Flint og flinthuggere

Den nye livsform, som landbruget medførte, havde stillet landets befolkning over for en mængde nye opgaver. En af dem var at skaffe råmateriale til de tunge redskaber, det daglige arbejde i landsbyen, på markerne og i skoven fordrede. Først og fremmest havde man brug for økser til svært tømmerarbejde. Her var man fordelagtigt stillet, for flint er et råmateriale, som forekommer rigeligt i Danmark.

Flint findes i kridttidens aflejringer, dvs. den skrivekridt og limsten, som udgør så solid en del af landets undergrund. I de nordlige og østlige dele er disse kridtforekomster blottede – og her, samt andre steder, hvor flinten var let tilgængelig, foregik der en storstilet råstofudvinding gennem det 4. og 3. årtusinde f.Kr.

Af udseende er flinten fra skrivekridtet næsten sort. Dog er den næsten gennemskinnelig, når man holder den op mod lyset. Den er hårdere end glas og derfor velegnet til både at skære og at hugge.

Der kendes mange flintforekomster i Danmarks undergrund. De er dog langtfra alle kortlagt af geologerne. Det gælder f.eks. de rige forekomster på Lolland og Falster. Nøjagtige bestemmelser af oprindelsesstedet for bondestenalderens flintredskaber kan derfor endnu kun gives i grove træk, og dette påvirker hele diskussionen om, hvor de vigtigste produktionscentre lå.

Hertil kommer, at råstofudvindingen ikke blot fandt sted, hvor undergrundskridtet nåede op i dagens lys. Istidens gletschere havde slæbt store og små flintknolde med sig, og ved bortsmeltningen efterlod isen store mængder flint næsten overalt i den danske jordbund. I skrænterne ved havet og langs indlandets vandløb var der f.eks, meget flint at samle.

Men den bedste kvalitet fik man ved at tage flinten i selve kridtaflejringerne. Man kunne bryde den de steder, hvor kridtet og limstenen stod blottet som klinter, f.eks. på Lolland og Falster og på Djurslands østkyst. Og endelig kunne man udvinde den ved regulær minedrift. Det skete f.eks. i Thy, hvor man i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. gravede store mineanlæg ned i skrivekridtet.

I disse nordjyske kridtforekomster lå flinten i vandrette lag på ca. 20 cm tykkelse. Man gravede ned til dem i lodrette skakter, indtil 7 m dybe. Fra skakterne fulgte man flintlagene ud i vandrette gange, stoller, som snævrede ind, så man yderst ude i minegangene måtte hugge flinten liggende.

Fra stollen udgik små sidegange, som undertiden stod i forbindelse med tilsvarende gange fra andre skaktsystemer. Lofterne i sidegangene stod som spidse buer. Det var naturligvis af sikkerhedsgrunde, da kridtet i denne dybde var fuld af revner og let kunne styrte sammen.

Flintminedriften i undergrundskridtet krævede en kolossal arbejdsindsats. De dybe skakter tog måneder at grave, og man kan stille sig det spørgsmål, om udbyttet virkelig svarede til arbejdet. Ganske vist kender man ikke nøjagtig det udbytte, de nordjyske miner gav. Men et eksperiment udført i Norfolk i Østengland, hvor tilsvarende flintminer fandtes, er tankevækkende.

Her lavede man for få år siden en efterligning af en af de store stenalderminer ved Grimes Graves. Selve gravningen af skakten tog seks-syv mand henved seks måneder. Omkring 1000 t sand og kridt blev fjernet – og resultatet var kun otte t råflint. Af disse otte t er sandsynligvis kun 20-30% blevet anvendt til de færdige redskaber.

Nu har udbyttet i de nordjyske miner utvivlsomt været højt, og det var flint af absolut bedste kvalitet, man fik frem. Men alligevel må den store arbejdsindsats undre. For i Thy lå kystlinien med dens mængder af naturlige flintforekomster ikke langt borte. Man skal nok tage hele dette forhold som udtryk for, hvor stort bondesamfundets behov var for råflint af allerbedste kvalitet.

Et andet spørgsmål, man kan stille sig, er, hvor vidt fremskreden den håndværksmæssige specialisering bag flintminedriften var? Her kan man nok til en vis grad tale om småsamfund, hvis kendskab til råstofudvindingen var meget stort. Men højt specialiserede håndværkere, dvs. enkeltpersoner, som sad inde med et monopol på viden, har der næppe været tale om. Enhver inden for gruppen har sandsynligvis kunnet tage del i produktionen. Vi skal altså næppe betragte bondestenalderens flinthåndværkere på samme måde som de specialisthåndværkere, der århundreder senere dukker op inden for f.eks. metalhåndværket.

Undersøgelserne af de jyske flintminer har vist, at den første tilhugning af råflinten fandt sted ved selve mineområdet. Herved formindskedes vægten til noget nær det halve, hvilket lettede den senere transport. Samtidig fik man så også lejlighed til at efterprøve flintens kvalitet.

Den første tilhugning skete ved, at man med slag af sten i forskellige størrelser fremstillede en flintbarre, dvs. et råemne, som havde den rette rektangulære form og det korrekte tværsnit. Barrens form skulle altså ligge så nær den færdige økse som muligt. Råemnerne blev derefter bragt videre til flinthuggerværkstederne, hvor de næste skridt til tilvirkningen fandt sted.

Disse forskellige stadier i tilhugningen er ret velkendte både fra de arkæologiske fund og fra nutidige eksperimenter med flinthugningsteknik. Først fik råemnet endnu en tilhugning, der var mere præcis end den første. Nu huggede man med indirekte slag, dvs. med en hammer på et hjortetakredskab, for at opnå den ønskede præcision. Under denne tilhugning lå den flintblok, der skulle blive til en økse, på flinthuggerens lår eller blev holdt fast mellem disse. Flintafslagene var nu mindre og tyndere. Bredsiderne af råemnet blev tilhugget fra to sider, så afslagene mødtes på midten af siderne.

Så fulgte den endelige formgivning af øksen. Æggen blev hugget færdig, og hvor de fire langsider af øksen mødtes, pressede man små afslag af og dannede derved en art siksaksømme. Denne tilhugning af kanterne gav øksen dens karakteristiske buede tværsnit.

Hele dette arbejde, som altså førte frem til den færdige, men uslebne økse, tog ikke mere end et par timer for en øvet flinthugger. I gennemsnit foretog flinthuggeren mellem 1000 og 2000 større og mindre afslag.

Så fulgte endelig øksens slibning. Var det en såkaldt tyknakket økse, foregik den på begge bredsiderne og fjernede alle tidligere spor af tilhugning. Smalsiderne forblev normalt urørte.

Huggepladser eller værksteder, hvor råemnerne blev videreforarbejdet, kunne i mange tilfælde ligge tæt ved råstof lejet. Faktisk kender man fund af sådanne værksteder. Et af dem er udgravet ved Hastrup Vænget lidt syd for Køge. I dette østsjællandske område havde flintproduktionen et omfang, som svarer til, hvad man på samme tid kunne finde i en række europæiske lande: i Frankrig, Belgien, Holland, England, Tyskland og Polen.

Hastrup Vænget var en flinthuggers værksted. Det var i brug omkring 3300 f.Kr. og var naturligvis blot et blandt talløse andre i dette produktionsområde, hvorfra flint spredtes ud over store dele af Danmark.

Den omhyggelige analyse af flinthuggerpladsen, som blev foretaget efter udgravningen, sandsynliggjorde, at kun en enkelt flinthugger havde arbejdet på stedet. Udgangspunktet for produktionen var tilsyneladende råemner med en vægt på omkring 4-6 kg, og i den korte tid, værkstedet fungerede, må mellem 20 og 30 færdige, men uslebne økser være blevet fremstillet her, at dømme efter mængden af flintafslag. Samlet har dette antal økser repræsenteret mellem 40 og 60 timers sammenhængende arbejde, altså en flittig mands arbejdsuge. I alt har flinthuggeren forbrugt mere end 150 kg udsøgt råflint.

Flintminerne, huggepladserne og fundene af de færdige redskaber giver samlet et billede af den rationelle måde, hvorpå man tilrettelagde råstofudvindingen og produktionen af redskaber i bondestenalderen. Bag det altsammen aner man en høj grad af organisation og evne til at udnytte de forhåndenværende muligheder. Disse færdigheder delte landets befolkning med andre tidlige bondesamfund over store dele af det europæiske kontinent.