Udbredelseskort over de ældste, rektangulære stendysser. Kortet viser de områder af landet, hvor det store dyssebyggeri satte ind omkring 3500 f.Kr.

.

Troldkirken, der ligger øst for Nibe ud mod Gjøl Bredning, er et af Danmarks smukkeste, stenbyggede gravmonumenter fra bondestenalderen. Den 50 m lange langdysse blev fredet som et af de allerførste danske oldtidsminder i begyndelsen af 1800-tallet. Men fredning har kun reddet en brøkdel af de tusinder af stengrave, der opførtes i bondestenalderen. I dag er det vanskeligt at beregne Danmarks oprindelige antal store stengrave. I Nationalmuseets arkiver er der registreret ca. 7000, men man regner med, at der i det 4. årtusinde f.Kr. er opført mindst 20.000 stengrave i Danmark.

.

Runddyssen „Påskær Stenhus” ved Knebel på Mols, den største danske runddysse og et af de smukkeste oldtidsminder i Danmark. Stendyssernes fritstående gravkammer blev i forrige århundrede et nationalt symbol – og er det stadig. Men bondestenalderens dyssekamre var ikke fritstående, de var dækket af jord, så nok kun det øverste af overliggeren ragede op over højen. Runddyssen ved Knebel består af fem bæresten dækket af en stor overligger og omgivet af 23 randsten.

.

Forsøg med at trække en syv tons tung dæksten til en dysse på plads, udført på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter ved Lejre i sommeren 1984. Den vældige stenblok blev anbragt på en slæde af træstammer, og flytningen blev foretaget af 80 personer.

.

I nogle egne af landet var der i det 4. årtusinde f.Kr. efterhånden blevet skabt store sammenhængende rydninger. Her lå nu tusinder af stenbyggede gravmonumenter, et synligt udtryk for den opdeling af landet, som konkurrencen om den bedste jord havde resulteret i.

Store stenblokke blev slæbt sammen for at danne væggene i solide gravkamre, som igen blev dækket af kæmpemæssige dæksten. Nogle af dem vejede over 20 tons. Mellem 5000 og 6000 bevarede storstensgrave kender vi i dag, men oprindelig må tallet have været meget højere. Man har skønnet, at det nåede helt op på 40.000. Alle blev de opført inden for et tidsrum af højst 500 år.

På en ejendommelig måde levede de døde mellem de levende. De var der som evigt nærværende forfædre i bygdens store grave, og her kunne man altid vende sig til dem, når deres bistand blev nødvendig.

De store stengrave, megalitgrave kalder man dem, blev ikke blot opført i Danmark. Over store dele af Nord- og Vesteuropa byggede man på omtrent samme tid lignende monumenter. De har altid fascineret forskningen, og de er blevet fortolket på utallige mere eller mindre fantasifulde måder. Man mente f.eks., at de måtte være inspireret af Ægyptens pyramider. Det var de nu ikke. Nogle af de ældste storstensgrave, de i Bretagne, blev nemlig bygget omkring 4500 f.Kr., dvs. mere end 1500 år før Ægyptens pyramider.

I dag er man mere tilbøjelig til at se storstensgravene som markeringer af de enkelte samfunds territorier. Og de bliver derved et håndgribeligt udtryk for, hvordan man i den tidlige bondestenalder omsatte samfundets overskud og samlede befolkningen til en stor, fælles arbejdsindsats.

Byggeriet af de store stengrave i Danmark satte ind omkring 3500 f.Kr. De første stenbyggede grave var stendysser – i begyndelsen ret små, firkantede, omtrent mandslange gravrum af svære granitvandreblokke, kun beregnede til en enkelt begravelse.

Gravrummet blev omgivet af en aflang eller rund høj med randsten, kendt som henholdsvis langdysser og runddysser. Begge kunne opnå betydelige dimensioner, størst var langdysserne, der undertiden var over 100 m lange. Den største kendte langdysse i Danmark ligger ved Fjends nær Viborg. Den er 185 ni lang.

Det er kun i enkelte tilfælde sket, at man har kunnet udgrave urørte dyssekamre. Nogle gange har man fundet et enkelt skelet i graven. Men andre gange har man fundet rester af op til seks mennesker liggende uden orden og under forhold, der tydede på, at gravkammeret var blevet brugt til gentagne begravelser.

De senere dyssekamre blev forsynet med en indgang fra den ene smalside. Det var en foranstaltning, der sikrede, at man kunne bruge graven til flere gravlæggelser, uden at man behovede at skubbe den tunge overligger til side. Samtidig begyndte man også at bygge kamrene større, igen for at vinde plads til mange døde. Og endelig byggede man dyssekamre med en femsidet grundplan og indgang – det er de såkaldt polygonale dysser.

Dyssebyggeriet fortsatte en århundredgammel tradition fra opførelsen af de store tømmerbyggede gravanlæg. Men byggematerialet var nyt: sten af anselige dimensioner og tilsvarende vægt. Transporten og rejsningen af stenene og jordhøjen har formentlig krævet noget i retning af 1000 manddage for et middelstort gravanlæg.

