De første bronzestøbere

Tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. krydsede de første bådlaster med metal Østersøen. Bådene satte ud fra Østersøens sydlige kyster, hvorfra der på det smalleste sted ikke var mere end 25 km til de øer, der i dag hører til det danske område.

Hvad bådene i øvrigt rummede, ved vi ikke, ej heller hvordan metallet kom i omløb mellem de bondesamfund, som lå derinde på bakkerne i de åbne kystlandskaber. Men vi ved, at der nu rundt omkring sad kyndige håndværkere, som kendte til det fremmede metal og forstod at udnytte dets egenart.

I slutningen af bondestenalderen var man, som vi har set, i Østdanmark begyndt at eksperimentere med støbningen af bronze. Man magtede allerede da at fremstille økseblade af ret høj teknisk kvalitet. I de efterfølgende århundreder fortsatte bronzestøberne deres eksperimenterende virksomhed og nåede snart at mestre de talrige tekniske finesser, der knyttede sig til det nye håndværk.

Det må have været noget af en begivenhed, når bronzestøberen udøvede sin hemmelighedsfulde gerning på bopladserne med de store langhuse. Der er sikkert gået dage med forberedelserne. Godt trækul til selve smelteprocessen skulle fremskaffes. Værktøjet skulle gøres klart, diglerne renses og efterses, og man måtte også sikre, at jorden på det sted, hvor støbningen foregik, var tor, og at stedet lå i læ.

Et lille hul blev gravet i jorden. Her tændte man bål, så den sandede lerjord i hullets bund blev rødbrændt, varm og tør. Nyt trækul blev fyldt i hullet, og med sten anbragte man en blæsebælg med vinkelbøjet dyse, således at dysen vendte nedad mod fyrhullet.

Så blev der igen tændt ild i trækullet, og når det dannede kraftige gløder, stillede metalstøberen en lille smeltedigel af hårdtbrændt ler ned i bålet. Digelen var fyldt med brudstykker af metal, og den blev nu dækket med et lag af trækul, som hurtigt fængede. Med blæsebælgen sikrede støberen, at der blæste en jævn luftstrøm ned i bålet.

Nu kunne man se, hvordan temperaturen i glødebålet over smeltedigelen steg i takt med, at blæsebælgen førte luft til bålet ovenfra. Der dannede sig en tragtformet fordybning i glødebålet under dysemundingen, nyt trækul blev fyldt på, blæsebælgen pumpede og pumpede – og så, efter måske et kvarter, skete miraklet: Man kunne se det hvidgyldne, smeltede metal i digelen.

Nogle af bronzestøberens redskaber kender vi fra de arkæologiske fund. Diglerne var f.eks. fremstillet af brændt ler og var små og flade, oftest på størrelse med en spiseske, undertiden lidt større. De var formet af ler blandet med kvartssand og bærer næsten altid spor af den voldsomme varme, de blev udsat for: De er farvede af kobberforbindelser og sammensintrede i overfladen. Deres ringe størrelse tyder på, at smeltningsmetoderne kun tillod smeltning af små portioner.

Ved støbningen kunne bronzestøberen anvende forme enten af sten eller ler. Et yndet materiale for støbeforme var klæbersten, som var let at skære i, og som havde en god ildfasthed. Til gengæld var den kun lidt porøs og optog derfor kun i ringe grad de luft- og gasarter, der blev fortrængt af den smeltede bronze. For at afhjælpe denne mangel skar man i klæberstensformen fine, skråt opadløbende luftkanaler, gennem hvilke luft- og gasarterne kunne komme ud.

Også sand-stensforme kunne bruges, men lettest at håndtere var dog forme af brændt ler. De var ganske vist ikke så holdbare som stenformene, men materialet var mere porøst og gasabsorberende, og det var lige for hånden. Leret blev derfor langt det almindeligste materiale til fremstilling af forme.

Formene var normalt „ægte”, dvs. at de var indrettede til at skilles ad for at tage det støbte emne ud – og de kunne så, dersom de ikke gik itu, samles igen og bruges til næste støbning. De ægte forme blev fortrinsvis brugt til fremstilling af mere almindelige genstande.

Her kunne støbeformen forenkles, således at den blev todelt eller blot forsynet med en enkel, ihængt kerne. Det var navnlig knive, dolke, sværd, spyd, økser og segl, der blev lavet på denne måde.

Ved fremstilling af mere komplicerede genstande benyttede man en anden fremgangsmåde, støbning à cire perdue, dvs. med ”tabt voks”. Lad os forestille os, at det var en bælteplade, der skulle støbes. På en hårdtbrændt lerskive byggede bronzestøberen en voksmodel af bæltepladen. I modellens overflade indstemplede han nu f.eks. spiralmønstre.

Det skete med små stempler af spiraloprullet kobbertråd. Med et passerlignende instrument opdelte han først modellen i de zoner, han ønskede at dekorere. Og inden for zonerne kunne han så med sit stempel fremstille f.eks. rækker af spiraler og andre dekorative detaljer.

Stemplet var formentlig lavet af en lille træklods og en tråd af f.eks. kobber. Tråden blev bøjet sammen på midten, så den blev dobbelt. Knækket blev derpå fastklemt i et hul af klodsen, trådenderne bojedes i en vinkel på 90 grader, og de kunne nu vrides rundt i spiralform.

Det var da en forholdsvis nem sag at indstemple de løbende spiralbånd på modellen af bæltepladen. Resultatet blev et klart og skarpt aftryk af spiralerne i den bløde voks.

Når dekorationen var færdiggjort, penslede bronzestøberen voksmodellen over med en tynd lerblanding. Efter at den var tørret, omgav han hele modellen med magert ler, som han derpå brændte.

Derved fik han en støbeform med en indre hulhed, idet vokset under opvarmningen var smeltet og opsuget af det porøse ler. Ved den senere støbning fremkom en bælteplade, som indtil den mindste detalje gengav den forsvundne voksmodel og dennes dekoration.