Gravkammeret i en jættestue blev bygget efter faste retningslinier. Til væggene anvendte man en række store sten, hvis fladeste side vendte indad mod kammeret. Gravkammerets sider skrånede let indad for bedre at kunne tage trykket fra de ofte kolossale dæksten, der lukkede kammeret til foroven. Mellemrummene mellem stenene lukkede man med udkløvede stenfliser, der hindrede indsivning af jord i kammeret. Den her viste jættestue er fra Fjellerup på Djursland.

.

Fra udgravningen af jættestuen Hulbjerg på Langeland. Billedet viser de mængder af knogler, en jættestue kan rumme. Forneden til venstre ses det oprindelige stenbelagte gulv, som ved gentagne gravlæggelser er blevet dækket af et tykt lag skeletter.

.

Hovedskaller indgik på flere måder i forfædrekulten. De her viste er fundet ved Bundsø på Als. Det forreste stykke er slidt langs kanten og kan have været brugt som drikkeskål i forbindelse med religiøse ritualer.

.

Stridsøkser og køller blev ofte brugt som gravgaver i de stenbyggede grave. Disse fornemme våben blev fremstillet af f.eks. dolerit (diabas) og sandsten, stenarter, som var velegnede til fremstilling af våben i former, der var vanskelige eller umulige at lave i flint. Den blankslebne overflade, de svungne former og de ophøjede sømme efterligner de støbte metalvåben, der gennem byttehandelen kom bondestenalderens folk i hænde. Med små, tætstillede slag blev stenens overflade knust, indtil våbenet havde den ønskede form. Derefter fulgte slibningen og boringen af hullet til skaftet, som blev boret med en træstok og et boremiddel, sand, af en større hårdhed end den bjergart, som våbnet var fremstillet i.

.

De store stengrave opfattes almindeligvis som bondestenalderens fællesgrave. Og sandt er det også, at de blev anvendt til gravlæggelser mange gange – også i senere perioder. Det betyder, at de første begravelser ofte er fjernet eller stærkt forstyrret. Det er derfor overordentlig vanskeligt at få et indtryk af, hvordan de gravskikke var udformet, som oprindelig knyttede sig til de store stengrave.

Udgraver man i dag en jættestue, tegner der sig gerne et noget kaotisk billede. Det samme indtryk fik tidligere generationers arkæologer, når de åbnede hidtil urørte gravkamre: uorden og kaos var, hvad man så. Og dertil knoglerne af mange døde.

I jættestuen Rævehøj ved Vårby Å på Vestsjælland kunne man således fastslå, at der måtte være begravet hen ved 100 mennesker i gravkammeret. I en jættestue ved Uggerslev på Fyn talte man resterne af mindst 80 mennesker. I dobbeltjættestuen Møllehøj i Hornsherred fandt man i det nordlige kammer knogler af mindst 50 mennesker.

Og da man for ikke mange år siden udgravede den store Hulbjerg-jættestue på sydspidsen af Langeland kunne man fastslå, at den rummede rester af mindst 36 voksne og 17 børn. Her lå alting i en tilsyneladende uorden, men alligevel var der tegn på, at nogle af knoglerne – det gjaldt især ryghvirvler, hånd- og fodknogler – bevidst var skilt ad.

Disse tilløb til orden midt i kaos har i de senere år optaget forskningen en del. For i dem ligger muligvis nøglen til en forståelse af de gravritualer, der knyttede sig til de store stengrave.

Fra svenske jættestuer kendes eksempler på, at gravkammeret har været opdelt i små kistelignende sektioner – og at det ikke var hele lig i anatomisk orden, der blev anbragt her. Tilsyneladende var det knoglerne af allerede skeletterede lig, der blev gravsat i gravkamrene.

I Mecklenburg-Vorpommern, syd for Østersøen, kunne man også melde om jættestuer, hvor kammergulvet var opdelt i fra fire til otte sektioner. Desuden viste det sig, at skeletresterne ofte bestod af et udvalg af knogler af lig, som enten havde været begravet eller udstillet et andet sted. Og skikken gjaldt ikke blot jættestuerne, men også deres forløbere, dysserne. Meget pegede således i retning af, at der ofte var tale om en partiel begravelse af den døde.

Nyere undersøgelser i Danmark synes at støtte antagelsen. Ved udgravningen af en dobbeltjættestue ved Aldersro på Sjælland fandt man således på gulvet i det ene kammer rester af de begravelser, der var foretaget kort efter opførelsen af gravmonumentet. De var forseglet med et lag af sten og sand, og oven på det er der så, flere hundrede år senere, foretaget nye begravelser. Men vigtigt var, at der blandt de tidlige begravelser ikke var ét eneste helt skelet.