Men udviklingen af de store stengrave var ikke afsluttet dermed. Omkring 3300 f.Kr. begyndte man at opføre jættestuerne, kolossale gravanlæg, som krævede en endnu større arbejdsindsats og kunnen. De blev bygget i de gamle, tættest befolkede af bondestenalderens bygder.

Udefra set havde jættestuerne en anden virkning end dysserne. Medens dyssernes høje ofte var omgivet af kolossale stenblokke, var jættestuernes randsten mindre. Kun omkring indgangen til kammeret tog de til i størrelse og lagde ligesom op til den vigtige indgang til gravmælet – den som markerede overgangen fra de levendes verden til de dødes. Selve højens form kunne være rund eller oval, men den kunne også være rektangulær og næsten have form som et hus.

Gennem den snævre indgangspassage kom man ind i jættestuens kammer. Væggene stod som kæmpemæssige oprejste stenblokke, der undertiden var kløvede, for at man kunne frembringe den flade side, der vendte indad mod kammeret. Bredden af kammeret var almindeligvis 2-2,5 m. Ved bygningen af dette satte man almindeligvis først de to hjørnesten ved indgangen.

Derefter satte man bærestenene umiddelbart overfor, i kammerets modsatte side, så man på den måde fastlagde kammerets bredde på midten. Man kunne nu anbringe de følgende bæresten til siderne, indtil man opnåede den ønskede størrelse af kammeret. Bærestenene var næsten altid af granit eller gnejs. De kunne have en højde på 1,5-2 m. I de små kamre behovede man 6-8 bæresten, i de store kunne der være helt op til 27 bæresten.

Et særlig vanskeligt sted i konstruktionen var der, hvor gangen udgik fra kammeret. Her stod de to hjørnesten, som var lidt lavere end kammerets bæresten. De var gerne særligt udsøgte og havde en kvadratisk eller trekantet standflade. Over indgangspartiet lagde man nu en kraftig, flad sten, den såkaldte noglesten, som senere skulle bære en eller to dæksten. Nøglestenen ”låste” man fast til siderne ved hjælp af højere sidesten. Stenene i gangen var næsten altid højest inde ved kammeret og aftog så i højde udadtil mod indgangen.

På dette stadium af byggeriet kunne man begynde at udfylde mellemrummene mellem de store bæresten. Gravkammeret skulle nemlig være helt tæt. Mellemrummene blev fyldt ud med en pakning af flade sandsten, eventuelt med birkebark imellem. En sådan opbygning kalder man en ”tørmur”, idet der sædvanligvis ikke var noget bindemiddel imellem stenene. Det kunne dog hænde, at bygmesteren brugte en våd kridtmasse, der virkede som mørtel. Vådt ler kunne også bruges.

Opførelsen af tørmuren var et kompliceret arbejde. Inde i kammeret sad mureren og tildannede fliserne og lagde dem på plads mellem bærestenene. På ydersiden af kammeret sad hans medhjælper og beklaskede tørmurens bagside med en blanding af vådt ler og knust flint i takt med, at fylden til den omgivende høj blev tilfort. Op mod kammeret påførte man næsten rent, fast ler. Det ydede støtte til kammeret og sikrede samtidig, at der ikke kunne trænge vand ind.

Den sidste del af arbejdet bestod i at lægge dækstenene på plads. Hvordan man gjorde det, er lidt af en gåde. Velkendt er den arkæologiinteresserede kong Frederik 7.s forslag om, at man brugte rullende tømmerstokke på en jordrampe, der førte op til bærestenenes øverste kant. Noget har den gamle konges forslag nok på sig, for man har i flere tilfælde kunnet iagttage skråtstillede lag i jættestuernes højfyld, dvs. spor efter den rampe, som stenene formentlig blev trukket op ad.

Hvordan fremgangsmåden end har været, så var det nok den midterste dæksten, som først blev lagt på plads. Derefter blev dækstenene på begge sider af den midterste lagt på plads. Derved fik man en slags selvlåsende konstruktion, som sikrede, at jættestuens kammer forblev stabilt.

Selve gravkammeret var nu færdigt, og man kunne begynde indretningen af det indre. Kammerets gulv blev beklædt med et lag af store og små, tæt lagte sten, som virkede drænende. Oven på lagde man dernæst et 10-20 cm tykt lag knust flint, som ofte var hvidbrændt. Der var dog også tilfælde, hvor gulvet blev lagt af ler eller eventuelt blot bestod af det naturlige undergrundssand.

Det gravkammer, man nu havde opført, kunne være af meget forskelligartet udformning. Det kunne være lille og ovalt, indtil 3 m langt. Det kunne også være rektangulært. I så fald var det gerne større end de ovale kamre – længden kunne nå helt op på 16 m. Der kunne også høre bikamre til hovedkammeret. Det var en skik, man navnlig fulgte i Limfjordsegnene.

Og endelig kunne kammeret være udformet som et dobbeltkammer, der bestod af to rum med fælles endevæg. Det var en form, man navnlig foretrak på Sjælland. Men variationerne var uendelige og gerne præget af lokale forhold. Fælles for alle jættestuerne var dog, at deres indgang næsten altid pegede mod syd: den retning hvor solen stod højest.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forfædrenes grave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig