Tradition og fornyelse i Østdanmark

Mens de arkæologiske udgravninger er begyndt at kunne tegne et billede af enkeltgravstidens bosættelser på Bornholm, står det endnu dårligt til i de gamle, tætbefolkede landbrugsområder på de frugtbare jorder i Nord- og Østjylland og på de store østdanske øer. Det skyldes, at i størsteparten af de ca. 400 år, der her er på tale, er fundene fra disse områder meget fåtallige. Og de har tilmed været vanskelige at tolke.

At fundene er sparsomme skal man ikke undre sig over. Disse områder har været dyrket længst, og derfor er det også her, at dyrkningen har været hårdest ved de arkæologiske levn.

Der er andre perioder af oldtiden, hvor en sådan mangel på fund er lige så påfaldende. Det gælder f.eks. den tidligste jernalder, dette til trods for, at man af pollendiagrammerne kan slutte, at bosættelsen og opdyrkningen af Østdanmark netop på den tid var særdeles omfattende.

Det samme gælder perioden fra ca. 2800 til 2400 f.Kr. Fundene er få, men dog ikke så få, som man troede for blot få år siden. Det har nemlig vist sig, at der også i dette fremskredne tidsafsnit af bondestenalderen foregik en omfattende vareudveksling af flint i det østlige Danmark.

Egentlig kan det ikke overraske, for det var jo netop flintforekomsterne, der var en væsentlig del af grundlaget for bondekulturens velstand blot få hundrede år tidligere, og her var situationen fortsat uforandret. Blot har man endnu ikke fundet direkte spor efter flintminedriften.

Til gengæld vidner talrige fund af såkaldt tyknakkede retøkser af flint om, at økserne i Østdanmark fortsat fungerede som værdigenstande og statussymboler. Her holdt man altså fast ved de gamle ritualer i modsætning til, hvad man gjorde i det vestlige Danmark.

De højt værdsatte flintøkser fra Østdanmark havde efter ca. 2800 f.Kr. ændret sig i forhold til tidligere tider. Øksebladet var svagt krummet og nakken kunne være skråt tilhugget. Det tyder på, at økserne var skæftet noget anderledes i den første bondekulturs tid. Dengang synes økseskaftet helt at have omsluttet øksens nakke. Nu ser det ud til, at øksen blev skæftet med en del af nakken ragende bagud. Som sådan kender man den med bevaret træskaft fra et mosefund fra Føllenslev i Nordvestsjælland.

De mange økser fra offerfund i moser og engdrag eller fra rituelle nedlæggelser ved de stenbyggede gravkamre har vist sig at være en vigtig nøgle til forståelse af tiden mellem 2800 og 2400 f.Kr. i Østdanmark. Tidligere generationers arkæologer mente, at disse områder i løbet af perioden var blevet invaderet af nye folkeslag, eventuelt vestfra eller sydfra.

Nu antager man i stedet, at Østdanmark blot var et sted, hvor forandringerne af bondekulturen trængte langsommere igennem. F.eks. fortsatte man på de danske øer den skik at ofre flintøkser i og ved jættestuerne som et led i døderitualet. Skikken voksede frem århundreder tidligere, hvor man brændte eller nedgravede meget fint forarbejdede økser i forbindelse med begravelsesceremonierne.

Det vedblev man med i Østdanmark, især på Sjælland, mens man i Vestdanmark hverken ofrede flintøkserne særlig omhu ved forarbejdningen eller i større omfang benyttede dem i vareudvekslingen.

I Østdanmark var de rituelle normer, der kom til udtryk ved brugen af de store stenbyggede grave, altså de samme som i tidligere århundreder. Først i løbet af perioden skete der en slags udligning mellem Øst- og Vestdanmark bl.a. hvad angik benyttelsen af økser. Den kraftige retøkse af flint gik ud af brug og blev erstattet af en tyknakket tværøkse med hulsleben æg – altså et helt andet redskab.

Det kan synes at være en ubetydelig detalje. Men disse nye økser var betingelsen for at man kunne udvikle en ny huggeteknik, som bl.a. gjorde det muligt at fremstille vogne. Denne tekniske fornyelse trak endnu en forandring med sig, nemlig en udvidelse af udvekslingen af flintredskaber, som nu igen omfattede hele landet.