Der var ryghvirvler, ribben og kranier – altsammen lå imellem potteskår fra mindst 30 lerkar. Så at sige alle fod- og håndknogler manglede. Tilsyneladende var de døde blevet splittet ad, lemmeknogler var blevet brudt itu, og man havde anbragt dele af skelettet på forskellige steder. De makabre ritualer synes altså at have sigtet mod at ophæve den dødes identitet for at forene ham eller hende med forfædrene. Og denne destruktive adfærd blev så afsluttet med en forsegling af knogledyngen.

Men der er også spor af andre ritualer i og ved storstensgravene. I en tidlig del af jættestuernes brugstid ofrede man lerkar uden for deres indgange. Tidligere mente man, at de ofte store mængder lerkarskår blot var udsmid, der var blevet ryddet ud inde i gravkammeret, når man foretog nye begravelser. Senere er man blevet opmærksom på, at lerkarrene enten stammede fra indvielsesofre knyttet til byggeriet af jættestuen. Eller, hvad der er mere sandsynligt, at de er spor af offerhandlinger foretaget i forbindelse med gravlægningerne inde i kammeret.

Der er med disse ofre tale om noget af tidens bedste keramik. Det kan f.eks. være såkaldte fodskåle, skeer, tragtbægre og skulderkar, oftest dekoreret i de fine stilarter, som arkæologerne betegner Troldebjerg-, Klintebakke- og Blandebjergstilen, og som hører hjemme i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. Det er næsten altid lerkar af meget høj kvalitet, udvalgt specielt med det formål at skulle indgå i offerhandlingerne. Og der kan være store mængder. Ved en af jættestuerne nær Sarup på Fyn var der således ofret flere end 350 lerkar.

Hvordan man skal forstå disse ofre, er ikke helt klart. Nogle af dem stammer givetvis fra udrømninger i gravkammeret, men langt størsteparten er virkelig spor af komplicerede ritualer, der blev foretaget uden for gravkammerets indgang. Man har f.eks. kunnet vise, at lerkar blev hensat oven på randstenene og foran dem, og at lerkarrene ofte blev knust på stedet.

Nogle steder ses det, at lerkarrene ikke var blevet ofret et for et, men i grupper. Andre steder stammede karrene fra en enkelt eller nogle få store offerhandlinger.

Disse ekstravagante offerhandlinger ophørte ret pludseligt i tiden omkring 3000 f.Kr. Eller rettere, der skete en indskrænkning af de omfattende og komplicerede ritualer. Nu var det navnlig redskaber af flint, der blev båret frem ved de rituelle ceremonier. Det kunne være flintøkser, flintmejsler og flintflækker, tilsyneladende uden nogen bestemt orden. Men tit var det redskaber, som var helt ødelagt af ild.

Alle disse ritualer, som man finder spor af ved bondestenalderens storstensgrave, synes at udtrykke et regelbundet monster, som meget ligner de overgangsritualer, man kender fra etnografernes studier af samfund, der praktiserer genbegravelse. Her finder man ofte den opfattelse, at mennesket efter dødens indtræden bevæger sig ind i en farlig overgangsfase mellem liv og død.

Netop den fase er gerne forbundet med talrige tabuforestillinger, for den rådnende krop hører hverken hjemme her eller hisset. Først når den dødes knogler er helt rene og hvide, er overgangsfasen forbi og orden genoprettet. Gennem en rituel destruktion og forsegling af liget tilstræber man da at forvandle det farlige til noget håndterligt. Ikke mærkeligt at mange af disse ritualer fandt sted ved indgangen til gravmælet, på tærsklen mellem livet og døden.

Naturligvis vil vi aldrig få klarhed over, om det var netop sådan, bondestenalderens mennesker tænkte. Men der er næppe tvivl om, at de ofte makabre spor af stenaldermenneskenes ritualer, som vi finder ved de arkæologiske udgravninger, er resterne af en forfædredyrkelse. Vi kan også kun gætte på, hvordan man så på disse forfædre, og hvilken rolle de spillede i de levendes liv.

Fra etnografiske studier kan vi imidlertid fa et indtryk af, hvordan de levende ofte har en ambivalent holdning til forfædrene. De er på én gang nødvendige for fortsættelsen af stammens daglige liv – og farlige som formidlere mellem liv og død. Man forestiller sig ofte, at forfædrene er meget optaget af ikke at blive glemt. De kan finde på at sende sygdom og andre plager mod de levende for at minde dem om, at de skal ofre mad, drikkevarer og andre ting.

Ligeledes ligger det forfædrene meget på sinde, al de levende opretholder de ritualer og skikke, som var gældende, dengang forfædrene selv var levende. Afvigelser fra skik og brug bliver straffet med sygdom og anden ulykke. Men til gengæld yder forfædrene de levende beskyttelse mod onde ånder og mod sygdom. Forfædrene hjælper også de levende til at opnå alle de eftertragtelsesværdige ting i livet: afkom, kvæg, god host og en velordnet tilværelse.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De store stengrave - benhuse og offerpladser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig