellem forskellige samfund.

Metallet, dvs. kobber, har haft den samme betydning. Selv om sten endnu var et af de vigtigste redskabsmaterialer, så kendte bondebefolkningen i Nordeuropa altså til brugen af metal, først og fremmest i form af kobberøkser eller små smykker.

Disse kobbergenstandes oprindelsessted lå i de østlige egne af Mellem- og Sydeuropa. Økserne var oftest brede og flade, undertiden med lidt udsvajede æghjørner. Kobberøkserne findes som regel nedlagt som ofre i fugtige områder, og deres brugsværdi har været meget ringe sammenlignet med de effektive og tunge arbejdsøkser af flint. Det er først og fremmest dette, der gør, at man må henregne kobberøkserne til de symbolske genstande.

Men også øksernes geografiske udbredelse er talende: herhjemme er fundene koncentreret inden for bestemte landområder, navnlig Østjylland og Fyn. Man har derfor foreslået, at de egne, der specialiserede sig i brugen af kobbersager, netop var dem, som manglede andre bytteobjekter. I Vestjylland havde man f.eks. rav, i Nordjylland og på den sjællandske øgruppe og i Vestskåne havde man flint. Men de egne, som ikke var begunstigede således, synes altså ved togter over Østersøen, måske til Odermundingen at have skaffet sig de eksotiske økser. Herved blev de i stand til at indgå i den vareudveksling, der bl.a. sikrede tilførslerne af den eftertragtede flint.

Ravet var et andet af de materialer, som indgik i bondesamfundenes vareudveksling. Også her var der tale om et råmateriale uden egentlig brugsværdi. At det var så eftertragtet skyldles, at man benyttede det til smykker, som bl.a. i gravritualerne markerede de dødes sociale status.

Vest- og Nordjylland var naturligvis som i dag, hovedleverandøren. Men også andre steder kunne man finde det gyldne rav, som var blevet dannet i de nordeuropæiske fyrreskove for mere end 35 millioner år siden.

Om den voldsomme udvidelse af vareudvekslingen i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. vidner bl.a. overdådige offergaver i landets moser, først og fremmest i de egne, hvor de største mængder af rav forekom naturligt. Ved Mollerup i Nordjylland har man fundet en sådan offergave af ravperler fra bondestenalderen. Tretten tusinde perler var der i alt. Skatten fra Mollerup er ikke den eneste af sin art.

Tørvegravninger i jyske moser har igennem de sidste 150 år bragt adskillige af den slags kostbarheder for dagen. I 1837 fandt man således ved gravning i et engområde ved Læsten mellem Viborg og Randers over 4000 ravperler, de fleste af dem betydelig større end i Mollerupfundet. Alt ravet lå samlet på ét sted og vejede ialt otte kilo. Det er efter vægten den største ravskat, der kendes fra bondestenalderen i Danmark.

Et andet sted, ved Nørkær nær Viborg, var knap 2000 stykker rav lagt ned i et lerkar i et fugtigt område, som i oldtiden havde været tæt bevokset med ellekrat. I en mose ved Stagsted i Vendsyssel var ligeledes hensat et lerkar med 2675 hele perler og 100 stumper af perler. Ligeledes i et lerkar fandt man i en mose ved Torslev i Vendsyssel 4250 små perler, ca. 150 store perler og henved 100 gennemborede ravklumper. Et tilsvarende fund blev gjort ved Hvilshøj, også i Vendsyssel, her lå ca. 3600 ravperler sammen i et lerkar. Endelig fandt man ved Lille Ajstrup i Himmerland henved 8000 perler, som tilsammen vejede tre kilo.

Flere fund kunne nævnes fra de nordjyske moser. Allesammen vidner de om den flittige indsamling af rav, som blev foretaget navnlig ved kysterne ud til det store Vesterhav.

Med disse glimt af vareudvekslingen er der åbnet for et indblik i nogle af de økonomiske mekanismer, som bandt bondestenalderens samfund sammen. Rent økonomiske var de imidlertid ikke. De var dybt forankrede i det sociale system, og det er mod dette, vi i det følgende skal rette blikket.