Metalteknologiens oprindelse

I Danmark var kendskabet til metal lige så gammelt som kendskabet til agerbrug. Det første kobber var kommet hertil fra Balkanhalvøen og formentlig også Vestslovakiet allerede i det 4. årtusinde f.Kr. Senere kom der også kobber fra de østlige Alpeområder. Men ”kobberalderen” hørte op allerede inden årtusindets udgang, og først hen imod slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. begyndte metal atter at komme i omløb blandt agerbrugssamfundene i nord.

Forhistorien bag denne vigtige nyskabelse var meget lang. Hvor den tog sin begyndelse, står endnu ikke helt klart. Mange undersøgelser har peget på, at der kan tænkes flere indbyrdes uafhængige oprindelsesområder, ikke blot i Mellemosten, men også i Sydøsteuropa. Men det står fast, at man på Balkanhalvøen allerede omkring 4500 f.Kr. lærte sig kunsten at smede kobber.

Det første stadium i Balkanfolkenes brug af metal bestod i anvendelsen af frit kobber, dvs. næsten rent kobber, som det findes i naturen. Ret snart lærte man dog, at frit kobber ikke blot lod sig koldhamre, dvs. bearbejde uden opvarmning, men også kunne hærdes i åben ild. Ved hærdningen undgik man en af de ulemper, som gentagen hamring af kobberet medførte, nemlig at metallet blev skørt. Koldhamring blev dog fortsat anvendt til at give genstandene deres hårde.

Allerede omkring 4000 f.Kr. var man på Balkan nået frem til en teknik, hvormed man kunne udsmelte metal af kobbermalm. Fra dette tidspunkt stammer nogle af de ældst kendte spor af kobberminedrift i Europa: fra Rudna Glava nær Bor i det nordøstlige Serbien og Aibunar i Bulgarien.

Forudsætningen for malmudvindingen og senere formningen af kobberet i støbeforme var en udviklet brændingsteknik, der i ovnene kunne nå de 700 grader C, som var nødvendige for at udvinde kobber af malmen – eller, hvor det drejede sig om støbning af kobberet, de 1083 grader C, som er kobbers smeltepunkt.

Netop en sådan brændingsteknik synes at have haft lange traditioner i Sydøsteuropa, hvor man allerede i adskillige århundreder havde brugt keramikovne, der kunne nå 7-800 varmegrader, og hvor man magtede at regulere lufttilførslen til ovnen. Man har derfor kunnet udvikle metalteknologien uden nævneværdige påvirkninger udefra.

I løbet af det 3. årtusinde f.Kr. spredtes kendskabet til metal støbning over store dele af det europæiske kontinent. I slutningen af årtusindet anvendte man smykker og våben af metal i tre store regioner nord for Alperne. Den ene af regionerne lå i Centraleuropa langs Donaus lange og bugtede løb. Her fik man sine metalforsyninger fra østalpine og karpathiske kobberforekomster.

Den anden lå i Vesteuropa, i Frankrig, England og Irland. Her var det navnlig kobberforekomsterne i Atlanterhavsregionen, der var af betydning. Og den tredje region lå i det nordøstlige Centraleuropa. Man kalder den Únetičeregionen – opkaldt efter et findested nær Prag – og den omfattede Mellemtyskland, Bøhmen, Mæhren, Nedre-østrig, det sydvestlige Slovakiet og det vestlige Polen.

I begyndelsen var det navnlig den vestlige region, der havde betydning for udviklingen i Danmark. Senere overtog Únetičeregionen dens rolle – og det var herfra, at de impulser kom, der omsider førte agerbrugssamfundene i Danmark ind i den europæiske metalkultur.

Vi har tidligere nævnt, at der i Nordjylland, bl.a. på bopladsen Myrhøj, kunne fornemmes indflydelser fra det vesteuropæiske område hen imod slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. Indflydelserne var tydelige i keramikken, som både hvad form og dekoration angik lå tæt op ad den vesteuropæiske såkaldte ”klokkebægerkeramik”. Klokkebægre var en keramikform, der hørte hjemme i den store, metalbrugende, vesteuropæiske region, og i dens grave finder man hyppigt klokkebægre sammen med metaldolke.

Ja, det var fra klokkebægerregionen, at metaldolken introduceredes som en fast del af mandens bevæbning. Den nye dolkmode satte sig igennem med stor styrke, endog i egne uden egen metalforsyning. Det var tilfældet i f.eks. Storbritannien – og det var tilfældet i Sydskandinavien. Her gav den stødet til den sene bondestenalders kolossale produktion af flintdolke.

I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var smykker og redskaber af metal endnu ganske fåtallige i Danmark. I alt kender man hen ved 70 metalgenstande fra den tid, fordelt over hele landet. Særlig mange er der dog i Limfjordsegnene, og det var jo også fra netop disse nordjyske områder, at forbindelserne gik til folkeslagene i det nordvesteuropæiske område. Limfjorden var så at sige den kanal, hvorigennem metallet i begyndelsen blev ledt ind i Danmark.

Det kom hertil bl.a. i form af simple, flade kobberøkser, som meget lignede de økser, der blev fremstillet i områderne ved den nedre Rhin, i England og Irland. Dolke, som blev så vigtig en del af mandens bevæbning, kender man derimod kun udført i kobber i et enkelt fund fra Danmark. Her dækkedes behovet tilsyneladende helt af de fornemt tilhuggede flintdolke. Men også guld begyndte nu at komme til landet. Bl.a. de prægtige, såkaldte lunulae, som vi kender tre af fra bondestenalderens slutning. I deres form viser de tydelige påvirkninger fra De Britiske Øer.

Det store spring fremad blev imidlertid taget omkring 2000 f.Kr. Da indtraf et veritabelt boom i udnyttelsen af metal over store dele af det europæiske kontinent. Specielt den såkaldte Únetičeregion fik nu dyb betydning for udviklingen af metalkulturen i Sydskandinavien. I den nordlige del af Únetičeregionen, i det der i dag er det sydlige Sachsen-Anhalt og det nordlige Thüringen, opstod et centrum for produktionen af metal. Her arbejdede kyndige håndværkere, som beherskede komplicerede støbeteknikker.

Værkstederne hørte til i nogle rige bronzealdersamfund, som på næsten alle sider var omgivet af malmrige bjergmassiver: tin, guld og kobber fandt man i Erzgebirge, kobber i Thüringerwald og Harzen. Og hertil kom, at området gennemstrømmedes af store, sejlbare floder, som muliggjorde færdsel til nære og fjerne egne.

Rige var de, disse bronzealdersamfund, men også præget af markant social ulighed. I slutningen af det 3. årtusinde havde der endnu været forholdsvis lidt metal i omløb mellem de enkelte samfund, og da var samfundsformen også forholdsvis enkel. Men kort efter 2000 f.Kr. var det lykkedes nogle få slægter i området at tilegne sig magten.

Tilsyneladende var det sket ret pludseligt. Der opstod en ny samfundsform, som fik en varighed af 200-300 år, og de nye slægter markerede deres position ved et vældigt forbrug af bronzegenstande. Deres magt fik de formentlig fra en monopolisering af teknikken til fremstilling af tinbronze. Det er også muligt, at udvindingen af salt var en kilde til deres rigdom.

Et af de mest iøjnefaldende udtryk for den nye samfundsorden var de kæmpemæssige gravhøje, som de ledende slægter rejste over deres døde. Det må have været magtfulde ledere, disse gravhøje blev rejst over. Nogle af de største gravhøje er udgravet i Leubingen og Helmsdorf i Sachsen-Thüringen. Gravhøjen i Leubingen var omkring 8 m høj og 34 m i diameter.

Inde i den var der et tømmerbygget gravkammer, som rummede to rigt udstyrede grave. Tællinger af årringene i gravkammerets træ viser, at tømmeret blev fældet omkring år 1900 f.Kr. Lige så stor som Leubingen-graven var højen ved Helmsdorf. Her viste træringundersøgelser, at gravkammeret er bygget omkring 1840/1800 f.Kr.

Et andet udtryk for rigdommen i det mellemtyske område var et stort antal rige offernedlæggelser, der bestod af mængder af kostbare metalvåben og -redskaber.

Det må have været fremkomsten af de rige centre i Mellemtyskland få hundrede kilometer syd for Danmark, der satte gang i importen af metal og udviklingen af et metalhåndværk i det sydskandinaviske område. Det skete samtidig med, at der overalt i Europa nord for Alperne voksede en metalkultur frem, hvor genstande af kobber, bronze og guld blev til et udvekslingsmiddel, en fælles værdienhed, der blev accepteret overalt.

Også helt mod syd, i den østlige del af Middelhavet, havde det 3. årtusinde f.Kr. været en forvandlingens tid.

Landbrugets produktivitet var blevet øget, en befolkningsforøgelse var sat ind og det førte til, at der omkring 2000 f.Kr. opstod højt udviklede bycivilisationer, de første i Europa. Første gang var det på øen Kreta, hvor den minoiske kultur voksede frem. Det var nu, de store paladser i bl.a. Knossos og Faistos blev bygget. Omkring disse magtcentre opstod samfund med en tydelig social lagdeling. Til paladserne knyttede der sig talrige specialhåndværkere, og der udvikledes yderligere et skriftsprog, hvormed man holdt orden i økonomien. Nogle få århundreder senere gentog det samme sig på det græske fastland, hvor den mykenske kultur opstod omkring 1600 f.Kr.

Hændelsesforløbet i Grækenland frem til år 2000 f.Kr. var som nævnt resultatet af en kraftig befolkningsvækst, en omlægning af erhvervet og dertil en række kraftige påvirkninger fra de mellemøstlige bycivilisationer. Det førte til skred i udviklingen – og det er stort set de samme drivkræfter, der var virksomme i Central- og Nordeuropa, om end man ikke her nåede frem til den samme rige kulturudfoldelse som i det sydeuropæiske område. Men også i nord satte en udvidelse af vareudvekslingen ind, først og fremmest af eftertragtede våben og smykker samt sjældne råstoffer som bl.a. guld, bronze og rav.

Udvekslingen fandt sted mellem de nyopdukkede rigdomscentre, og altsammen var det som en del af et socialt system, hvor ledernes prestige og magt bl.a. var betinget af evnen til at samle og fordele velstand efter bestemte normer. På den måde opstod der kæder af udvekslingssystemer over store strækninger af det europæiske kontinent – og heri finder man også forklaringen på, at de danske oldtidssamfund nu for alvor blev bragt i kontakt med folkeslagene mod syd.