Støbeform til våbenøkser fremstillet af klæbersten beregnet til at kunne skilles ad. Fundet ved Tibirke i Nordsjælland.

.

Massiv bronzeøkse med den geometriske dekoration, som er karakteristisk for de første bronzearbejder der er fremstillet i Danmark. Fundet ved Holtegård uden for København.

.
.

Nærbillede af spiraldekorationen på en bælteplade fra det store offerfund ved Vognserup Enge på Nordvestsjælland (se foto), støbt i cire perdue-teknik. Billedet afslører den præcision, hvormed den oprindelige voksmodels stemplede dekoration gentages i den blanke bronzes flader.

.
.

Processionsøkse fundet ved Viby på Sjælland. Den 46 cm lange økse vejer fem kg.

.

Ufærdige bronzeøkser fra en stor offernedlæggelse ved Smørumovre nær København. Økserne har endnu støbesømme fra støbningen og har altså ikke fået den sidste færdigpudsning. Fundet er det største danske bronzefund fra det 2. årtusinde f.Kr. Det bestod af ikke mindre end 163 stykker, fortrinsvis økser og spydspidser.

.

Nærbillede af den plastiske dekorationsform, der kom i brug hen imod 2. årtusindes slutning. Fra oversiden af en bæltedåse, et stort og tungt kvindesmykke, fundet i Kassemosehøj mellem København og Køge. Vekselvirkningen mellem de ophøjede og fordybede mønstre er særlig karakteristisk for denne kunststil.

.

Eksempler på udnyttelsen af det tungeformede motiv, stjernemønsteret, som præger den tredje af bronzealderens stilarter. Eksemplerne stammer fra bæltedåser, som hørte til de fornemme kvinders udstyr.

.

Våbenpålstav, dvs. en økse der skæftedes på et vinkelbøjet skaft, fundet ved Pedersker på Bornholm. Den er et typisk eksempel på de pragtøkser, som hørte til den fornemme mands udstyr.

.

Det var navnlig i dekoreringen af bronzen, at bronzehåndværkeren viste sin skaberevne og tekniske kunnen. Men håndværkets konventioner var stærke, og det er forbløffende at se, hvor regelret udviklingen af dekorationskunsten forløb. Det har gjort det muligt at skelne mellem tre stilfaser, som samlet repræsenterer håndværkets udvikling fra begyndelsen omkring 1700 f.Kr. og frem til bronzealderens midte omkring 1100 f.Kr.

Hver af disse faser har sit karakteristiske præg. Den første stil er præget af geometriske mønstre; så følger en stil med spiralornamenter og endelig en, hvis karakteristiske træk er en stadig vekslen mellem fordybede og ophøjede mønstre i metallets overflade.

I den tidligste fase dekoreredes bronzerne med en enkel, men raffineret geometrisk ornamentik. De blanke flader udsmykkedes med geometriske mønstre som linier, trekanter, romber og buer. En svungen V-formet figur forekom også. Motiverne var opdelt i zoner og dekorationen bygget op på en vekslen mellem ornamenterede og glatte flader.

Det var et dekorationsprincip, der også fandt anvendelse inden for de forskellige zoner, idet man her dannede et mønster, ved at nogle af trekanterne eller rhomberne stod med glatte flader, mens andre var skraverede. Enkel og måske lidt bleg var denne stil, men harmonisk spillede den på stilfærdige kontraster mellem dekoreret og udekoreret.

Helt overtaget fra fremmede, kontinentale forbilleder var den også. Det var nemlig de samme trekanter, buer, rhomber og svungne V-formede figurer, man fandt på de metalsager, der langvejs fra, fra Ungarn og Rumænien, nåede til Danmark i denne periode. Fra Karpaterbækkenets bronzer blev motiverne overført til bronzer, hvis formgivning helt igennem var nordisk.

Endnu var omfanget af bronzestøbningen dog ret begrænset. Det var et beskedent antal former, der blev støbt, først og fremmest mandssager som økser, sværd, dolke, køller og spyd. Kvindesmykker blev så at sige ikke fremstillet.