Det er dog kun et lille hjørne af problemet, arkæologien har kunnet tage fat på. Fortsat ved man uendelig lidt om, hvad der skete i Østdanmark i disse dunkle århundreder af oldtidshistorien. Det står dog klart, at de gamle bondebygder fortsat var beboede, og at man i bygderne endnu brugte de gamle, stenbyggede gravkamre til begravelser.

Det er også tydeligt, at man ved vareudvekslingen og de rituelle nedlæggelser af værdigenstande, flintøkser især, fortsatte traditionerne fra tidligere århundreder. Men dertil kom, at en række af de normer, som i løbet af perioden var blevet fremherskende i Vestdanmark, nu også trængte igennem i Østdanmark.

Om hele grundlaget for bondekulturen i tiden mellem 2800 og 2400 f.Kr. i Østdanmark er man dog endnu sparsomt underrettet. Der vides meget lidt om bebyggelsens omfang, om bopladsernes udseende og om detaljerne i erhvervsformen.

Dog har denne del af landet sandsynligvis været præget af velstand og af en rolig kulturudvikling. Men sådanne forlob er ofte meget vanskelige at registrere i arkæologiske fund. Krise og forvandling i et samfund vil hyppigt give sig langt mere markante udslag i de levn, der bevares i jorden gennem årtusinderne.

For landet som helhed er der endnu et uløst problem, der knytter sig til perioden, nemlig kystzonens rolle. At den blev udnyttet i disse århundreder står dog helt klart. Ja, faktisk kan man på det tidspunkt, hvor forvandlingen af bondekulturen for alvor sætter ind, se spor efter en livlig aktivitet ved de danske kyster. Men arten lader sig endnu ikke klarlægge.

Især ved Kattegatkysten i Nordøstjylland og på Sjælland har man fundet fangstbopladser i ret stort tal. Også de større øer som Livø og Øland i Limfjorden, Nekselø i Sejrø Bugt og Anholt og Hesselø har i disse århundreder været beboet på visse tider af året. Muligvis var det især sælfangst, som udgjorde grundlaget for bosættelsen.

Men hvem det var, som levede her, står endnu hen i det uvisse. Man har talt om en særlig fangstkultur, som arkæologerne efter svensk og norsk forbillede har betegnet den grubekeramiske kultur. Det skyldes, at de redskaber og våben, der var i brug på bopladserne nær havet, meget ligner dem, man finder på et tilsvarende kompleks af fangstbopladser i Norge og Sverige.

På de danske fangstpladser forekommer der en særlig karakteristisk redskabsform: pilespidsen med skafttunge. At den blev fremstillet lokalt, viser andre fund, nemlig nogle karakteristiske cylindriske flækkeblokke, som var restproduktet fra pilefremstillingen. Nogle af pilene er forbløffende lange. De kunne nå en længde af 16-18 cm, var tilsvarende tunge og må altså have været brugt sammen med en meget svær jagtbue.

Hvordan de levede, disse fangstfolk, har man fået et godt indtryk af fra en boplads ved Kainsbakke på Djursland. Bopladsens placering ved et sund gav gode muligheder for fiskeri. Fangsterne var store og omfattede makrel, hornfisk, torsk, sild og fladfisk. I indlandets vandløb fangede man ørred og ål. Fangst af gråsæl og grønlandssæl spillede også en stor rolle for beboerne.

I skoven bag bopladsen nedlagde man urokse, vildhest, bæver – og en sjælden gang bjørn. Den sidste kunne jægerne møde, når den hen på sommeren og ud på efteråret afsøgte skovbunden for bær. Den var, sammen med uroksen, blandt de sidste overlevende fra de store skoves Danmark. Men dens tid var ved at være ude. Jægerne på Kainsbakke var nok de sidste bjørnejægere i Danmark.

Men der var meget andet at tage af. Man fangede kronhjort, rådyr, vildsvin, ræv og grævling samt talrige smådyr og fugle. Og man indsamlede en rigdom af skaldyr: østers, blåmusling, hjertemusling og mange forskellige snegle, både land- og havsnegle. Og endelig holdt man husdyr. Man var altså fastboende, men brugte en betragtelig del af sin tid på jagt, fiskeri og indsamling.