Men der er dog tegn på, at noget nyt er undervejs. I slutningen af denne første fase begyndte fremstillingen af en række bronzer, som i dekoration og formgivning var et varsel om den kraftige opblomstring, bronzehåndværket skulle opleve efter midten af det 2. årtusinde.

Udgangspunktet var de stigende tilførsler og kendskabet til nye bronzeformer fra det europæiske kontinent, først og fremmest fra områderne omkring den mellemste Donau. I dekorationskunsten viste det nye sig ved, at de første spiralmotiver dukkede op.

Spiraldekorationen var den ornamentstil, som i de efterfølgende århundreder så fuldstændigt skulle dominere det nordiske bronzehåndværk. Længe havde denne særegne dekorationsform været kendt i landene omkring det østlige Middelhav. Om det var herfra, den bredte sig til det sydøsteuropæiske område, ved man ikke med sikkerhed.

Men et stykke inde i det 2. årtusinde f.Kr. finder man den i fuld udfoldelse i landene omkring Karpaterbækkenet, hvor man udnyttede den på en levende og fantasifuld måde. Den indgik forbindelse med forskellige små motiver som spiralhager, hvirvler, volutter og sving, en ganske munter og flimrende stil. Og det var herfra, via importerede bronzer, at stilen bredte sig nordover til det sydskandinaviske område.

Med spiralstilen udvides også bronzestøberens repertoire. Han begynder at fremstille et bredere udvalg af mandssager: økser, sværd, dolke, spyd, nåle og bæltehager, personligt statusudstyr, som næsten altsammen er efterligninger af fremmede former, men kyndigt og selvstændigt udført.

Omkring 1500 f.Kr. kommer så det store, altomvæltende boom i det nordiske bronzehåndværk, spiralstilen slår igennem. I den forudgående tid havde en stigning i metaltilførslerne været tydeligt mærkbar, nu synes man at råde over en næsten ubegrænset mængde af det fremmede metal. I dekorationskunsten bliver spiralen det altdominerende motiv. Den bliver anbragt på bronzernes store, brede flader.

Den placeres i kreds- og halvkredsformede bælter, og bronzestøberen lader den lege i det uendelige, i tætte vindinger og i sig selv tilbagegribende bevægelser, der ruller sig sammen og løser sig op. Spiralerne sluttes sammen i grupper, forbindes med hinanden med bånd og hager. De udføres altid med sikker hånd. Den fladedækkende dekoration udfylder på velafbalanceret vis bronzernes flader. Spillet i spiralerne og i de lave reliefagtige bånd supplerer hinanden på det mest fuldkomne.

Nu bliver også kvindesmykker i stort antal fremstillet i bronzestøbernes værksteder. Altsammen peger det på en blomstring af håndværket, man ikke havde set tidligere.

De to fornemste produkter fra bronzestøbernes værksteder var sværdet og våbenpålstaven. Begge var de udprægede personlige statussymboler, værdighedstegn, som gennem deres fornemme udformning markerede bærerens sociale position.

Også kvindesmykkerne gennemgik i denne bronzestøbningens blomstringstid en udvikling: de forvandledes fra det mindre til det større og overdådigt dekorerede. Det gjaldt navnlig de bælteplader, som særligt de fornemme kvinder smykkede sig med.

Så fulgte omkring 1300 f.Kr. den tredje fase; en ny dekorationskunst, som byggede på en vekselvirkning mellem positivt og negativt, udviklede sig. Den trængte ikke igennem over hele landet på samme tid. I de rige bronzealderbygder i Østdanmark fortsatte bronzestøberne endnu med at videreudvikle de gamle traditioner, spiralmønstre var stadig foretrukne. Men i Jylland trængte nye dekorationselementer igennem, inspireret af udsmykningen på nye typer af fremmede bronzer, som var kommet i omløb mellem de velstående bondeslægter. Snart fulgte også øerne med.

Vekselvirkningen mellem ophøjede og fordybede mønstre blev denne fases særlige kendemærke. Dens vigtigste virkemiddel var et bue- eller tungeformet motiv. Lægges f.eks. et antal tungeformede figurer ind mod et centrum, opstår en stjerne, der netop ses som det centrale motiv på bronzesagerne fra denne periode.

Stjernen vil ofte fremtræde som et negativt mønster beregnet til udfyldning med harpiksmasse. Dette mørkere parti står i kontrast til de blanke bronzeflader, som fortsat udsmykkes med en geometrisk dekoration af siksak linier, perlebånd, lave reliefbånd osv.

Efterhånden forlader man helt spiralmønsteret. Det sker med stor konsekvens, kredsmotivet derimod fastholder man. Det indarbejdes i stjernemønsteret, optræder ud for stjernernes takker, danner selvstændige zoner på de større flader og optræder f.eks. udført i guldblik på overfladen af sværdhæfterne.

Ikke blot dekorationskunsten men også formgivningen af bronzerne blev nu ændret. En større metalteknisk kunnen, måske fremprovokeret af en vis metalknaphed, resulterede i en forfining af udformningen af våben, redskaber og kvindesmykker. Bronzestøberens produkter blev spinklere at se på. Den mere avancerede teknik gav sig også udslag i, at et stadig stigende antal bronzer blev støbt i cire perdue metoden, altsammen måske en indirekte følge af, at de langtrækkende men også usikre forbindelser ned over kontinentet i en periode ikke fungerede så godt som tidligere.

Det var navnlig i udformningen af mandens våben, at disse ændringer lod sig mærke. De tidligere kraftige, metalkrævende former blev opgivet til fordel for det spinklere og det finere. Våbnene, især sværdene, blev nu slankere og elegantere. Deres fæsteknap blev lille og prydedes forneden med en behersket dekoration af indskårne tunger.

Våbenpålstaven, som tidligere var et udbredt statussymbol i mændenes grave, forsvandt nu næsten helt og blev kun i begrænset omfang erstattet af andre økseformer. Tilbage blev kun celten, øksen med hulhed til optagelse af det vinkelbøjede skafts ende. I stedet udgik der fra nogle af bronzestøbernes værksteder overdimensionerede pragtøkser af former, man ikke tidligere havde set.

Nogle af dem vejer op til syv kg og kan næppe have været personligt udstyr. Snarere vidner de om, at en stigende del af bronzeproduktionen nu bestod i fremstillingen af kostbart kultudstyr. Man har tolket det sådan, at udøvelsen af lederskabet i bronzealdersamfundet i denne periode fik en mere fast form. Det gjaldt også de kultiske ceremonier, som høvdingene må have forestået.

Men også fremstillingen af bl.a. kultøkserne var underkastet de samme vilkår som den øvrige bronzeproduktion og udvikledes med tiden i retning af mindre metalkrævende former.

Henved otte århundreder varede dette udviklingsforløb, der førte bronzestøberen frem til en enestående teknisk og kunstnerisk kunnen. Men mærkeligt nok er det, udover færdigprodukterne, kun få spor denne rige håndværksvirksomhed har efterladt sig. Hvordan selve håndværket var organiseret, ved man uendelig lidt om. Klare produktionscentre, endsige egentlige mesterværksteder har det ikke været muligt at påvise.

Noget tyder på, at produktionen har været stærkt decentraliseret, og at der inden for næsten hver eneste bronzealderbygd har været drevet støberivirksomhed. Om der har været tale om vandrehåndværkere er ikke til at afgøre. Det eneste fundene afslører er, at der samfundene imellem må være foregået meget intens udveksling af bronze.

Men bronzegenstandene blev sikkert båret og ejet af mennesker, som deltog i et endnu mere omfattende system af forbindelser, hvor indgåelse af ægteskaber, politiske alliancer og mange andre former for kontakt samfundene imellem bidrog til, at tanker, ideer, varer, tjenesteydelser og sikkert også mennesker til stadighed kom vidt omkring.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dekoration og form.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig